Inden jeg fik set mig om var der pludselig gået 2 måneder siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. En blog som ellers har været aktiv på nærmest daglig basis siden sensommeren 2009. Men hvad skete der mon?
Anden halvdel af februar og marts var hård ved mig. Jeg havde ikke overskud til andet end mig selv og min familie. Vægten drillede, motionen glippede og der drønede en masse tanker rundt i mit hoved. Jeg måtte sige nej til en masse aftaler, og gjorde alt for at prioritere mig selv. Hvad jeg ville. Mig. Tine!
I starten februar gik det op for mig, at jeg egentlig ikke var tilfreds med mit nye job. Det havde jeg nok ikke været længe, men i februar nåede jeg til en erkendelse af, at jeg ikke kunne blive ved. Jeg var endt i en stilling, som jeg ikke havde lyst til at være i. En stilling, som var meget anderledes end den, der var blevet talt om til jobsamtalen. En stilling, som jeg egentlig ikke havde interesse i at være i. Sikkert møg-spændende for nogle. Men ikke for mig. Jeg ville gerne i en anden retning rent arbejdsmæssigt.
Samtidig følte jeg mig ikke 100% tilpas i min nye hverdag. Jeg ser mig selv som et meget venligt og imødekommende menneske, og i nogle brancher kommer man (åbenbart!) ikke længst med et smil. Det kolliderer bare så meget med min personlighed, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg dagligt måtte overtræde en del personlige grænser. Til sidst havde jeg simpelthen fået nok! Heldigvis blev der kort efter min erkendelse slået en (drømme)stilling op. Jeg greb derfor telefonen og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at komme i spil til jobbet.
Det bar heldigvis frugt, og siden 3. april har jeg været ansat som Produktchef på Odense Marcipan. Og wauw, hvor er jeg glad! Jeg føler, at der er faldet en kæmpe sten fra mit hjerte. Jeg kan igen trække vejret helt ned i maven. Jeg føler mig hjemme. Jeg er landet det helt rigtige sted. Jeg har endnu ikke så mange dages erfaring med mit nye job, men jeg føler at det er helt rigtigt.
Overskuddet kommer langsomt tilbage – omend det også tærer på kræfterne at starte i et nyt job. Men jeg føler virkelig et personligt overskud, som jeg ellers har skulle kigge langt efter de sidste mange måneder. Jeg er glad. Helt ned i maven. Jeg glæder mig til at få fingrene helt ned i nougaten, og til at lære med en masse søde kollegaer at kende. For dem har jeg helt sikkert fået en del af.
Nu vil jeg dog nyde 11 dages påskeferie! God påske.
Dejligt at du er tilbage! 🙂
Tak 🙂
Fedt – du har været savnet
Dejligt at høre.
Pingback: The Space Between Når livet slår en kolbøtte - The Space Between