Billedet er taget af dygtige Brian Jensen fra Blitz77
Jeg har blogget i over 6 år, og synes det er svært at finde ud af, hvor meget af mig selv, jeg skal udlevere. Jeg har egentlig haft jer læsere med i det meste. Som da jeg var trist og arbejdsløs, da jeg rugede og fødte mine lækre unger, da jeg kæmpede med en mindre fødselsdepression og da jeg i et af mit livs mest lykkeligste øjeblikke blev gift med min mand. Men hvor sætter man egentlig grænsen?
For mig går grænsen dér, hvor andre folk ikke skal kunne blive involveret. Fx ville jeg aldrig skrive om udfordringer på jobbet, familiefejder eller stridigheder med veninderne. Og jeg har sjældent vist billeder af min mand. Har faktisk aldrig nævnt hans navn, tror jeg. Begge dele fordi han ikke ønsker det. Alle har sikkert prøvet førnævnte på egen krop, men når/hvis man vælger at udlevere sådan noget på en blog, så bliver det pludseligt offentligt. Og jeg bryder mig egentlig ikke om at lufte mit beskidte undertøj på nogle sociale medier. Det er dog en hårfin grænse, og jeg mærker altid efter helt ned i maven, om jeg også vil være stolt af indlægget 2 år ude i fremtiden. For mig virker det patetisk at slette et indlæg, fordi man har fortrudt. I min verden skulle man have tænkt sig bedre om inden udgivelse.
Jeg er med på at indlæg, hvor bloggere blotter sig selv, sikkert også får de fleste reaktioner. Men er det egentlig så vigtigt at få flest kommentarer? For mig, som på ingen måde lever af blogging, men blot gør det fordi det er min hobby, så handler det ikke om at have flest læsere eller sidehenvisninger. Det handler om min lyst til at videreformidle mit liv. Nogle vil nok kalde det at udstille sig selv. Og det er jo egentlig også det, jeg gør! Dog tror jeg på at man sagtens kan være en god og spændende blogger uden at dele ALT! Jeg lukker jer lidt ind, men I får altså ikke indblik i alt.
Fx har jeg lige været 14 dage i Thailand, og jeg har selvfølgelig nævnt rejsen her på bloggen, men jeg har ikke skrevet præcist, hvornår vi skulle af sted. Dette ifølge aftale med min kære mand, da han var bange for at vores hus ville blive ryddet imens. At en tyv ville opsnappe at jeg var væk, og dermed udnytte tiden til at røve os for alle værdier.
Selvom jeg ryster på hovedet af hans forestillinger, så kan jeg egentlig godt se hans pointe. For det er her, det er svært at trække en grænse. Skal man virkelig være så online hele tiden, at alle kan finde ud af hvornår man er hjemme, om man aftenen før har skændtes med manden eller hvornår ens hus står tomt. Eller vil bloggen være lige så interessant hvis blot indlæggene om rejsen kom 1 uge senere?
Jeg har ikke det rigtige svar. Men jeg tror det er mega vigtigt at man finder sin egen grænse. Selvom jeg elsker at skrive her på bloggen og dele øjeblikke på @tinethespacebetween, så har det faktisk været befriende med 14 dage uden. Jeg har i stedet brugt AL min tid med min dejlige familie. Vi har delt nogle helt specielle oplevelser i Thailand. Mine børn har elsket at få min udelte opmærksomhed. Og min mand og jeg har nydt hinanden uden TV, telefon eller pc. Vi har snakket sammen. Vi har spillet yatzy. Vi har flettet fingre. Vi har kigget hinanden dybt i øjnene. Og ved I hvad? Det gør vi faktisk ikke til hverdag. Vi har alt for travlt med de daglige pligter. Og når vi endelig kan slappe af, så gør vi det med TV’et tændt og hver sin telefon i hånden. Foregår det også sådan hos jer?
Indlægget tog lidt en drejning, men min pointe var bare at man skal tænke over, hvor meget man deler på de sociale medier. Både af sig selv, men også af de mest intime øjeblikke med sin familie. Giver det mening?