Kategoriarkiv: Motion

Motion skal være sjovt

10.02.2017 af: Tine Kategori: #sizehappyandhealthy2017, Motion

Motionskalværesjovt

Billederne er fra et crossløb for et par uger siden. Jeg havde det faktisk sjovt, selvom det ikke ser sådan ud! :-). Der er med vilje ikke redigeret i billederne, for sådan ser jeg åbenbart ud, når jeg løber. Kønt er det ikke. Og det var endda kun en kort løbetur på under 3 km.

Men jeg har det sidste halve år slækket meget på motionen. Det er der flere årsager til. Jeg løb træt. Bogstaveligt talt. Jeg blev træt af at løbe. Motion skal være sjovt. Og det var det pludselig ikke mere! Jeg deltog jo i 2 stk. halvmarathon sidste år, og da jeg havde gennemført det sidste i september, havde jeg brug for at lave noget andet. Faktisk tror jeg kun, jeg løb 3 ture fra september til midt i januar!

Løb har egentlig aldrig sagt mig noget, og jeg har aldrig dyrket løb som en motionsform før jeg startede min nye livsstil for 2 ½ år siden. Her kom løb snigende ind, og jeg fandt ud af at det gav mig rigtigt meget at løbe. Jeg kunne koble af ved at løbe. Jeg begyndte faktisk at nyde at løbe en tur. Jeg startede på absolut nulpunktet, og løb med nød og næppe 2 kilometer på min første tur. Men der begyndte ret hurtigt at ske noget, og jeg blev faktisk en ret habil løber. Og jeg elskede at løbe. Motion var sjovt.

I takt med at mine løbeture blev nemmere og sjovere, fik jeg en idé om at jeg da skulle løbe halvmarathon. Idéen var helt min egen, men jeg mærkede også et vist pres for omgivelserne om at det kunne jeg da sagtens gøre. Men… da mine løbeture resulterede i et mål om også at løbe halvmarathon, så var løb ikke en afstressende faktor mere. Det blev pludselig også et nødvendigt onde. For jeg blev nødt til at løbetræne for at kunne løbe halvmarathon. Jeg ville aldrig kunne have gennemført uden at træne. De mennesker findes jo, men dem er jeg ikke en af :-).

Det er egentlig lidt sjovt at det at løbe en tur blev en (overvindelse) for mig. Jeg trives nemlig rigtigt godt med at have et mål. Men kampen for at nå mit mål, tog i dette tilfælde over for at nyde mit løb. Jeg blev alt for fokuseret på at blive bedre og hurtigere til at løbe, at jeg glemte at nyde mine (langsomme) løbeture. Derfor stoppede jeg nærmest helt med at løbe. Motion skal være sjovt. Og det var det ikke mere!

Hvad så nu?… Jeg er faktisk begyndt at løbe igen. Jeg startede op for 2-3 uger siden med den dejligste løbemakker. Og nu nyder jeg mine løbeture igen. Jeg har virkelig savnet at komme ud og blive luftet igennem. Mærke vinden i kinderne, og at min krop bliver brugt på en anden måde. Jeg har dyrket (lidt) motion det sidste halve år, men det har slet ikke været på niveau med tidligere. Motion skal være sjovt. Og det er der igen 🙂

Bootcamp: #sizehappyandhealthy2017

30.12.2016 af: Tine Kategori: #sizehappyandhealthy2017, Mad, Motion

sizehappy_sizehealthy_sizehappyandhealthy2017

 

1. juledag, da jeg var allermest fyldt op med brunkartofler, grønlangkål og frugtsalat, postede jeg ovenstående billede på @tinethespacebetween med følgende tekst:

“Efter 2 dage med dejlig julemad, er der snart ikke mere plads i kinderne. Men jeg tager lige nytåret med, inden løbeskoene og badevægten igen skal støves af. I 2017 er der allerede planlagt 2 stk. halvmarathon, så benene skal i gang igen, og der skal høvles lidt overskydende kilo af. Hvem skal være med på #sizehappyandhealthy2017?”

Jeg er ikke den største fan af nytårsfortsætter, men jeg tror på, det er vigtigt at have en plan. Så derfor er jeg allerede begyndt at udforme min plan for 2017. Min plan går ud på at nærmere mig min size healthy endnu mere, men samtidig at forblive size happy. Hvad idealvægten for size happy og size healthy er, ved jeg faktisk ikke. Jeg er ikke ude I at skulle tabe hverken 15 eller 20 kg., men jeg er til gengæld bevidst om at jeg har spist for godt i december måned. Der skal strammes ind for at passe bukserne ordentligt igen. Og måske skal der et par ekstra kilo af sidebenene.

En del af #sizehappyandhealthy2017, er nemlig at gennemføre de 2 stk. halvmarathon, som jeg har tilmeldt mig i 2017. Heldigvis ligger de begge i efteråret. Men jeg ved jo hvad et kræver at træne sig op til de 21 km., så det er bare med at komme i gang! Og her hjælper det altså at vægten ikke er alt for høj. Så der skal fokus på madindtag, og der skal fokus på hvor mange kalorier, der forbrændes.

Min løbetræning har været ikke eksisterende siden jeg løb halvmarathon i slutningen af august. Den træning skal jeg have gang i igen. Jeg savner at få røde kinder, have musik i ørerne, og løbe rundt i Odenses smukke skovområder. Det gav mig energi, og den energi savner jeg.

Så derfor har jeg påbegyndt #sizehappyandhealthy2017. Lad os bare kalde det min egen lille bootcamp for 2017. For det bliver mine mål for 2017. #sizehappyandhealthy2017 går ikke kun ud på at justere min vægt. Den går også ud på at gøre det, der gør mig og min krop glad. Røre mig noget mere, styrke min core og arme, og blive mere smidig. Jeg kan godt mærke at jeg nærmer mig de 35 år, og kroppen bliver mere og mere ubøjelig. Det duer ikke!

Derfor kommer der fuld fokus på glæde og sundhed i 2017. #sizehappyandhealthy2017. Vil I være med?

Size Healthy

29.11.2016 af: Tine Kategori: Motion, Vægttab

sizehappy_sizehealthy_thespacebetween

I går stiftede jeg bekendtskab med en helt ny motionsform – ny for mig i hvert fald! Nemlig pole dance. Jeg var af sted sammen med to mødre fra børnehaven. Den ene har gået til det i over 1 år, og havde haft held til at hive mig og en anden med. Dresscoden nogenlunde som på billedet oven for. Nemlig trusser og top. Billedet er dog ikke fra pole undervisningen, men fra min Gran Canaria ferie for en måneds tiden siden. I går havde jeg snydt lidt og havde også en lang top ud over min BH. Bare det at danse rundt i hotpants var en kæmpe overvindelse, så maven blev altså lidt gemt væk i en top.

Det er ret grænseoverskridende at se smide et billede op af mig selv i bikini, men det er nu en gang sådan jeg ser ud! Billedet delte jeg på instagram @tinethespacebetween i forbindelse med size happy indlægget for lidt tid siden. Dengang havde jeg ikke nosser nok til at putte det på bloggen også. Det er jeg dog siden blevet opfordret til. Og i går under pole undervisningen indså jeg at jeg egentlig var ret tilfreds med min krop. Så hvorfor ikke dele den med jer?!

Ja! Mine lår har fylde og har strækmærker. Min mave er blød og hænger lidt. Mine ben er korte og fyldige. Men jeg er alligevel tilfreds. For jeg kom fra noget som var meget værre. Mit vægttab for snart 2 år siden gjorde mig 42,5 cm mindre, over hele kroppen og det er jeg sgu stolt af. Også selvom jeg stadig er overvægtig.

Mit BMI er nemlig stadig for højt, da det pt. ligger på omkring 27. Så der er jo stadig et par kilo for at komme ned under 25, som rent BMI mæssigt er det, man skal ramme for at være normalvægtig. Helt præcist betyder det at jeg skal 8 kg længere ned i vægt for at være size healthy. Jeg er dog ikke sikker på at det nogensinde sker. For lige nu er min size happy altså med et BMI på 27. Her har jeg ligget det sidste 1½ år, og lige nu kan jeg ikke rumme at komme ned i size healthy. Jeg har simpelthen ikke overskuddet til at give den en skalle mere lige nu. Men det er også ok. Jeg tager lige en slapper i min size healthy krop og forhåbentlig kommer overskuddet til at tage de sidste 8 kg på et eller andet tidspunkt.

Min motion for tiden

08.11.2016 af: Tine Kategori: Motion, Vægttab

motion_vaegttab_thespacebetweenBillede fra De 3 Broer halvmarathon i slutningen af august

Efter jeg er startet på arbejde igen, bliver det ikke til meget motion. Lysten og energien er simpelthen forsvundet. Lige nu er jeg alt for træt til at komme af sted, når ungerne er puttet og madpakkerne er smurt kl. 20.00 – og det er bælravende mørkt. Samtidig med jobstart for et par måneder siden, startede Sofia og Anton nemlig også op på gymnastik og svømning. Så der kom lige 4 gange fritidsaktiviteter oveni en i forvejen presset hverdag. Jeg har derfor kun løbet meget få gange siden halvmarathon for over 2 måneder siden. Jeg er selvfølgelig til 2 timers bootcamp træning (næsten) hver tirsdag, men ud over det, har jeg godt nok svært ved at tage mig sammen til at træne.

Jeg prøver ikke at stresse over den manglende træning, for jeg ved, at lysten nok skal komme igen på et tidspunkt. Jeg skal bare lige finde ud af om løb stadig tænder mig, eller om jeg skal kombinere det med noget andet. Det ved jeg endnu ikke, men jeg tror ikke på, at jeg slipper løbet helt. Det er nemlig så dejligt ukompliceret at løbe, og det kan gøres lige når jeg har lyst. Det kræver ikke andet end et par løbesko! Og så er jeg stadig tilmeldt et halvmarathon til sommer, så det er nok en god idé at holde træningen bare lidt ved lige 😉

Jeg har prøvet mange motionsformer af i løbet af de snart 12 ugers bootcamp. Tabata, cirkeltræning, cross dance, træning med bold osv. I det forløb har jeg fundet ud af to ting. 1. Jeg elsker (stadig) at danse til god musik. 2. Jeg elsker intervaltræning med øvelser. Den type træning hvor man giver den max gas i fx 30 sekunder. Holder 10 sekunders pause. Og så giver den gas i 30 sekunder igen.  Det er lige mig.

De to former for motion, kræver bare tit at man går på et hold på et bestemt tidspunkt hver uge. Det kan jeg godt gå lidt død i. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det er bare som om at det ikke motiverer mig at skulle møde op hver gang – og det burde det jo egentlig gøre? Måske jeg bare ikke har fundet det rigtige hold endnu?

Endnu et halvmarathon er gennemført: De 3 broer

30.08.2016 af: Tine Kategori: Lykken er, Motion, Vægttab

de3broer2

Et officielt billede fra løbet

Jeg sidder her og ømmer mig, mens jeg skriver disse ord. I søndags løb jeg nemlig De 3 broer halvmarathon fra Rudkøbing til Svendborg. Utroligt nok er det ikke benene, der er det største problem. Jeg har simpelthen fået de ondeste vabler på begge fødder, og det er en pine at have bare klipklappere på. Samtidig har jeg et sår lige under min navle, da jeg åbenbart ikke har fået sat min buksesnor ordentligt efter jeg vandede et landmands mark på Tåsinge efter knapt 10 km løb. Jeg skyndte mig bare at hive bukserne op for ikke at skræmme alt for mange andre løbere med mine hvide baller. Og jeg registrerede da godt nok at noget irriterede mig da jeg løb, men tænkte ikke nærmere over det. Det hævner sig. Så derfor har jeg nu et væskende sår på størrelse med et par fingre lige under navlen!

Nå, men jeg var faktisk tæt på at udeblive fra De 3 broer halvmarathon. Jeg har ikke fået trænet så meget som ønsket op til, og efter oplevelsen efter mit sidste halvmaraton, var jeg faktisk decideret bange. For denne gang skulle min mand ikke løbe med mig. Han løber hurtigere end mig, og jeg havde sagt til ham at han bare skulle give den gas. Så vi løb efter forskellige balloner. Man lægger sig efter den ballon, som har den sluttid, man sigter efter. Jeg lagde mig efter 2:20, hvilket vil sige at jeg sigtede efter en tid, der hed 2 timer og 20 min.

De første 9 km lå jeg fint efter ballonen på trods af at jeg tog mig godt tid på depoterne til at få vand, energirik og banan ned i maven. Men da jeg så skulle tisse i marken, blev jeg faktisk overhalet af den ballon, der hed 2:30. Så på det tidspunkt var jeg godt klar over at jeg ikke ville slå min sidste tid, der hed 2:31. Men det var egentlig heller ikke meningen med dette løb, da jeg som sagt ikke havde fået trænet nok. Løbet skulle blot være for oplevelsens skyld.

Og sikke en oplevelse det blev. Vi startede som sagt i Rudkøbing på Langeland, og stod faktisk i bagende sol, da vi skulle starte på Langelandsbroen. En bro med en rimelig stigning. Faktisk havde jeg frygtet den start. Men den viste sig at være min mindste bekymring. I starten løber man så mange sammen, at man nærmest bliver båret frem. Jeg nåede faktisk ikke at tænke og stigningen og gennemførte de første 5 km til første depot i fin stil. Herefter ramte vi Siødæmningen, og den var styg. Vi løb på lige landevej i bagende sol, og med ingen vind. Det blæste faktisk en del den dag, men vi må have løbet i læ. I hvert fald slog solens stråler hårdt. Jeg satte tempoet ned, og kæmpede mig til næste depot ved 9 km. Efter depotet skulle vi løbe rundt på Tåsinge. Vi løb gennem skove og bakket terræn til Valdemars Slot. Jeg var nede at gå flere gange, da jeg kunne mærke at blodsukkeret var lidt nede. Jeg havde taget nogle vingummiet med i lommen, og dem spiste jeg mens jeg nød udsigten ved Caroline Flemings Slot:-)

image

Selfie ved Troense lystbådehavn efter ca. 14 km

Efter slottet løb vi mod Troense, og deres fine lille lystbådehavn. Lokale havde tagt opstilling med vandboder, og de heppede på os op ad de vedvarende bakker. Ved lystbådehavnen måtte jeg simpelthen stoppe og tage et selfie. Der var så smukt, og jeg har ikke været der før. Publikum grinede af mig, men jeg havde en fest. Jeg tog mig tid til at takke dem, der klappede af os løbere, og kunne faktisk mærke at energien var ved at komme tilbage.

Efter Tåsinge ventede nu “kun” Svenborgsundbroen. Den kom efter ca. 17 km, og her var mine ben ved at være godt møre. Dem, der kender broen, ved at den er lang, og har en rimelig konstant stigning. Men jeg havde besluttet mig for at løbe hele vejen over den. Jeg hægtede mig på et par andre løbere, og så tog vi ellers broen i et stille og roligt tempo. Desværre stod de andre løbere af en efter en, og jeg endte med at ligge alene. Man skulle tro at det ville være godt sådan at andre faldt fra. At jeg ville blive motiveret til at give den en ekstra skalle, når nu jeg kunne blive ved med at løbe. Men det havde faktisk den lidt modsatte effekt. For når jeg har løbet i 2 timer, så craver jeg al den opbakning, jeg kan få. Jeg higer efter at koble mig sammen med andre. Ligge i læ af andre. Så da jeg var ovre på Fyn, måtte jeg ned og gå i nogle minutter. Hefra var der heldigvis ikke langt hjem, og resten af turen gik i stille og roligt tempo. Med enkelte gåture.

image

Mobilbillede taget af min kære mand, da jeg er 10 m fra målstregen

Da jeg nåede målområdet gav jeg den fuld gas, og spurtede over målstregen. Sådan føltes det i hvert fald. Men for dem, der kiggede på, har det nok mest af alt mindet om skildpadde-tempo. Men i mål kom jeg da. I tiden 2:42:56.

Jeg har som sagt ikke specielt ondt i kroppen eller benene, men jeg kan da godt mærke at jeg har løbet langt. Mit bække og hofter at lidt ømme, og det bliver nok svært at komme igennem bootcampensbootcampens cirkeltræning i aften. Men jeg er stadig glad for at jeg gennemførte. Det minder mig på en eller anden måde om den rejse, jeg har været på de sidte 2 år. Først med et vægttab på 15-16 kg og desuden at gå fra sofa-kartoffel til rimelig habil løber. DET er jeg stolt af!

This error message is only visible to WordPress admins

Error: No posts found.

Make sure this account has posts available on instagram.com.

Kategorier