Samme dag som jeg udgav min sidste post – det første i over 2 måneder – slog livet lidt af en kolbøtte. Jeg havde kun haft påskeferie i 10 minutter, da min mor ringede og fortalte at min farmor på 92 år havde fået et krampeanfald, og at min søster og jeg nok skulle komme til Nakskov for at sige farvel til hende. Ambulanceredderne havde vurderet, at hun højst sandsynligt ikke havde mange timer tilbage at leve i. Hun var faldet i en dyb søvn, og de kunne ikke få særligt meget kontakt med hende.

Så vi smed alt, hvad vi havde i hænderne for at være hos hende i hendes sidste timer. Onsdag blev til torsdag, og hun lå bare i sengen og sov. Hun åbnede øjnene, hvis vi råbte til hende, men det var ligesom at kroppen havde lukket ned. Vi kunne ikke snakke med hende. Kun snakke til hende. Men det var som om at hun registrerede det. Øjnene var dog helt slørede og hendes hud havde en anden farve end normalt.

Min søster og jeg valgte at tage hjem til Odense igen torsdag middag, da vi hverken kunne gøre fra eller til. Vi sagde et sidste farvel til vores elskede farmor. Og det var svært. For vi vidste nok godt at vi ikke ville se hende igen. Hun tog da også sin sidste fredfyldte vejtrækning 24 timer senere, Langfredag, – med min far og mor omkring hende. 92 år. Mæt af dage.

Dagen efter var det planlagt at vi skulle på påskeferie på Bornholm med mine forældre. De havde inviteret os i sommerhus. Ferien hang i en tynd tråd, da farmor fik krampeanfaldet om onsdagen, og da hun så døde fredag, virkede det totalt uoverskueligt. Men… efter lange samtaler med mine forældre, valgte vi at tage afsted alligevel. Vi blev enige om at det nok var meget godt at komme væk. Være sammen. Trække vejret helt ned i maven. Få tankerne lidt væk.

Så vi tilbragte en forkortet, men dejlig, ferie på Bornholm. Vi nåede at se en masse spændende ting, Hammershus, Rokkestenen, keramikværksteder, havne, røgerier, fantastisk natur – alt i mens vi prøvede at koordinere med bedemand, præst, forsamlingshus og blomsterdekoratør. Set i bakspejlet var det helt rigtigt at tage afsted. Også selvom det var under 24 timer efter min farmor var død! Var vi blevet hjemme, havde jeg gået rundt i min egen lille døs. Og jeg havde nok haft svært ved at hive mig selv op til at lave noget. Men ved at tage afsted, blev jeg presset lidt til at komme videre i min sorg. Ikke at jeg ikke græd på Bornholm. For det gjorde jeg. Men jeg ville nok have grædt mere, hvis jeg bare havde siddet (alene) hjemme i min sofa.

I lørdags blev min farmor bisat. Det var en svær dag. Hun havde nået at påvirke mange i sit lange liv. Men midt i tårerne havde jeg lovet mig selv at jeg ville give hende et smil med på hendes sidste rejse. For det fortjente hun. Og det fik hun! Hun har altid været dér for mig. Både som helt lille og som voksen. Hun var en fantastisk farmor og oldemor.

Denne uge har været lidt svær. Arbejdet startede jo op igen i mandags. Jeg er stadig ny. Så der er tryk på. Nu begynder opgaverne at vælte ind. Det kræver energi. Den energi har været påvirket af min sorg og savn. Så efter endt arbejdstid har jeg været helt smadret. Ikke på den måde at jeg bare kunne sove. Det har jeg faktisk haft lidt svært ved at finde ro til om aftenen. Men jeg har været fyldt op. Mæt af indtryk og tanker i hovedet. Så nu bliver det godt med weekend, så batterierne igen kan lades op, og hovedet kan tømmes.

God weekend!

Inden jeg fik set mig om var der pludselig gået 2 måneder siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. En blog som ellers har været aktiv på nærmest daglig basis siden sensommeren 2009. Men hvad skete der mon?

Anden halvdel af februar og marts var hård ved mig. Jeg havde ikke overskud til andet end mig selv og min familie. Vægten drillede, motionen glippede og der drønede en masse tanker rundt i mit hoved. Jeg måtte sige nej til en masse aftaler, og gjorde alt for at prioritere mig selv. Hvad jeg ville. Mig. Tine!

I starten februar gik det op for mig, at jeg egentlig ikke var tilfreds med mit nye job. Det havde jeg nok ikke været længe, men i februar nåede jeg til en erkendelse af, at jeg ikke kunne blive ved. Jeg var endt i en stilling, som jeg ikke havde lyst til at være i. En stilling, som var meget anderledes end den, der var blevet talt om til jobsamtalen. En stilling, som jeg egentlig ikke havde interesse i at være i. Sikkert møg-spændende for nogle. Men ikke for mig. Jeg ville gerne i en anden retning rent arbejdsmæssigt.

Samtidig følte jeg mig ikke 100% tilpas i min nye hverdag. Jeg ser mig selv som et meget venligt og imødekommende menneske, og i nogle brancher kommer man (åbenbart!) ikke længst med et smil. Det kolliderer bare så meget med min personlighed, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg dagligt måtte overtræde en del personlige grænser. Til sidst havde jeg simpelthen fået nok! Heldigvis blev der kort efter min erkendelse slået en (drømme)stilling op. Jeg greb derfor telefonen og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at komme i spil til jobbet.

Det bar heldigvis frugt, og siden 3. april har jeg været ansat som Produktchef på Odense Marcipan. Og wauw, hvor er jeg glad! Jeg føler, at der er faldet en kæmpe sten fra mit hjerte. Jeg kan igen trække vejret helt ned i maven. Jeg føler mig hjemme. Jeg er landet det helt rigtige sted. Jeg har endnu ikke så mange dages erfaring med mit nye job, men jeg føler at det er helt rigtigt.

Overskuddet kommer langsomt tilbage – omend det også tærer på kræfterne at starte i et nyt job. Men jeg føler virkelig et personligt overskud, som jeg ellers har skulle kigge langt efter de sidste mange måneder. Jeg er glad. Helt ned i maven. Jeg glæder mig til at få fingrene helt ned i nougaten, og til at lære med en masse søde kollegaer at kende. For dem har jeg helt sikkert fået en del af.

Nu vil jeg dog nyde 11 dages påskeferie! God påske.