Kategoriarkiv: Madplaner

Bønnefritter

17.05.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Madplaner

Vi har plantet bønner i haven, og venter tålmodigt på at de kommer op. Imens må vi nøjes med supermarkedets. Men de kan nu også snart levere danske bønner. Især de spæde haricots verts er fyldt med smagen af dansk sommer.

En genganger på vores madplan er bønnefritter. Ungerne elsker alt, de kan dyppe i ketchup, mayo eller den vildt gode blomkålsbearnaise, så de bliver spist som pomfritter. Faktisk er de er rigtigt godt alternativ til pomfritter. De passer godt til en god bøf eller et saftigt stykke kylling.

Jeg krydrer gerne bønnerne med enten urtesalt eller sådan et all round krydderi. Og så bliver de vendt i lidt olie. Jeg kan bedst lide dem lidt bløde i kanten, så jeg giver dem ca. 35 minutter ved 180 grader. Husk at vende dem af og til.

Madplan #1

13.05.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Madplaner, Opskrifter

For en måneds tid siden blev jeg kontaktet af Ugeavisen Odense. De har lavet et livsstilstillæg til den ugentlige avis, og var på udkig efter bloggere, som ville dele madplaner med deres læsere. Jeg var godt nok i tvivl, for selvom manden og jeg laver madplan hver uge, så er jeg jo ikke madblogger på nogen måde. Jeg deler selvfølgelig opskrifter med jer, men det er jo ikke madlavning på højt plan. Men så kom jeg i tanke om at jeg selv gerne vil have helt almindelige madplaner, som kan laves i en helt almindelig dansk familie på en helt almindelig hverdag. Altså madplaner, som man ikke skal bruge oceaner af tid på, og madplaner, som man kan handle ind til i et helt almindeligt dansk supermarked. Så derfor sagde jeg ja!

Mine madplaner er dog med et twist, for vi har siden august sidste år, levet uden alt for meget stivelse i vores kost. Uden at være fanatiske tager vores mad udgangspunkt i LCHF (Low Carb High Fat), og vi har udskiftet pasta, ris og brød med andre alternativer. Vi spiser dog ikke den store mængde fedt, men den er med i mindre mængder i nogle opskrifter. Grunden til LCHF er egentlig at jeg ret hurtigt fandt ud af, at det virkede for mig. På 3 måneder tabte jeg 10 kg ved ren kostændring. Og jeg fik det markant bedre. Min mave begyndte at fungere bedre. Den var ikke nær så oppustet efter måltider. Min hud blev bedre. Og jeg sov bedre om natten. I starten var manden ret skeptisk, men han blev hurtigt overbevist. Der findes så mange lækre retter, og man lærer at bruge råvarerne på en helt ny måde.

Børnene spiser samme mad som os. Dog kan vi godt finde på at lave pasta, ris eller kartofler til dem, hvis de har lyst. Men ellers er de også blevet vilde med blomkålsris og bønnepasta. Madplanen indeholder en ret til alle ugens dage, men i den virkelige verden laver jeg tit dobbeltportioner, så vi har til flere dage. Men det kan man jo selv planlægge som man vil.

Madplanen vil være at finde hver måned resten af året. Den tager udgangspunkt i 2 voksne og 2 børn, og passer til et almindeligt madbudget. Til hverdag tænker vi over, hvor mange penge, vi bruger, men i weekenderne kan vi godt skeje lidt ud med store bøffer og rødt kød. Men det kan man jo også få i forskellige prisklasser, så man kan selv tilpasse madplanen til sit budget. Der vil som hovedregel være en dag med fisk hver uge, men ellers spiser vi som en helt almindelig dansk børnefamilie. Kylling og hakket oksekød er tit på menuen, men hvorfor ændre det, når det virker;-)

Håber I vil tage godt i mod de nye indlæg. Lad mig endelig vide, hvis det kan blive mere brugervenligt, og byd gerne ind med egne retter. Jeg er altid på udkig efter ny inspiration. Da Ugeavisen udkommer hver onsdag, vil madplanen løbe fra torsdag til onsdag.

Torsdag: Kylling i cremet peanutsauce med blomkålsris

Fredag: Citronbagt laks med broccolifritter
Køb en hel lakseside eller 4 stk. laksefileter. Placer citronringe oven på laksen og bag i ca. 20-25 minutter ved 175 grader.

Lørdag: Bøf med aspargessalat med citrondressing og bagte radiser
Køb en god bøf. Grill den hvis vejret tillader det.



Søndag: Blomkålspizza

Mandag: Kødsovs med squashghetti
Du har nok din egen favoritkødsovs, og derfor er der ikke opskrift på denne. Jeg plejer at putte en masse fintskårne grøntsager i. Bl.a. blegselleri, gulerødder og peberfrugt.

Tirsdag: Kyllingekødboller i fløde- og tomatsauce

Onsdag: Bagt omelet med peperoni og cheddar

Side 3 af 3123

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier