Når livet slår en kolbøtte

28.04.2017 af: Tine Kategori: Snik snak

Bornholm_hasle_thespacebetween

Samme dag som jeg udgav min sidste post – det første i over 2 måneder – slog livet lidt af en kolbøtte. Jeg havde kun haft påskeferie i 10 minutter, da min mor ringede og fortalte at min farmor på 92 år havde fået et krampeanfald, og at min søster og jeg nok skulle komme til Nakskov for at sige farvel til hende. Ambulanceredderne havde vurderet, at hun højst sandsynligt ikke havde mange timer tilbage at leve i. Hun var faldet i en dyb søvn, og de kunne ikke få særligt meget kontakt med hende.

Så vi smed alt, hvad vi havde i hænderne for at være hos hende i hendes sidste timer. Onsdag blev til torsdag, og hun lå bare i sengen og sov. Hun åbnede øjnene, hvis vi råbte til hende, men det var ligesom at kroppen havde lukket ned. Vi kunne ikke snakke med hende. Kun snakke til hende. Men det var som om at hun registrerede det. Øjnene var dog helt slørede og hendes hud havde en anden farve end normalt.

Min søster og jeg valgte at tage hjem til Odense igen torsdag middag, da vi hverken kunne gøre fra eller til. Vi sagde et sidste farvel til vores elskede farmor. Og det var svært. For vi vidste nok godt at vi ikke ville se hende igen. Hun tog da også sin sidste fredfyldte vejtrækning 24 timer senere, Langfredag, – med min far og mor omkring hende. 92 år. Mæt af dage.

Dagen efter var det planlagt at vi skulle på påskeferie på Bornholm med mine forældre. De havde inviteret os i sommerhus. Ferien hang i en tynd tråd, da farmor fik krampeanfaldet om onsdagen, og da hun så døde fredag, virkede det totalt uoverskueligt. Men… efter lange samtaler med mine forældre, valgte vi at tage afsted alligevel. Vi blev enige om at det nok var meget godt at komme væk. Være sammen. Trække vejret helt ned i maven. Få tankerne lidt væk.

Så vi tilbragte en forkortet, men dejlig, ferie på Bornholm. Vi nåede at se en masse spændende ting, Hammershus, Rokkestenen, keramikværksteder, havne, røgerier, fantastisk natur – alt i mens vi prøvede at koordinere med bedemand, præst, forsamlingshus og blomsterdekoratør. Set i bakspejlet var det helt rigtigt at tage afsted. Også selvom det var under 24 timer efter min farmor var død! Var vi blevet hjemme, havde jeg gået rundt i min egen lille døs. Og jeg havde nok haft svært ved at hive mig selv op til at lave noget. Men ved at tage afsted, blev jeg presset lidt til at komme videre i min sorg. Ikke at jeg ikke græd på Bornholm. For det gjorde jeg. Men jeg ville nok have grædt mere, hvis jeg bare havde siddet (alene) hjemme i min sofa.

I lørdags blev min farmor bisat. Det var en svær dag. Hun havde nået at påvirke mange i sit lange liv. Men midt i tårerne havde jeg lovet mig selv at jeg ville give hende et smil med på hendes sidste rejse. For det fortjente hun. Og det fik hun! Hun har altid været dér for mig. Både som helt lille og som voksen. Hun var en fantastisk farmor og oldemor.

Denne uge har været lidt svær. Arbejdet startede jo op igen i mandags. Jeg er stadig ny. Så der er tryk på. Nu begynder opgaverne at vælte ind. Det kræver energi. Den energi har været påvirket af min sorg og savn. Så efter endt arbejdstid har jeg været helt smadret. Ikke på den måde at jeg bare kunne sove. Det har jeg faktisk haft lidt svært ved at finde ro til om aftenen. Men jeg har været fyldt op. Mæt af indtryk og tanker i hovedet. Så nu bliver det godt med weekend, så batterierne igen kan lades op, og hovedet kan tømmes.

God weekend!

Print Friendly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier