I går stiftede jeg bekendtskab med en helt ny motionsform – ny for mig i hvert fald! Nemlig pole dance. Jeg var af sted sammen med to mødre fra børnehaven. Den ene har gået til det i over 1 år, og havde haft held til at hive mig og en anden med. Dresscoden nogenlunde som på billedet oven for. Nemlig trusser og top. Billedet er dog ikke fra pole undervisningen, men fra min Gran Canaria ferie for en måneds tiden siden. I går havde jeg snydt lidt og havde også en lang top ud over min BH. Bare det at danse rundt i hotpants var en kæmpe overvindelse, så maven blev altså lidt gemt væk i en top.
Det er ret grænseoverskridende at se smide et billede op af mig selv i bikini, men det er nu en gang sådan jeg ser ud! Billedet delte jeg på instagram @tinethespacebetween i forbindelse med size happy indlægget for lidt tid siden. Dengang havde jeg ikke nosser nok til at putte det på bloggen også. Det er jeg dog siden blevet opfordret til. Og i går under pole undervisningen indså jeg at jeg egentlig var ret tilfreds med min krop. Så hvorfor ikke dele den med jer?!
Ja! Mine lår har fylde og har strækmærker. Min mave er blød og hænger lidt. Mine ben er korte og fyldige. Men jeg er alligevel tilfreds. For jeg kom fra noget som var meget værre. Mit vægttab for snart 2 år siden gjorde mig 42,5 cm mindre, over hele kroppen og det er jeg sgu stolt af. Også selvom jeg stadig er overvægtig.
Mit BMI er nemlig stadig for højt, da det pt. ligger på omkring 27. Så der er jo stadig et par kilo for at komme ned under 25, som rent BMI mæssigt er det, man skal ramme for at være normalvægtig. Helt præcist betyder det at jeg skal 8 kg længere ned i vægt for at være size healthy. Jeg er dog ikke sikker på at det nogensinde sker. For lige nu er min size happy altså med et BMI på 27. Her har jeg ligget det sidste 1½ år, og lige nu kan jeg ikke rumme at komme ned i size healthy. Jeg har simpelthen ikke overskuddet til at give den en skalle mere lige nu. Men det er også ok. Jeg tager lige en slapper i min size healthy krop og forhåbentlig kommer overskuddet til at tage de sidste 8 kg på et eller andet tidspunkt.