Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/thespacebetween.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/thespacebetween.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Kategoriarkiv: Mad

Cremet LCHF fløde”pasta”

17.03.2016 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

Dette er faktisk en af mine hofretter. Pasta i cremet flødesauce med bacon og en masse grønt. Mums! Manden og jeg spiste det tit før jeg besluttede at udelade pasta fra min kost, men nu er retten kommet tilbage på menuen. Jeg laver den nemlig blot med en pastaerstatning, fx med ærtepasta som her, eller med disse spaghetti varianter, som jeg ofte har i skuffen. Ærtepastaen er dog købt i Netto, og den er sågar økologisk. Den hedder Grainway, hvis nogle skulle være interesseret. De har også en variant lavet på røde linser, og den er virkelig god. Klart den bedste, jeg har smagt. Jeg mener, jeg gav 15 kr. for en pose med 250 g.

Min inspiration til retten stammer fra en pastaret, som man kunne få på en restaurant i Odense. Mammas er uden tvivl byens bedste pasta sted, og de havde i mange år en nr. 39 Don Carlos på menukortet, som var årstidens grønt med bacon i flødesauce. Den tog de dog af kortet og jeg har derfor eksperimenteret med min egen variant;-). Jeg har haft svært ved at få saucen blød og cremet, men jeg tror endelig jeg har knækket koden.

I princippet kan alle grøntsager bruges. Det er bare at vælge ens favoritter. Hvad der dog er vigtigt, er at baconen steges helt sprød. Sprødere end normalt, da den jo mister lidt af sprødheden pga. saucen. Der er ikke noget værre end gummi-bacon!

Cremet ærtepasta i flødessauce med bacon og grønt, 4 personer

Ingredienser
1-2 pakker bacon i tern (alt efter hvor meget bacon, man vil have)
1 squash
1-2 porrer
1 bundt asparges
1 løg (gerne rødløg)
1/2 L fløde
Et par håndfulde revet parmesan
1 pose ærtepasta, 250 g (eller almindelig pasta)
1/2 – 1 dl kogevand
Salt/peber

Fremgangsmåde
Kog pastaen i vand med rigeligt salt. Gem lidt af kogevandet inden du dræner pastaen.
Men pastaen koger steges bacon sprødt. Når det er ved at være færdigt tilsættes de snittede grøntsager. Giv dem et par minutter. De skal stadig have bid. Fløden tilsættes i panden, og parmesan røres i. Lad blandingen simre lidt, så saucen tykner. Hæld den drænede pasta i. Tilsæt lidt af kogevandet. Det giver lige saucen den dejlige cremede følelse. Krydr med salt og peber. Drys gerne lidt ekstra parmesan på toppen inden servering.

Fløde”kartofler” på LCHF manér

07.03.2016 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

Jeg lever stadig efter LCHF, og bliver ved med at afprøve nye ting. Noget er direkte kopier fra dygtige LCHF’ere, mens andre ting bliver til i mit køkken, når jeg kommer i tanke om ting, der måske kunne fungere. Denne opskrift er faktisk et bevis på sidstenævnte. I fredags fik vi flødekartofler og bøf fra den lokale slagter, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde sørget for et alternativ til mig, som jo helst undgår kartofler.

Da vi så skulle have god langtidsstegt culotte om lørdagen, tænkte jeg, at jeg ville afprøve at lave fløde”kartofler” med knoldselleri i stedet for. Jeg fandt en spændende opskrift på flødekartofler, hvor de skulle langtidssimre i en Römertopf sammen med løg, porrer og fløde. Min tanke var at det ville passe rigtigt godt med knoldselleri, da langtidsstegning typisk giver en sødere smag. Og da knoldselleri jo er lidt bitter i smagen, så måtte det i mit lille hovede betyde at smagen ville blive lidt mere mild.

Og det viste sig at smage sindssygt godt!! Det skal jeg helt sikkert lave igen! Opskriften er super simpel, og det passer sig selv i ovnen. Perfekt til hvis man skal have gæster.

En Römertopf er ikke strengt nødvendig. Man kan sagtens lave dem i et almindeligt fad overdækket med staniol. Og man kan også sagtens give dem kortere eller længere tid alt efter hvor god tid, man har!

Fløde”kartofler” med knoldselleri, 2-4 personer

Ingredienser
1 knoldselleri
1 porre
1 løg
5 dl mælk
2 dl fløde
Salt/peber

Fremgangsmåde
Sæt Römertopfen i vand mens grøntsagerne snittes.
Skær skrællen af knoldsellerien, og skær den i skiver, som du ville skære en kartoffel til flødekartofler. Mine skiver var ca. 1/2 cm tykke, og de blev fint møre mens de stadig holdt formen.
Vask og snit porren i tynde ringe. Skær løget i halve ringe.
Hæld knoldselleri, porrer og løg i Römertopfen. Bland det godt sammen og krydr med salt og peber (urtesalt eller hvidløg kunne også være lækkert). Vær endelig rundhåndet med krydderierne. Tilsæt mælk og fløde, og rør rundt.
Sæt Römertopfen i ovnen og lad det simre i 3 timer ved 150 grader. (hvis man kun har tid til 2 timer skal ovnen være 175 grader, og giver man det 4 timer, skal den stå på 125 grader).

Tomat-squash lasagne (low carb)

11.02.2016 af: Tine Kategori: Mad, Opskrifter

Tomatsquashlasagne_lowcarblasagne_thespacebetween

Jeg er her stadig! Dog ikke så ofte som tidligere, men overskuddet skal nok komme tilbage igen. Jeg er stadig nyt-job ramt, og orker ikke andet end at smide mig på sofaen når ungerne er puttet. De sidste par dage har jeg endda også følt mig lidt halvsløj, men jeg har klaret det med Panodiler og masser af dyne-varme. Anton er også ramt, så det handler bare om at overleve for tiden. Jeg er ikke den mest spændende mor eller kone for tiden, men sådanne perioder har alle vel?

Mad skal vi dog have, så på den front står det ikke stille. Underligt nok får jeg energi og overskud af at stå i køkkenet, og bikse nye ting sammen, så vi har faktisk fået mange nye ting de sidste par uger. Det der er fælles for maden er dog, at det ikke tager særligt lang tid at lave. Det skal helst kunne laves på minimum 30 minutter.

Denne lasagne var jeg lidt spændt på, men den blev faktisk rigtig god. Dog bedst på andendagen, da den havde fået lov til at sætte sig lidt. Mine unger vil helst ikke have tingene blandet sammen, så da jeg stegte kødet, tog jeg noget fra til dem. Og det fik de så sammen med pasta og grøntsager on the side:-)

Lasagnen er ret low carb og low fat, men hvis man gerne vil have fedt end hvad hytteosten kan birdrage med, så kan man jo spise en avocado til ligesom jeg gjorde.

Tomat-squash lasagne, 4 personer

Ingredienser
500 g hakket oksekød
2 fed hvidløg
5 tsk. rød pesto eller tomatpuré
1 spsk. tørret oregano
1 squash
6-8 store tomater
5-6 spsk hytteost
Evt. en håndfuld revet ost
Lidt olie eller små til stegning

Fremgangsmåde
2 knust fed hvidløg svitses i lidt olie eller smør. Hakket oksekød svitses sammen med. 5 tsk rød pesto røres i, og der krydres med oregano, salt og peber. 1 squash og 6-8 tomater skæres i tynde skiver. De lægges lagvis med kødet i et fad. Kødet rækker kun til et lag, så jeg startede med tomater, så squash, så kød, så squash og til sidst tomater. Men det kan man jo gøre som man vil, eller efter fadstørrelse. 5-6 spsk hytteost smøres på toppen. Evt. også en håndfuld revet ost. Bag i ca 30 min ved 175 grader.

Vinterwok med kylling, squash, porrer, butternut squash & gulerødder

23.01.2016 af: Tine Kategori: Mad, Opskrifter

Vinterwok_thespacebetween

I søndags tog min mand teten på at finde opskrifter til den kommende uges madplan. Da jeg kom hjem fra træning, havde han således lavet et helt A4 ark med opskrifter og alt det, der skulle købes ind. Han havde taget udgangspunkt i nogle bøger om 5:2 kuren, som jeg et par dage forinden havde lånt af min søsters søde svigerinde. En af opskrifterne var en sensommer-wok. Jeg synes dog den skulle tilpasses efter årstidens grøntsager, og derfor blev den til en vinter-wok;-). I princippet kan man bruge alle slags grøntsager, så det er en god ret, når man skal rydde ud i grøntsagsskuffen.

Før jeg fik børn levede vi nærmest af wok-mad. Det var så let lige at smide lidt kød og grønt i en wok. Og jeg synes det kunne varieres i det uendelige. Men efter ungerne er kommet til, så er der kommet en masse andre favoritretter til. Nogle som er mere børnevenlige. Ikke at wok ikke er børnevenligt, men det er jo ikke pasta/kødsovs;-). Og mine unger er faktisk heller ikke særligt meget for mad, der er blandet sammen. De vil helst have kød for sig, gulerødder for sig, og sovs for sig. På den måde spiser de mere.

Denne wokret kan dog nemt tilpasses børn – i hvert fald mine børn – da kyllingen tilberedes først, og dermed kan tages fra inden grøntsagerne kommes ved.

Vinter wok, 2 voksne + 2 børn

Ingredienser
1 håndfuld hakket persille
Skal fra 1 citron
1 fed hvidløg
4 kyllingefileter i mundrette stykker/strimler
2-3 gulerødder i strimler
1 squash i tern
1 butternut squash i tern
2-3 porrer i ringe
Lidt olie til stegning
Salt og peber

Fremgangsmåde
Hak persille, revet citronskal og hvidlæg fint, og rør det sammen til en blanding. Lynsteg kyllingen, kryd med salt og peber, og læg til side (her kan der tages fra til børnene). Lynsteg gulerødder, squash og butternut i ca. 5 minutter. Tilsæt porrer og kød, drys halvdelen af persilleblandingen på, og lynsteg et kort øjeblik. Smag til og server med resten af persilleblandingen.

Osso Buco med mos af butternut squash & parmesan (LCHF)

20.01.2016 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

Ossobuco_butternutmoslchf_thespacebetween

Jeg e.l.s.k.e.r. simremad. Mad smager bare så forbandet godt, når det har ligget og simret i lang tid. Det er nærmest lige meget hvilket stykke kød, det drejer sig om. Jeg gør det både med kylling, oksesteg osv. Denne gang er det dog osso buco. Altså en kalveskank, som er skåret på tværs af benet, så man får den smagfulde marv med. Osso buco betyder faktisk “knoglens hul”, men udskæringen hedder kalveskank. Jeg tror faktisk også man kan få det i en okse-variation?! Jeg køber det normalt på frost i fx Super Brugsen. Sådan en kasse med 1 kg kød koster vel i omegnen af 80-100 kr., så det er ikke en dyr spise.

Når jeg laver simremad, foregår det enten i min stegeso fra Kähler eller i en Römertopf. Jeg følger sjældent en opskrift, men prøver mig bare lidt frem. Tit tømmer jeg bare grøntsagsskuffen og bruger alle de kedelige rester fra ugens løb. Jeg skal dog prøve at give jer en nogenlunde opskrift. Men ellers er det bare at fylde sine favoritgrøntsager i, og den væske, man nu synes om.

Hvis man er striks LCHF så find nogle andre grøntsager, da gulerødder vist ikke er med på den “tilladte liste”. Det bekymrer jeg mig dog ikke så meget om, da 4 gulerødder umuligt kan ødelægge noget;-)

Til simremad hører efter min mening noget mos. I gamle dage ville jeg have lavet en smørfyldt kartoffelmos, men denne gang har jeg eksperimenteret med en mos af butternut squash. Her får man nemlig en kæmpe squash til kun 10 kr. i øjeblikket. Mosen er rørt sammen med parmesan og smør, og hele retten er drysset med gremolata.

Osso Buco med mos af butternut squash & parmesan drysset med gremolata, 2 voksne + 2 børn i 2 dage

Ingredienser
8-9 pæne skiver kalveskank  (beregn 1-2 stykker pr. voksen- denne ret er til 2 dage)
2 store løg
6 fed hvidløg
4 gulerødder
En lille knoldselleri, en pastinak eller en persillerod
3 stængler blegselleri
2 dåser flåede tomater
ca. 100 gr. koncentreret tomatpuré
Ca. 3 dl vand eller tør hvidvin
Ca. 8 dl bouillon
Smør til stegning (olivenolie kan selvfølgelig også sagtens bruges)
Salt og peber

1 butternut squash
100 g smør
150 g parmesanost, revet
Salt og peber

2-3 fed hvidløg
1 bundt persille
Skallen af 1 usprøjtet citron

Fremgangsmåde
Klip 3 steder i kanten af hvert stykke kød, så de ikke “krøller” op når de svitses. Svits dem et par minutter på hver side i en varm nu en stor gryde i rigeligt med smør. Giv dem en omgang salt/peber. Dæk kødet til og stil det til side.
Hak alle grøntsagerne i små tern og svits dem i samme gryde. Tilsæt eventuelt lidt ekstra smør. Lad dem svitse igennem i et par minutter – de skal stadig have bid -, og tilsæt tomatpuré. Tilsæt vin/vand og bouillon. Hæld grøntsagsblandingen i en stegeso. Læg kødet ovenpå i lag – det skal være dækket af væden, hvis det ikke er tilfældet så spæd til med vand.
Sæt stegesoen ind i en kold ovn, og skru op til 100-120 grader. Det er færdigt efter 3 timer, men den kan sagtens klare 5 timer, så bliver den smeltende mør. Kommer man over 5 timer bliver det næsten for mørt (ja det er muligt). Retten smages til sidst til med salt og peber.

Mens osso bucoen passer sig selv i ovnen ordnes butternut squash. Jeg plejer at skære den øverste halvdel af, så jeg har to relle stykker at arbejde med. Jeg skærer skrællen af, og skærer dem i mindre tern. De må gerne være lidt grove. Krydr med salt, peber og olie, og bag i ovnen til de er bløde. Jeg gav dem ca. 1 time. Brun smørret i en gryde. Kom det bagte squash på og rist sammen i 5 minutter. Mos det hele (eventuelt gennem en sigte) og vend revet parmesan i. Smag til med salt og peber. Mosen kan lunes ved svag varme i en gryde, hvis man laver den på forhånd.

Alle ingredienser til gremolata hakkes grundigt sammen til en ensartet masse.

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier