Der er efterhånden gået et halvt år siden jeg blev kapret til min polterabend lørdag den 3. maj. Men jeg har faktisk ikke skrevet så meget om den, da tiden efterfølgende gik op i bryllupsplanlægning. Søde Charlotte efterspurgte dog flere bryllupsrelaterede indlæg, så selvom det er lang tid siden, så håber jeg ikke I har mistet lysten til at høre om min dag:-)
Den lørdag morgen i maj skulle hele familien ud af døren, da vi var inviteret til fødselsdagsbrunch hos min søster. Kæresten skulle løbe halvmarathon senere på dagen, så jeg havde forberedt mig på at skulle være alene med ungerne hele eftermiddagen. Da vi kom ud til min søster havde jeg taget en bamse med til min nevø, og vi brugte de første par minutter på at tale om den. Jeg anede ikke at der stod 14 veninder inde bag døren. Dog blev de efterhånden så utålmodige at der opstod fnis, og så var jeg klar over at dagen ikke helt blev, som jeg havde planlagt den:-)
Kæresten kørte tilbage med ungerne, og så stod den ellers på lækker hjemmelavet brunch med pølser, æg og bacon i massevis. Bagefter lavede vi nogle fjollede konkurrencer, hvor lattermusklerne blev varmet op. Vi skulle fx placere en M&M’s på et sugerør med et sugerør, få en kiks fra panden til munden uden at bruge hænderne, og gribe en skumfidus med munden vha. en kost og en paptallerken.
Jeg var ret spændt på hvad, de havde planlagt for mig, for jeg skal ærligt indrømme at jeg nok ikke er så meget til hverken at sælge kys i gågaden, indspille sange eller klædes ud. Og det havde de heldigvis opfanget. Turen gik derfor til en lille sø i Odense M, hvor vi skulle dyste mod hinanden i nogle store oppustelige badebolde. Det var super sjovt, men også hårdt. Der er ikke særligt meget ilt i sådan en ballon, så man puster, stønner og sveder imens. Men det var hyggeligt at sidde i solskinnet og snakke med alle de dejlige damer mens vi på skift trillede rundt ude på søen. Egentlig gjaldt det om at komme op og stå inde i bolden, men det blev vist ikke til meget mere end et par skridt for nogle af os;-)
Efter vores badebolde-eventyr kørte vi til et motionscenter i centrum. Her havde de booket en step time. Igen lige i min ånd. Jeg elsker step/dans, og synes det var helt fint med tanken om at skulle svede lidt. Desværre havde motionscentret lavet kuk i det, og der kom ingen instruktør. Men vi havde alligevel en fest, og ud over step, fik vi også lige øvet line dance og danset til tørfisk. Så er man lige som klar til en god nat i byen ikk’?
Efter et bad, gik turen til min søsters salon, hvor vi gjorde os klar til at gå på restaurant. Jeg fik speciel treatment, og min søster satte hår og lagde makeup. Men så var jeg også helt klar til en uforglemmelig middag på Goma. Maden var superb, selskabet kunne ikke være bedre, og drinks’ne var et perfekt prik over i’et. Folk faldt så småt fra ved midnatstid, men jeg lå vist først i min seng efter kl. 3 (eller var den 4?!). Men der havde vi så også været i gang siden kl. 10 om morgenen.
Jeg er alle damerne dybt taknemmelig for at gøre dagen så speciel. Jeg nød det virkelig og håber de lyttede med, da jeg takkede dem i min bryllupstale. Jeg havde virkelig den bedste dag. Det er en helt speciel følelse at tilbringe en hel dag med de bedste tøser. Nogle af dem er nye bekendtskaber, og andre har holdt ved længe. Og ja, det var jo selvfølgelig de gamle handelsskole-tøser, der holdt ud længst. Man har vel ikke gjort Nakskovs gader usikre på 2 flasker Liebfraumilch i 1999 for ingenting?!:-)















Bliv gift igen, så kan vi gøre det hele om
Ha ha…. Er det ok det er med samme mand?
Fint for mig! Og gerne samme mad (og drikke) til festen også 😉
Med egenbetaling kan det sikkert godt lade sig gøre;-)
Sikke en dejlig polterabend Tine – og må jeg lige rose dig, og sige, at man billede kan se at du har tabt dig! Du er mega sej!! Og smuk!
Det er så pudsigt at det er den sø I har været ved, det er den Tristan og jeg er ved hver weekend, vi bor 2 min derfra, OG at Manden og jeg var på Goma selvsamme aften – crazy coincidence 😉
– Maj 😀
Tak, søde Maj!
Jeg kendte ikke søen, men det er et virkelig hyggeligt område. Vores venner bor på en af villavejene bagved. Og ja, jeg så dig godt på Goma den aften;-)
Tak Autocorrect! billede = virkelig 😉
Åh, det lyder som en perfekt dag! Min polterabend var desværre så som så, så jeg kan godt være en lille smule misundelig ;P
Det var en helt igennem fantastisk dag.