Kategoriarkiv: Hverdagens momenter

Julen 2015: Hygge med familien men med en dramatisk afslutning

28.12.2015 af: Tine Kategori: Børn, Hverdagens momenter

Juleaften2015_thespacebetween

Jeg har været stille hen over julen, og det er der flere gode grunde til. Jeg gik officielt på juleferie fra den 22/12, men havde faktisk allerede sidste dag på kontoret den 21/12, da jeg måtte være hjemme med syge børn på min sidste arbejdsdag inden ferien. Manden havde været hjemme med dem et par dage, og sygdommen så desværre ikke ud til at slippe dens tag i deres små kroppe. Så hurra for muligheden for at arbejde hjemmefra, så de kunne blive raske til juleaften. Sofia kommer sig ellers ret hurtigt, men hun havde opkast og diarré i flere dage. Anton har skrantet det meste af december, men de sidste dage før jul, havde han så hævede halskirtler at lægen sendte ham på børneafdelingen. Det mundede ud i at vi den 24. fik beskeden om at han havde kyssesyge. Dog heldigvis kun i en mild form, men alligevel så meget at han stadig bliver meget hurtigt træt. Så vi holder ferie i helt lavt tempo ind til 4. januar 2016.

Juleaften endte heldigvis med at blive fantastisk trods sygdom op til. Min mor kom mig nemlig til undsætning, og kom fra Lolland til Odense ee dag tidligere end planlagt for at hjælpe med både syge børn og forberedelser til juleaften. Juleaften blev nemlig holdt hos os, og vi talte 14 mennesker fra både min side og mandens side af familien.

Mine forældre og min farmor på 91 år blev og overnattede, så vi også kunne fejre 1. juledag sammen. Det har vi gjort flere år i træk. I år blev det dog en lidt anderledes julefrokost, da min farmor faldt om på toilettet tidligt om morgenen den 25. december. Jeg havde godt hørt at hun var gået derud og et par minutter efter hørte jeg et ordentligt bump. Jeg sprang op, da hun desværre har en historik med at falde eller besvime. På vej ud til toilettet nåede jeg kun at høre hende gurgle og mumle “nu dør jeg”. Og da jeg kom derud sad hun helt bevidstløs hen over toilettet. Jeg prøvede at råbe hende op, men hun var helt væk. Til sidst måtte jeg ruske i hende, og efter hvad der føltes som flere minutter vågnede hun op. Hun var dog helt væk i blikket, og vi kunne ikke få rigtigt kontakt med hende – ej heller flytte hende. Jeg måtte derfor ringe 112. Efter få minutter ankom et par søde ambulancefolk, og de tog hende med på hospitalet. Det hele endte med at hun akut fik en pacemaker. Så det blev altså nogle lidt anderledes juledage end planlagt.

Men nu er der kommet ro på, og vi nyder fridagene med at lave så lidt som muligt. Vi leger med alt det nye legetøj, rydder op på værelserne for at gøre plads til det nye, og nyder det milde decembervejr.

Havde I en god jul?

Knuthenborg Safaripark

13.06.2015 af: Tine Kategori: Børn, Hverdagens momenter, Inspiration, Lykken er

Det er efterhånden blevet en tradition at vi tager i Knuthenborg hver sommer. Faktisk har vi været dér 3 år i træk. Det hænger unægtelig sammen med at jeg er opvokset 25 km fra parken, og at mine forældre stadig bor der. Så en tur ned til mormor og morfar kan sagtens kombineres med en tur i den fantastiske dyrehave. Hvis man aldrig har prøvet det, så skal man helt sikkert overveje det. Det er virkelig turen til Lolland værd! Og man kan jo kombinere turen med alle de andre fantastiske ting, Lolland har at byde på.

Knuthenborg kan ikke sammenlignes med zoologiske haver. Knuthenborg lader en komme meget tættere på dyrene end man normalt oplever, og så er omgivelserne bare helt i top. Der er brede savanner med giraffer, zebraer, næsehorn, gnuer, strudse, antiloper og okser. De går lige ved siden af bilen, og man skal knibe sig selv i armen for ikke at tro, at man er med i en film. Zebraerne er sindssygt fascinerende med deres smukke striber, og girafferne er majestætiske. Og ret store, når man kommer helt tæt på!

Nogle af de andre højdepunkter er tigerburet og abeburet. Ved abeburet kører man rundt i en traktor med vogne på. Man får ved indgang til traktoren udleveret en håndfuld farverige kiks, som man kan give til aberne. Da jeg var barn var det spaghetti, men de farverige kiks elsker aberne lige så meget. I tigerburet – og ulveburet for den sags skyld – bliver man lukket ind i hold. Altså i bil-hold. Herefter kører man stille rundt i buret og skal selv lure hvor tigrene mon har gemt sig henne. Både Anton og Sofia har prøvet det før, men denne gang var de helt oppe at køre. Det var sjovt at se dem sidde med næsen helt op i ruden for at spotte tigrene. Og når de så endelig fik øje på en, så var der glædesudbrud så høje, at jeg var helt bange for om tigrene nu blev tiltrukket;-). Nogle af tigrene var i bur, og her blev banditterne hurtigt enige om at de måtte have fået time out (noget lærer de da!:-o). Det er for resten en god idé at starte med abe- og tigerburet, da der hurtigt kan danne sig kø.

Frokosten kan nydes overalt i parken, da der er sat borde og bænke op mange steder. Vi tager dog altid over i Limpopoland, som er et kæmpe område med natur- og vandlegeplads. Her kan man også sagtens nyde sin medbragte mad, men man kan selvfølgelig også købe det obligatoriske park-mad. Limpopoland er for alle størrelser, for der er både hoppepude, sandkasse, rutsjebaner, svævebane og meget mere. Og når vejret tillader det, så kan vandlandet også anbefales. Det er overskueligt, og de voksne kan sagtens holde øje med børnene uden selv at blive våde.

Vi brugte ca. 5 timer i parken, og vi var hverken helt eller halvt færdige. Men det var ungerne, og de trængte til en lille lur. Så vi besluttede at afslutte turen med en is ved Bandholm Hotel inden vi kørte hjem. Vi var nærmest ikke nået ud af Bandholm før begge sov i deres autostole med hænderne knyttet om det legetøj, de fik lov til at vælge i butikken ved Limpopoland;-)

Getaway på Bandholm Hotel

11.06.2015 af: Tine Kategori: Hverdagens momenter, Ikke kategoriseret, Lykken er, Rejser

På søndag har manden og jeg 1 års bryllupsdag! Jeg tog dog lidt forskud på glæderne, da jeg i Grundlovsweekenden inviterede ham på et romantisk ophold på Bandholm Hotel på Lolland. Jeg er jo opvokset på Vestlolland, og har de sidste mange år hørt meget godt om Bandholm Hotel. Hotellet har ellers ligget øde hen hele min barndom, men de seneste år er det blevet gennemrenoveret. De romantiske bygninger, som blev opført af Grev Knuth af Knuthenborg, der ligger lige ved siden af, ligger idyllisk ned til Smålandsfarvandet nord for Lolland. Hotellet er ikke så stort, men ejerne har succes med forskellige typer af overnatninger, wellness og god mad.

Jeg havde booket en wellnessovernatning til manden og jeg. Med i prisen var massage og jacuzzi i wellnessafdelingen, 3-retters menu om aftenen og morgenmadsbuffet den efterfølgende morgen. Jeg havde valgt et standardværelse, og vi blev indlogeret i deres tilbygning i baggården. Tilbygningen er helt ny, og der var ikke noget at sætte en finger på. Dog er stilen moderne, og man oplever ikke meget af hyggen eller romantikken fra den gamle hovedbygning. Det er der dog rigeligt af så snart, man træder ind i receptionen, eller spiser i restauranten. Der er høje træpaneler, stuklofter og smukke tapeter for alle pengene.

Vi ankom ved frokosttid, og endte med at spise frokost i det perfekte junivejr. Det er altså bare ren balsam for sjælen at nyde et stjerneskud med udsigt ud over vandet, og bagefter drysse direkte over til wellnessafdelingen. Her havde jeg valgt en kombination af jacuzzi og massage. Først blev vi sænket ned i 35 grader varmt boblende vand med frugt og nødder på kanten, og efterfølgende blev vi masseret side om side af hver sin massør. Det var virkelig himmelsk og vi var begge ved at døse helt hen. Måske vi endda gjorde det?!

Efter wellnessoplevelsen fik vi tjekket ind på vores værelse og så var det ellers tid til en kæmpe is. I anledningen af fars dag, gav hotellets isbod gratis is til mænd. Så jeg måtte købe en til mig selv. Isen blev nydt på terrassen med fuld sol i hovedet. Vi lagde os i en af de store kurvemøbler mens der blev spist is, guf og flødeboller til den store guldmedalje. Her kunne vi egentlig være blevet resten af eftermiddagen, men vi havde også taget løbetøjet med, så af sted med os. Alternativet var at løbe en tur morgenen efter, men den ville vi altså hellere bruge på at sove længe:-). Det er ikke så tit, vi gør det, da vores børn sjældent sover til mere end kl. 6.30!!!

Løbeturen endte på over 8 km., og det var faktisk en god måde at se området på. Jeg havde spurgt mig til råds om ruter i receptionen, og vi endte derfor med at løbe i både skov og langs vandet. Det var virkelig hyggeligt!

Aftensmaden blev lidt langtrukken pga. mange mennesker til en fars dags buffet, men det var værd at vente på. Vi fik formidabel god mad. Laksen var dejlig saftig, og bøffen var perfekt stegt. Til dessert fik jeg en blommegrød med vaniljecreme. Den smagte af meget mere, men på det tidspunkt var jeg helt færdig. Både mæt og træt. På den gode måde, fordi dagen havde været så hyggelig. Det er en luksus i en travl hverdag at tage en dag i sit eget tempo.
Dagen efter blev da også i et lidt andet tempo, for kl. 10 om morgenen stod mormor og morfar klar med ungerne. Så var det nemlig tid til en dag i Knuthenborg Safaripark;-)

Kvalitetstid…

02.04.2015 af: Tine Kategori: Hverdagens momenter

…er lige netop hvad vi har i disse dage. Alting foregår på børnenes præmisser, og vi har ind til videre været i legeland, cyklet i blæsevejret, været i svømmehallen, været ved stranden samt har besøgt mormor og morfar, og deres sommerhus. I morgen står den på påskefrokost med hele familien, og vi har brugt dagen på at koge hamburryg og kartofler, og så har vi lavet Gateau Marcel. Vi bliver 14 mennesker, så der bliver drøn på! Men jeg elsker højtiderne hvor der er fokus på samvær med familien – også den dem, man ikke ser så tit.

I det hele taget elsker jeg foråret. Der er mange små ferier og forlængede weekender, hvor man kan tage væk, eller bare nyde tiden med familien. Sidste år var vi i Weissenhäuser, og det pønser vi på igen. Det var et kæmpe hit både for børn og voksne. Dog skal vi lige finde det rette tidspunkt, for vores familiekalender er allerede ret booket.

Hvis I har nogle gode tips til små getaways med småbørn hen over foråret så sig meget gerne til. Både i Danmark, men også gerne Nordtyskland eller Sydsverige.

God påske 🙂

1 år ældre

05.03.2015 af: Tine Kategori: Hverdagens momenter

I lørdags blev jeg 33!! Jeg blev vækket af mand og unger med fødselsdagssang og flag i hovedet, og så brugte vi ellers det meste af dagen på at gøre klar til gæsternes ankomst om eftermiddagen. Det var jo sindssygt godt vejr, så det var en fantastisk dag at blive et år ældre på. Jeg elsker at foråret officielt starter dagen efter min fødselsdag, for så ved man bare at der er bedre og lysere vejr på vej. Desværre holdt det gode vejr jo ikke ved, men man fik da en dejlig fornemmelse af, hvad der venter en.

Jeg synes det er vildt at være 33 år! Ikke at jeg ikke synes jeg har nået noget på mine 33 år. For det har jeg jo. Jeg sidder her med uddannelse, job, mand, børn og hus, men det er lidt skræmmende at jeg mest af alt ser mig selv som 28 årig:-). Men når jeg ser rynkerne omkring øjnene, så kan jeg jo godt se at jeg er 33 år:)

 

Side 2 af 111234510Sidste »

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier