For 2 år siden havde jeg netop passeret terminsdatoen med Sofia, og tusindvis af sommerfugle blafrede rundt i hele min krop. Siden december måned året før, havde jeg glædet mig som en sindssyg til at se den lille spire, der havde vokset sig større og større i min mave. Jeg havde gjort mig en masse tanker om at blive mor, og nu kunne det bare ikke gå hurtigt nok med at få hende ud. Hun ventede dog helt til 5 dage over tid, og efter 24 timer med veer så hun endelig dagens lys. Og så blev jeg stormende forelsket i min lille datter. Jeg var ikke længere det vigtigste i mit eget liv. Fra nu af blev alt andet sat til side for min lille fis. Tænk at et lille menneske på 3200 g og 49 cm, kan ændre så meget.


