Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/thespacebetween.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/thespacebetween.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Kategoriarkiv: LCHF

Sojapasta med bacon og (gul) squash i flødesauce

21.08.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

Dette var et forsøg på at lave carbonara efter Xenias opskrift. Der er ikke noget som pasta vendt i ost, æg og fløde! Jeg sprang dog det traditionelle pasta over, og fandt en pose sojapasta i skuffen. Det er ikke noget, vi spiser ofte, men det er supernemt, når man gerne vil have konsistensen af pasta. Her er squashghetti altså bare ikke det sammen selvom det smager rigtigt godt.

Den gule squash er lidt usædvanlig, men retten kan sagtens laves med en almindelig grøn squash. Jeg havde blot fået en masse gule squash, og derfor blev de testet af i denne ret. Den gule squash er umiddelbart lidt mere fast i konsistensen end den grønne, men det er ikke forskel i smagen. Her bidrog den dog med noget mundfylde, men man kan jo bare lade være med stege de grønne alt for lang tid. Så beholder de også konsistensen.

Min mand synes ikke der var kød nok i denne ret (og det har han jo ret i), så næste gang tænker jeg at tilføje enten kylling i strimler eller skinkestrimler. Han var dog vild med smagen. Sofia åd også løs, mens Anton slet ikke gad røre det.

Sojapasta med bacon og squash i flødesauce, 2 voksne og 2 børn

Ingredienser
1 pose sojapasta (200 g)
1 pakke bacon (2 hvis man elsker bacon)
2 små squash eller 1 stor
2 æggeblommer
2 dl fløde
1 stor håndfuld revet parmesan

Fremgangsmåde
Kog pastaen efter anvisning på pakken. Jeg tilsætter ikke salt til vandet, da både bacon og parmesanost bidrager med dette. Men det er jo smag og behag.
Steg baconen sprød på en pande og tilsæt squash i tern/halve. Lad stege et par minutter til squashen har den rette konsistens. Pastaen hældes ned til squash og bacon. Sluk panden.
Rør parmesanen sammen med æggeblommer og fløde, og tilsæt det i panden. Rør rundt så der fremkommer en cremet konsistens.
Drys med lidt ekstra parmesan ved servering.

LCHF Morgenmad & Mellemmåltider

19.08.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

En af mine søde læsere, Mette, spurgte for noget tid siden, om jeg ikke kunne komme med inspiration til morgenmaden. Og det vil jeg meget gerne. Jeg har faktisk brygget på sådan et indlæg længe, men har bare ikke fået taget mig sammen til at færdiggøre det.

Til hverdag spiser jeg skyr med mandler og en smule honning på toppen. Her i sommermånederne kan jeg godt finde på at smide lidt frisk frugt på også, men det er kun en luksus. Jeg lavede fx rabarberkompot med Sukrin Melis og rabarber fra haven, og den brugte jeg en skefuld af hver morgen, da den stod i køleskabet. Og ellers er jeg svært glad for friske jordbær og hindbær.

I weekenden skifter jeg lidt mellem bananpandekager og æg(/bacon). Jeg veksler lidt mellem spejlæg eller blødkogte æg. Det afhænger lidt af hvilket humør, jeg er i, og hvor meget tid jeg har. Det er lettest lige at smide et æg på panden. Det er jo klar til at spise 2 minutter efter. Bananpandekagerne kan sagtens spises uden tilbehør, men jeg synes det er dejligt med en klat skyr eller endnu bedre – en klat flødeskum ovenpå.

Da jeg gik i gang med den LCHF inspirerede kost spiste jeg chiagrød med kokosmælk og hindbær. Jeg rørte en stor portion sammen, og så havde jeg til et par dage. Jeg synes dog at chiafrøene har en sjov konsistens, og det føles nærmest som at spise små vandkugler, som popper i munden! Derfor gik jeg over til skyr.

Jeg har enkelte gange tyet til en helt simpel morgenmad – ostemadder (flødehavarti). Det er typisk når der ikke er noget i køleskabet. Ost har vi altid til ungernes madpakker:-). Jeg spiser osten oven på en peberfrugt eller på en fiberkiks. Fiberkiksene er vist ikke 100% LCHF, men de er kulhydratfattige og rige på kostfibre, så de kan sagtens bruges. Jeg køber dem i Føtex og Bilka, og de er faktisk ikke så dyre. De koster under 15 kr. for en pakke med omkring 15-20 stk.

I starten bagte jeg mange “boller”, men det er jeg gået væk fra. Jeg mangler det ikke i min hverdag mere. Hvor en søndagsmorgenmad førhen bestod af lune rundstykker med smør, så er det nu blødkogte æg og bacon, der står på menuen.

Alt ovenstående er billeder af min morgenmad, men jeg bruger også mange af retterne som mellemmåltider. Især bananpandekagerne er super gode at spise en eller to af i løbet af dagen. Og de går også fint som en aftensnack på de dage, hvor sulten er lidt større. Her kan man jo give den gas med en god klat flødeskum, hakket mørk chokolade og lidt frugt;-). Så har man faktisk også en udmærket dessert.

Kylling på bund af cremet savoykål (LCHF)

18.08.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

I sidste uge var vi så heldige at få en masse grøntsager fra en af de søde pædagoger i Sofias børnehave. Han havde fortalt at hans urtehave gav så meget for tiden at han gav meget af det til gederne. De kunne simpelthen ikke nå at spise det. Imens kunne jeg fortælle hvor meget grønt vi fortærede om ugen. Så dagen efter havde han en hel kasse fyldt med savoykål og gule squash med til mig. Squash bruger vi meget af, men savoykål tror jeg aldrig, jeg har købt. Så jeg måtte lige vende en masse retter i hovedet for at finde ud af, hvad det egentlig kunne bruges til.

En af vores hofretter herhjemme er kylling på cremet porrebund. Faktisk var det den ret, manden serverede for mig, da jeg spiste hos ham for allerførste gang. Og den var vi så holdt ved. Både fordi det smager godt, men også fordi det er let at lave. Og så er retten børnevenlig. Mine børn kan i hvert fald godt lide den cremede sovs sammen med ris.

Her har jeg skiftet porrerne ud med savoykål. Jeg spiste retten uden ris, og blev fint mæt, men man kan selvfølgelig altid lave en gang grøntsagsris til.

Kylling på cremet bund af savoykål, 2 voksne og 2 børn

Ingredienser
600 g kyllingefileter
1 savoykål
1 spsk. smør
2 dl piskefløde
1 stor håndfuld revet parmesan
Salt og peber

Fremgangsmåde
Snit savoykålen i tynde strimler. Opvarm smøren på panden og svits kålen heri. Det skal falde lidt sammen med stadig have bid. Jeg gav det vel 3-4 minutter ved høj varme. Hæld fløden i panden og lad simre et par minutter. Hæld kål og flødesauce i et ovnfast fad. Skær kyllingen i passende stykker og løg dem oven på kålen. Krydr med salt og peber. Drys revet parmesan over kyllingen, og gratinér det i ovnen i ca. 20 minutter ved 200 grader til kyllingen er færdig og osten er gylden.

Madplan #4

05.08.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Madplaner, Opskrifter

Madplanen bærer i høj grad præg af sommerferie. Vi spiser ikke de største og mest tunge måltider om sommeren. Her får man nemlig så meget andet i løbet af dagen, så jeg synes ikke der er plads til det helt store om aftenen. Dog er der rig mulighed for at blive mæt, da der er masser af kød og grønt på menuen. I sær den spanske sommergryde giver en kæmpe mæthedsfornemmelse – dog uden at det bliver voldsomt. Den er bare sprængfyldt med gode råvarer, og den er virkelig blevet en favorit i mit køkken. Den kan varieres med enten kylling eller svinekød, så den kan sagtens være på menuen ofte uden at blive kedelig. Grøntsagerne kan jo også skiftes ud efter sæson. Jeg tænker også at fx porrer og broccoli vil gøre sig godt i retten.

Torsdag: Krydret kylling med gul blomkålsmos

Fredag: Grillet oksecuvette og salat med mormordressing
Vi elsker at grille steg på gasgrillen. Det får bare en helt anden smag end når det bliver lavet i ovnen. For et par uger siden grillede vi en marineret oksecuvette og det smagte sindssygt godt. Cuvetten er en forholdsvis billig udskæring, så det behøver ikke sprænge budgettet.

Lørdag: Spansk sommergryde med krydret chorizo

Søndag: Karrykylling med rabarber og kokossauce og bagt blomkålsris med radiser, edamamebønner og salatost

Mandag: Porre- og bacon tærte uden bund

Tirsdag: Tortillas på LCHF måden – Wraps med oksekød og grønt

Onsdag: LCHF quesadillas med oksekød og cheddar
Brug æggewraps’ne fra dagen før, og læg dem sammen med en masse revet cheddar og resterne af oksekød/kylling. Server dem sammen med en guacamole eller en grøn salat.

Hvis man skal have stillet den søde tand, så tag lige et smut forbi opskriften på Gateau Marcel. Det er en fantastisk chokoladekage uden mel og sukker.

Tortillas med fyld på LCHF måden

04.08.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

Mine unger elsker tortillapandekager med fyld. De spiser altid mere end jeg regner med. Så det skulle vi selvfølgelig have i løbet af vores ferie. Jeg lavede en æggewrap til mig selv, og det fungerede rigtigt fint. Den kan nemt rulles sammen som en tortilla, og det smager fint. Ja, faktisk skal man kigge længe for ikke at se at det er en normal hvede- eller fuldkornstortilla.

Opskriften på æggewrap er fundet i et dameblad for lang tid siden. Jeg har haft udklippet liggende på køkkenbordet siden da som inspiration. Men nu kunne jeg endelig prøve det af. Ikke at det er den store videnskab, for man kan nærmest ikke kalde det en opskrift. Men hvis jeg ikke gemmer udklippet, så får jeg det aldrig prøvet af. Sådan har jeg det også, hvis jeg falder over noget på nettet. Så gemmer jeg det gerne i et Word dokument, som jeg printer ud en gang om måneden. Så kan jeg prøve de ting af, som jeg har fundet interessant den sidste måned. Det kan både være opskrifter og billeder. Jeg finder inspiration i det hele.

Æggewrappen kan fyldes med en masse lækre ting. Jeg valgte dog den helt traditionelle med oksekød og grønt. Dog vil jeg gerne prøve med krydret kylling næste gang. Æggewrappen smager i sig selv ikke af meget, så den må gerne få lidt smæk på tilbehøret. Jeg tilføjede chili mayo på min for at gøre den high fat. Ellers er det en ret low carb ret, som er fyldt med protein. Men kan også få fedtet ved at tilføje en god revet ost på toppen.

Jeg spiste 2 wraps til aftensmad, og så gemte jeg resten til frokosten dagen efter. Her lavede jeg quesadillas med masser af revet cheddar. Jeg elsker cheddar. Min fremgangsmåde kommer i morgen sammen med en ny madplan.

Æggewrap, 5-6 wraps

Ingredienser
8 æg
6 spsk. vand
Salt + peber

Fremgangsmåde
Pisk æg og vand sammen, og krydr med salt og peber. Steg på en pande – som når du laver pandekager. Sørg for at lave wrappen så tynd som mulig. Vend den, når den bobler på oversiden.

Fyld wrappen med det ønskede kød og grønt.

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier