Kategoriarkiv: Bryllup

Eatmosfære

29.06.2014 af: Tine Kategori: Bryllup

Vi havde to steder i spil, da vi skulle beslutte, hvor vi ville holde vores bryllupsfest. Eller faktisk havde vi allerede lavet en aftal med et midtfynsk gods, men de endte med at virke så uprofessionelle, at vi ikke var i tvivl om at vi ville holde festen på Eatmosfære i det sydlige Odense. Vi kendte kun til stedet af omtale, men efter første besøg på stedet, var vi ikke i tvivl om at det var perfekt til os. Omgivelserne var fantastiske, lokalerne var lyse, maden lød indbydende, baren var festlig og prisen var fair.

Eatmosfære er et forholdsvist nyt sted. Jacob, ejeren, åbnede sidste forår, og har vist efterhånden sat hele stedet i stand. Stedet hed oprindeligt Kratholm og har vist både været skovpavillon, restaurant og festlokaler.

Jeg vil lade billederne tale for sig selv, for det ligger virkelig fantastisk ned til Odense Å. I hele baghaven, hvor vi holdt reception og indtog bryllupskage, er der frit udsyn til åen. Og festlokalerne har store panoramavinduer, så man kan nyde den fantastiske udsigt.

Bryllupskagen

28.06.2014 af: Tine Kategori: Bryllup, Mad

Jer der læste med før brylluppet kan nok huske, at jeg var lidt nervøs for hvordan kagen nu ville komme til at se ud og ikke mindst smage. Det var nemlig kokken på feststedet, der skulle stå for den, og han var mildest talt lidt svært at få information ud af. Men vi endte med at få det at vide et par dage før.

Kagen er kagebunde med lys chokolade- og sherrymousse. Pyntet med friske bær. Ikke den traditionelle bryllupskage, men en kage lige efter vores smagsløg. Den smagte super godt, og de friske bær opvejede den lidt tunge mousse perfekt. Kagen havde det svært i varmen og den var faktisk ved at smelte væk. Men vi fik toppen med hjem til dagen efter. Uhmm!

Kagefigurerne er Hoptimister, som jeg har pyntet med butterfly og slør. Dem har vi selvfølgelig stående derhjemme nu. Hver gang jeg kigger på dem, kommer minderne om den gode dag frem. Så dejligt!

Bryllupskjolen

26.06.2014 af: Tine Kategori: Bryllup

Da vi begyndte at snakke om bryllup i august/september sidste år, havde jeg egentlig bestemt  mig for at jeg “bare” skulle have en pæn gallakjole. I ved, ikke noget stort, men alligevel en festlig hvid kjole. Jeg bookede dog en tid hos Panayotis i Vejle i starten af november, da jeg så at de solgte ud af 2013 modellerne med 50%. Jeg havde sat mig for bare at tage derover alene, men det endte alligevel med at min lillesøster kom med. I bagklogskabens klare lys, ville jeg også godt have haft min mor med, men jeg anså faktisk ikke kjolekøbet for at blive noget særligt stort. Jeg skulle jo bare have en finere kjole:-). Hun var dog med via Facetime, så helt udeladt blev hun ikke.

Jeg snusede lidt rundt i butikken og endte med at have 8-10 kjoler at vælge i mellem. Der var både store brudekjoler og de lidt mere afslappede af slagsen. Jeg prøvede begge dele, men da KJOLEN kom på, var jeg ikke i tvivl. Den føltes bare helt rigtig. Jeg havde på forhånd nogle tanker om snit og udsmykning, og jeg tror bare at den ramte helt plet med begge dele. Jeg vidste at jeg gerne ville have stropper, at den skulle sidde til i taljen og at der skulle være bling bling på. Dog havde jeg ikke forestillet mig at der skulle være slæb, og det blev faktisk også aftalt med skrædderen at det skulle klippes af. Men da jeg prøvede kjolen igen for nogle måneder siden, valgte jeg alligevel at lade det sidde, og give den hele armen med slæb, slør osv.. Man skal vel kun giftes én gang;-)

Når jeg ser bryllupsbillederne er jeg faktisk ganske godt tilfreds  med kjolen og hvordan den tager sig ud på min krop. Jeg synes der er tilpas kavalergang og taljen bliver fremhævet. Og så er jeg faktisk ret vild med det lange slæb og ditto slør. Om end det var en anelse upraktisk at have sådan en lang hale efter sig hele aftenen. Skrædderen lavede et ophæng bagpå, så jeg kunne danse frit og det virkede perfekt. Dog var jeg nær aldrig kommet ind i bilen, da min far og jeg skulle til kirken. Sådan et slæb fylder mere end man lige tror!

Jeg endte med at betale lige over 7000 kr. for kjole og slør. Sløret i sig selv kostede vist 1300 kr. Og så kostede skrædderen et par tusind. Kjolen var nemlig alt for stor over bryst og talje, så der var en del syarbejde. Noget som normalt følger med når man køber en kjole hos Panayotis, men ikke når man køber kjolen på udsalg.

Billederne er for resten taget henholdsvis på det sted, hvor vi holdte festen og ved Skovsøen i Odense. Sidste nævnte var faktisk ikke planlagt at besøge, men kæresten havde arrangeret en åben Mercedes efter kirken og vi blev enige om at cruise lidt rundt inden vi kørte ud til feststedet. Og undervejs fik vi taget nogle ret gode billeder ved Skovsøen.

De første bryllupsbilleder

16.06.2014 af: Tine Kategori: Bryllup

20140616-210312-75792252.jpg

Lad mig starte med at sige tak for alle lykønskningerne. Vi havde en fantastisk dag i lørdags. Faktisk kunne vi ikke ønske os bedre. ALT klappede og vi festede til den lyse morgen med de bedste mennesker.

Vi venter stadig på de officielle billeder, men har skrabet lidt sammen fra venner og familie, så dem starter vi med.

Hvad vil I gerne høre om ifm. brylluppet? Jeg har så meget at fortælle at jeg nærmest ikke ved, hvor jeg skal starte. Eller vil I gerne bare se billeder? I dagens lykkelige anledning har min mand ( hvor er det mærkeligt at skrive det!) nemlig sagt ja til at optræde på bloggen. Det er vist ikke sket før i de snart fem år, jeg har blogget.

Så kom dagen

14.06.2014 af: Tine Kategori: Bryllup

20140614-060931-22171682.jpg

Klokken er 05.59 og jeg har ikke sovet siden kl. 05.14. Faktisk har jeg slet ikke sovet særligt meget i nat. For sommerfuglene bakser rundt i maven.

Denne uge har jeg gået rundt i en tåge, og har haft meget svært ved at koncentrere mig om andet. Tankerne har fløjet rundt. Jeg glæder mig SÅ meget til senere i dag. Både til at hoppe i min smukke kjole, til gå op ad kirkegulvet med min far, til at kysse min lækre gom, til at spise god mad med alle mine venner og familie, til at danse brudevals med min udkårne og til at gå glad i seng efter en fantastisk dag.

Jeg brugte det meste af dagen i går på at gøre mig klar. På at få ordnet fødderne og få shellac på fingerneglene. Pynte festlokalet med en masse smukke pom pom’er fra babydekoration.dk. Wauw, det blev fint! Og om eftermiddagen stod den på sommerfest i vuggestuen, og om aftenen var huset er fuld af gæster, som skulle sætte æresporten op. Den blev forresten rigtig fin!

Kl. 9.45 skal jeg ind til min søster, som skal sætte hår og lægge makeup, og så følger der ellers et stramt program for at kunne være klar til kirken kl. 15. Fotografen kommer når brudekjolen skal på, og så følger han os hele dagen, til efter brudevalsen er danset. Så der kommer vel lidt billeder ud af dagen, som jeg kan vise jer;-)

Wish me luck!

This error message is only visible to WordPress admins

Error: No posts found.

Make sure this account has posts available on instagram.com.

Kategorier