Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Anton 4 år

11.01.2017 af: Tine Kategori: Børn, Ikke kategoriseret

anton_4aar_thespacebetween

I morgen bliver min lille Anton-mand 4 år. Han glæder sig så meget til at fejre sin fødselsdag. Her til aften snakkede han ikke om andet, da jeg nussede ham på ryggen, inden han lagde sig til at sove.

Vi fejrer ham i morgen tidlig med nybagte boller og kakao, og så står den ellers på fejring i børnehaven om formiddagen. Han har beordret mig til at lave en chokolade-Ninjago-kage, så det er jeg i fuld gang med! Men det er altså noget af en opgave når der skal være 50 stykker kage. Børnehaven er nemlig overbelagt i øjeblikket, og der er 46 (!) børn. Vores børnehave er ikke delt op i stuer, så når man holder fødselsdag derovre, holder man det for alle børn. Pyh!

På lørdag kommer familien på besøg til den helt store fødselsdagsfejring. Og her står den jo nok også på kage. Det kommer vi nok ikke uden om :-). Men har I nogle gode forslag til, hvad jeg skal bage af kage til den pukkelryggede familie? Vi bliver 16-17 mennesker, så der skal alligevel noget kage til!

Anton er den mest kærlige lille fyr. Han elsker at give sin mor “mussere” på munden, og jeg nyder det i fulde drag. Sofia har aldrig været så kærlig på samme måde, så jeg suger det i mig. Anton elsker at ligge helt tæt, og vil gerne kramme og putte. Han er dog også noget af en tonser, og han sidder faktisk helst ikke stille (kun når jeg nusser ham på ryggen). Så på den måde er han en rigtig dreng. Han elsker at lege med biler, robotter og dinosauere, og hvis han får ro fra storesøster, kan han sidde og nørkle med de samme legoklodser i timevis.

Anton kom på sin terminsdag en kold januardag i 2013. En lørdag eftermiddag på Svendborg Sygehus. Efter en rigtig god fødsel, med med et noget hektisk efterspil. Han var jo absolut ikke planlagt. Altså… jeg vidste jo selvfølgelig at jeg skulle føde – men graviditeten kom som lidt af en overraskelse. Sofia var 8 måneder, og netop startet i vuggestue, da jeg stod med en positiv graviditetstest. Jeg var startet på job efter barsel 14 dage tidligere. Så jeg synes absolut ikke at timingen var perfekt. 

‘Fuck’ var da også det første ord, der røg ud af min mund, da der tonede to streger frem på tisse-pinden. Men jeg var jo selv skyld i det, så jeg overvejede ikke et sekund at graviditeten skulle afsluttes. Det var aldrig på tale. Jeg plejer derfor altid at sige, at Anton ikke var planlagt, men at han var meget ønsket <3

Helt nede i tempo

12.07.2016 af: Tine Kategori: Ikke kategoriseret

img_8263.jpg

Der sker ikke så meget her på matriklen for tiden! Dagene går sindssygt hurtigt, og jeg når ikke rigtigt noget. Før jeg ser mig om er dagen gået. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde havde tid til at arbejde:-)

I går holdt ungerne og jeg igen en fridag. Anton skulle på legeaftale hos en ferieramt ven fra børnehaven. Sofia og jeg havde tøsetid imens. Hun måtte selv bestemme, hvad vi skulle lave. Hun valgte legeland. Så vi nåede lige et par timer inden vi hentede Anton igen.

Legeriet tog hårdt på Anton og jeg fandt ham sovende på værelset, da jeg havde snakket med TDC. Den samtale var åbenbart for kedelig til ham! Det er nu også dødens pølse at snakke med dem. Men jeg har overtaget mine abonnementer fra min tidligere arbejdsgiver, og det volder lidt problemer. TDC har åbenbart solgt mig et abonnement, som ikke kan lade sig gøre. De har ellers selv vejledt mig, så det er møg irriterende at skulle rode med det. Nu skal der igen udfyldes en masse papirer. Øv!

Minder i vores bryllupsbog

16.06.2016 af: Tine Kategori: Ikke kategoriseret

Bryllupsbog med minder

Bryllupsbog med minder fra den store dag

I forgårs fejrede manden og jeg 2 års bryllupsdag, og jeg brugte det mest af aftenen med at kigge vores bryllupsbog igennem. Jeg lavede den kort efter brylluppet, og hiver dem frem fra tid til anden. Det er så hyggeligt at kigge alle billederne igennem, og mindes vores fantastiske kærlighedsfest. Jeg samlede billeder fra både fotograf og gæster, og havde over 2000 billeder at vælge imellem. Jeg har lavet bogen til et miks af de officielle bryllupsbilleder, de billeder fotografen tog unden forberedelserne, fx da jeg tog min kjole på, billeder fra middagen og gæsternes egne billeder. Jeg synes det givet er fint uformelt udtryk, og den er spændende at kigge i for andre end os – tror jeg! Et af de billeder, jeg elsker allermest er faktisk et gruppebillede af os og vores gæster. Det er så hyggeligt at have alle samlet. Og så er jeg vild med de billeder fra kirken. Man kan næsten føle spændingen! Jeg elsker selvfølgelig også billederne af min mand og jeg, men altså…. I ved sikkert, hvad jeg mener;-)

Bogen blev lavet hos Photobox i sin tid, men der er jo mange andre steder at lave sådan en. Det var vigtigt for mig at bogen var let at sætte op, og at den var i ordentlig kvalitet. Med limet ryg, tykke sider og fin glans. Og jeg endte faktisk med at få to bøger, selvom jeg kun bestilte en. Da bogen kom hjem var der nemlig små farvefejl i nogle af billederne, og jeg endte derfor med at få en erstatning, og måtte beholde den gamle. Så nu har jeg en, som en af ungerne kan få, når og hvis de er interessede i det.

Jeg har faktisk lidt en plan om fremover at lave en fotobog for hvert år fremover. En fotobog af vores liv. Vi har egentlig fremkaldt rigtigt mange billeder siden Sofia blev født, men de fylder helt sindssygt når de er i albums. Bøger fylder lidt mindre. På den måde bliver der ikke alt for meget tryk på i skabene!

8 ugers boot camp: Uge #2

18.01.2016 af: Tine Kategori: Boot camp, Ikke kategoriseret, Motion, Vægttab

Bootcamp_goalgain_thespacebetween

Så er uge 2 på Bootcamp overstået. Også denne uge har vi trænet sammen 2 gange. Hvert træningspas tager ca. 30 minutter. Og det foregår uden for hver gang. Den ene gang bestod det udelukkende af 25 minutters HIIT træning, mens vi i søndags startede med en lille luntetur og en spurt, for derefter at lave 20 minutters HIIT. Ifølge Thomas er HIIT perfekt til at fedtforbrænde, da man træner intensivt og hårdt. Pulsen skal gerne være helt oppe efter 5 minutter. Vi laver en del forskellige øvelser. Især nogle for arme, ben og core. Fx bruger vi battle ropes, kettlebells, vægtstang, trx elastikker osv. Og så løber/spurter vi med et bildæk, som er hægtet fast til den kæde, vi har om livet. Det går lige i lårbasserne, og kan sagtens mærkes når man lige efter skal lave squats med 40 kg på skuldrene!

Under bootcampen har Thomas rådgivet om at jeg lever efter 5:2 kuren. Altså hvor jeg faster 2 dage om ugen. Jeg har dog snakket lidt med ham om yderligere mad på fastedage, da jeg ikke kan leve af 500 kalorier når jeg også løbetræner. På selve dagen går det fint – altså hvis jeg ikke træner – men jeg kan mærke fastedagen dagen efter også. Og det duer jo ikke at jeg i princippet har 4 dage om ugen, hvor min krop ikke kan yde. Så synes jeg i hvert faldt det er svært at indarbejde 2 gange personlig træning og også gerne 2 gange løb. Thomas mente at jeg skulle supplere med at leve efter Dukan kuren. Altså spise masser af proteiner i form af magert kød, æg, fjerkræ, fisk og skaldyr. Så det prøver jeg på.

Jeg har ikke haft opfølgning på vægt, fedtprocent og Cooper endnu, så jeg ved ikke hvordan de første 2 uger er gået på den front. Dog kan jeg mærke at jeg bliver bedre til øvelserne. Jeg kan tage mere vægt på vægtstangen, og jeg kan lave flere gentagelser. Og så er jeg ikke så øm mere. De første gange kunne jeg nærmest ikke gå, og løfte mine arme dagen efter:-) Så lidt sker der da.

Getaway på Bandholm Hotel

11.06.2015 af: Tine Kategori: Hverdagens momenter, Ikke kategoriseret, Lykken er, Rejser

På søndag har manden og jeg 1 års bryllupsdag! Jeg tog dog lidt forskud på glæderne, da jeg i Grundlovsweekenden inviterede ham på et romantisk ophold på Bandholm Hotel på Lolland. Jeg er jo opvokset på Vestlolland, og har de sidste mange år hørt meget godt om Bandholm Hotel. Hotellet har ellers ligget øde hen hele min barndom, men de seneste år er det blevet gennemrenoveret. De romantiske bygninger, som blev opført af Grev Knuth af Knuthenborg, der ligger lige ved siden af, ligger idyllisk ned til Smålandsfarvandet nord for Lolland. Hotellet er ikke så stort, men ejerne har succes med forskellige typer af overnatninger, wellness og god mad.

Jeg havde booket en wellnessovernatning til manden og jeg. Med i prisen var massage og jacuzzi i wellnessafdelingen, 3-retters menu om aftenen og morgenmadsbuffet den efterfølgende morgen. Jeg havde valgt et standardværelse, og vi blev indlogeret i deres tilbygning i baggården. Tilbygningen er helt ny, og der var ikke noget at sætte en finger på. Dog er stilen moderne, og man oplever ikke meget af hyggen eller romantikken fra den gamle hovedbygning. Det er der dog rigeligt af så snart, man træder ind i receptionen, eller spiser i restauranten. Der er høje træpaneler, stuklofter og smukke tapeter for alle pengene.

Vi ankom ved frokosttid, og endte med at spise frokost i det perfekte junivejr. Det er altså bare ren balsam for sjælen at nyde et stjerneskud med udsigt ud over vandet, og bagefter drysse direkte over til wellnessafdelingen. Her havde jeg valgt en kombination af jacuzzi og massage. Først blev vi sænket ned i 35 grader varmt boblende vand med frugt og nødder på kanten, og efterfølgende blev vi masseret side om side af hver sin massør. Det var virkelig himmelsk og vi var begge ved at døse helt hen. Måske vi endda gjorde det?!

Efter wellnessoplevelsen fik vi tjekket ind på vores værelse og så var det ellers tid til en kæmpe is. I anledningen af fars dag, gav hotellets isbod gratis is til mænd. Så jeg måtte købe en til mig selv. Isen blev nydt på terrassen med fuld sol i hovedet. Vi lagde os i en af de store kurvemøbler mens der blev spist is, guf og flødeboller til den store guldmedalje. Her kunne vi egentlig være blevet resten af eftermiddagen, men vi havde også taget løbetøjet med, så af sted med os. Alternativet var at løbe en tur morgenen efter, men den ville vi altså hellere bruge på at sove længe:-). Det er ikke så tit, vi gør det, da vores børn sjældent sover til mere end kl. 6.30!!!

Løbeturen endte på over 8 km., og det var faktisk en god måde at se området på. Jeg havde spurgt mig til råds om ruter i receptionen, og vi endte derfor med at løbe i både skov og langs vandet. Det var virkelig hyggeligt!

Aftensmaden blev lidt langtrukken pga. mange mennesker til en fars dags buffet, men det var værd at vente på. Vi fik formidabel god mad. Laksen var dejlig saftig, og bøffen var perfekt stegt. Til dessert fik jeg en blommegrød med vaniljecreme. Den smagte af meget mere, men på det tidspunkt var jeg helt færdig. Både mæt og træt. På den gode måde, fordi dagen havde været så hyggelig. Det er en luksus i en travl hverdag at tage en dag i sit eget tempo.
Dagen efter blev da også i et lidt andet tempo, for kl. 10 om morgenen stod mormor og morfar klar med ungerne. Så var det nemlig tid til en dag i Knuthenborg Safaripark;-)

This error message is only visible to WordPress admins

Error: No posts found.

Make sure this account has posts available on instagram.com.

Kategorier