| Jeans fra H&M Mama, tunika fra Only og jakke fra H&M |
Ahh, endnu 1 uge tilbagelagt! Nu har jeg kun 5 arbejdsdage tilbage, og jeg kan godt mærke at jeg trænger til barsel. Jeg trænger til at passe lidt bedre på mig selv. Sove lidt længere, smække benene op i sofaen, tage en lille lur i løbet af dagen, og ellers bare nyde min hoppende mave.
Nogle dage kan jeg godt være så opslugt af arbejdet at jeg slet ikke lægger mærke til lillepigen i maven, og det er jeg egentlig ret ked af. Det er først når jeg kommer hjem og slapper helt af, at jeg mærker hende. Hun er sikkert også meget aktiv i løbet af dagen, men jeg har ikke samme mulighed for bare at læne mig tilbage og følge hendes spark og puf.
Læge og jordemoder er forresten meget uenige om, hvordan hun ligger i min mave. Lægen mener hun ligger med hovedet nedad, men jordemoderen mener hun ligger med hovedet opad. Jeg håber selvfølgelig at lægen har ret, for jeg har aldrig skænket det en tanke at min graviditet måske kunne endnu ud i et kejsersnit!!
Men lad os nu se hvad jordemoderen siger i næste uge. Lillepigen har jo faktisk stadig 2 uger til at ligge sig rigtigt, og hun vil også blive forsøgt vendt inden der bliver taget stilling til hvordan jeg skal føde.

