Sundere romkugler

14.02.2015 af: Tine Kategori: Inspiration, Mad, Vægttab

Jeg elsker romkugler! Kunne jeg frit vælge hos en bager, ville romkugler være mit førstevalg. Jeg er egentlig ikke så meget til al anden kage, men romkugler har en helt speciel plads i mit hjerte;-). I Ringe, hvor jeg arbejder, er den lokale bager leveringsdygtig i en familieromkugle, og den vil jeg forkæle mig selv med en eller anden dag. Altså jeg vil ikke spise den hele selv, for 1 kg romkugle er nok mere end min mave kan tåle. Men ind til den dag kommer, så prøver jeg at finde på lidt sundere alternativer.

Den anden dag faldt jeg over en opskrift på Instagram. Kan desværre ikke huske brugeren, da jeg bare tog et screen dump. Og de blev så afprøvet i weekenden. Lad mig slå fast med det samme. Det er ikke det samme som bagerens romkugle. Jeg kan bedst lide at mine romkugler er helt bløde og uden alt for mange klumper, og sådan blev mine desværre ikke. Om det er fordi min foodprocessor ikke kan finddele det nok, ved jeg ikke, men der er mange elementer i opskriften, og jeg tror det er umuligt at få en helt blød romkuglemasse.

De smager dog godt nok, og hvis man kan li’ de små industri-romkugler, som man kan købe på supermarkedets hylder, så er disse et sundere alternativ. Jeg ved at de indeholder tørret frugt og dermed frugtsukker, men det er efter min mening stadig bedre end almindelig sukker. Man skal jo ikke være helt sukkerforskrækket og også tillade sig selv lidt søde sager en gang i mellem;-)

Romkugler, 15 stk.

Ingredienser
100 g kokosmel
40 g mandler
40 g hasselnødder
100 g rosiner
60 g svesker
60 g tørrede abrikoser
30 g usødet kakao
2 spsk. instant kaffe
1 tsk. kanel
2 tsk. kardemomme
2 spsk. neutral olie
1 banan
½ tsk. romessens
Saft fra ½-1 appelsin

Fremgangsmåde
Kør det hele sammen i en foodprocessor. Tilsæt appelsinsaften som det sidste og juster konsistensen med den. Tril til små kugler og vend i ønsket krymmel.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier