Working Mom

19.01.2016 af: Tine Kategori: Snik snak

Workingmom_karrierekvinde_thespacebetween

Forleden overhørte jeg en samtale mellem to mødre til gymnastik. Den samtale fik mig i rigtigt dårligt humør. Faktisk blev jeg rigtig ked af det!

Samtalen drejede sig om et fælles vennepar, som havde urolige børn. Den ene kvinde nævner, at det nok også er fordi børnene ikke ser deres forældre så meget. Fordi de har en lang dag i institutionen. Fordi de bliver afleveret kl. 7.30. Og fordi de bliver hentet kl. 16.30. “Det er jo også en alt for lang dag for sådan nogle små nogle. Så er der jo ikke noget at sige til at de er så forvirrede og urolige.”

Og her sad jeg så. 1 meter væk. Og måtte holde tårerne tilbage. For er det virkelig sådan, der bliver set på os forældre, som giver vores børn sådan en hverdag? Er det ikke rimeligt normalt at arbejde 8 timer om dagen, og at børnene så er i børnehave/vuggestue lidt før og lidt efter? Det gælder vel både fabriksarbejdere, butikspersonale, pædagoger, kontormennesker osv.? Er børnene virkelig urolige fordi de har en lang dag i institution? Er man en dårlig mor, hvis man ikke kan hente sine børn tidligere? Eller aflevere senere?

Jeg ved det ikke! Men jeg følte mig virkelig ramt. Mine børn er ikke urolige, men de har da krudt i numsen! Men tænker folk det er fordi, de ikke ser mig nok? Jeg synes selv jeg er en god mor. Jeg gør mit aller, aller bedste. Men jeg kan ikke give mine børn en kortere hverdag. Jeg arbejder nu en gang 8-16, og det betyder altså at de skal passes i det tidsrum. Nogle gange kan jeg gå tidligere og flexe lidt, da jeg ofte tænder computeren om aftenen, men i det store hele, så er de i deres børnehave lige så lang tid, som jeg er på arbejde. Og endda lidt længere!

Det gør mig rasende, hvis disse to mødres holdning er den generelle opfattelse? For jeg ville da hjertens gerne kunne aflevere mine børn kl. 9 og hente dem igen kl. 14. Men hvilket job tillader lige det? Ikke mit. Ikke særligt mange, tror jeg. Det danske samfund er vel mest præget af en 8 timers arbejdsdag? Jeg ved at mange går ned i tid, mens børnene er små. Men det er bare ikke muligt for alle. Og måske ønsker man det heller ikke. Jeg bliver i hvert fald ved med mit 8-16 job, men regner også med at jeg stadig er en god mor. Eller hvad? Er denne forsmåede holdning grund til at så mange går ned med stress? At fx 5000 lærere er flygtet fra Folkeskolen? Altså fordi de ikke føler de både kan nå at arbejde og være en god forældre. Er det virkelig sådan en holdning det danske samfund har?

For så er jeg flov. Jeg er rigtig flov. Jeg arbejder fordi jeg kan li´ det. Fordi det gør mig glad. Fordi det giver min familie og mig nogle oplevelse, som vi ellers måtte være foruden. Fx har vi lige revet 14 dage og 50.000 kr. ud af kalenderen for at rejse samme. For bare at være os 4 sammen. Hele tiden. 24/7. I 14 dage i træk. Det kunne vi ikke have gjort, hvis vi havde arbejdet mindre.

Det blev lidt af en tankestrøm. Håber jeg har formuleret mig rigtigt. Jeg tager hatten af for alle mødre. Lige meget om I arbejder 40 timer, eller om I har valgt at gå hjemme. Men jeg gider ikke at mine børn skal stemples som “urolige, fordi de er lang tid i institution”. Skal vi ikke støtte hinanden i stedet for? Lade være med at snakke grimt om den måde, andre har indrettet deres hverdag på? Huske på at alle mødre (i hvert fald de fleste) vil det bedste for vores børn.

Hvad tænker I?

Print Friendly, PDF & Email

19 thoughts on “Working Mom

  1. Åh jeg forstår dig godt. Folk er desværre alt for gode til at dømme andre. Hvad ved de om hvorfor børnene er sådan, eller hvorfor børnene er længe i institutionen? Vi arbejder også begge, vores store dreng på 5 har været længe i institutionen de sidste par år og hvordan det bliver for vores datter på 4 mdr ved vi ikke, da jeg endnu ikke har noget job når,min barsel slutter. Men jeg elsker også at arbejde og vil gerne arbejde fuldtid.
    Hvordan børn opfører sig er jo et resultat af mange ting. Det dr med at vurdere om folk er gode forældre skal man lade være med. Som du siger gør vi alle vores bedste.
    //B

    • Alle må da kunne tænke sig til at man med et normalt 8-16 job ikke kan bringe eller hente sine børn inden for den tid. Så børnene vil jo få en dag, der er længere end det. Med mindre man er så heldig at bedsteforældrene kan hjælpe.

      Og ja, alle gør deres bedste. Mine børn ved at jeg elsker dem over alt på jorden, og at jeg ikke elsker dem mindre bare fordi de bliver afhentet sent.

  2. Jeg tænker at alle gør det bedste de kan Sim forældre. Hjemme hos os, er vi heldige nok, at have en far der kan flexe, så den ene afleverer, og den anden henter, og børnene på den måde får den kortest mulige dag.

    Men det er et sprængfarligt emne. Det er jo dér, det rammer os allermest, på vores børn.

    • Sådan en kommentar rammer nemlig lige dér, hvor det gør allermest ondt.
      Vi gør også alt hvad vi kan for at vores unger får den kortest mulige dag, men når begge forældre hovedsageligt arbejder 8-16, så betyder det at børnene er i børnehave i det tidsrum.

  3. Sikke nogle “bip bip”(indsæt et ikke pænt ord;-)…) kvindemennesker(ville nok skrive kællinger, men jeg vil gerne holde en pæn tone…).
    Hvor er kvinder, kvinde værst!!! Det er ikke mænd, som undertrykke det er andre kvinder.
    Jeg hører også sådanne kommentarer om at bøllen er længe i børnehaven.
    Min indgangsvinkel er at regne…
    En arbejdsuge i DK er 37 timer + 2,5 time frokost = 39,5 timer og så kommer der transporttid til og fra arbejde er i mit tilfælde 7,5 time. Som ligges oveni de 39,5, dette giver 47 timer og 47/5 giver ca 9,5 time om dagen i børnehaven for at mor og far kan passe deres arbejde.
    Jeg håber at det hjalp
    Knus
    En mor som også elsker sit arbejde og gerne mange timer på

    • Jeg har præcis samme regnestykke. Dejligt at høre det fra en anden i præcis samme situation!

      Jeg bliver tit kaldt karrierekvinde, men helt ærligt! Jeg er bare en mor, der passer mit 37 timer job. Og det betyder at mine børn er i børnehave ca. 9 timer om dagen. Det er de ikke fordi jeg synes det er sjovere at arbejde end at være sammen med dem. Eller fordi jeg arbejder mere end normalen. Nej, det er de fordi det nu er vilkårene. Jeg håber det lærer dem at pligt kommer før lyst, og at man bliver nødt til at arbejde.

      Jeg hører at flere og flere gymnasieelever går ned med stress fordi de ikke kan håndtere en travl hverdag. Hvad sker der for det? Derfor tænker jeg meget over at lære mine børn at man skal arbejde, og at man faktisk godt kan synes det er sjovt at arbejde.

      • Denne kommentar knuser mit hjerte:
        “Jeg hører at flere og flere gymnasieelever går ned med stress fordi de ikke kan håndtere en travl hverdag. Hvad sker der for det?”

        Av, av, av. Gymnasieelver (mig for to år siden) gik ikke ned med stress, fordi jeg ikke kan håndtere en travl hverdag, men fordi forventningerne var så sindssyg hjernedøde høje fra lærernes, klassekammeraternes, samfundets og min egen side, og der var et konstant psykisk pres. Jeg SKULLE have 12 i alt, men jeg skulle også betale min husleje hver måned på en hjemmeboende SU. Det giver pludselig en arbejdsuge på 25-30 timer på ‘deltidsjobbet’ og en skoleuge på 30-35 timer for at få det højest mulige snit – og så kan du selv regne ud, hvor mange timer der er tilbage til at sove, spise, gå i bad, træne, være sammen med kammerater osv – og oveni det skal du lægge den konstante følelse af ikke at gøre det godt nok, fordi enten kan du få 12 og alle vil sige ‘selvfølgelig’ eller også kan du få 10 og skulle forsvare, hvordan du kan klare dig så dårligt. Det er sgu ikke for sjovt, og ‘hvad sker der for det?’-agtigt. Det er pisse møghamrende hårdt, og jeg tror sgu, de fleste vil gå ned med stress, hvilket var præcis, den diagnose jeg fik, da jeg stod med huen på hovedet og skolens højeste snit. Samfundets resultat.

        Ligesom du ikke vil have damerne i omklædningsrummet til at dømme dig som en dårlig mor, synes jeg heller ikke, du skal dømme os/mig.

        • Hej Josefine

          Jeg beklager meget hvis jeg har ramt et ømt punkt. Det var absolut ikke min mening at den skulle drejes på den måde. Det var ment på den måde at selv gymnasielever må opleve et pres fra omverdenen om “hvordan man skal gøre”. Lidt ligesom at vi mødre møder meningen om at børn er urolige fordi de har en lang dag i institutionen. Så det var mere den sammenligning, jeg gerne ville give. Jeg kan dog godt ses at den kommentar kan forstås forkert. Det beklager jeg meget!

          Jeg synes faktisk det er kritisk, hvis folk må gå ned med stress fordi påvirkningerne fra omverdenen er så høje. Så urealistisk høje. Det er jo netop det, der er problemet i min situation. “Man” forventer at jeg kan hente mine børn tidligere, og at de dermed bliver roligere.
          Jeg ved ikke om du er fast læser, men hvis du er, så vil du også vide at jeg selv har måtte bukke under for stresslignende symptomer, da jeg havde født Anton. Jeg glemte simpelthen at tænke over hvad jeg havde det godt med, og hvad jeg gerne ville, og i stedet lod jeg mig rive med af alle forventningerne til mig.

          Jeg håber det gav lidt mere indblik i min kommentar. Og samtidig håber jeg at du er kommet godt ud på den anden side.

  4. Hørt søs!!!! Som vi snakkede om så gør vi det fordi vi elsker vores job og fordi vi på den møde kan gøre nogle ting med vores familie som eller ikke ville være muligt. Man kan sagtens blande et godt arbejdsliv med et godt familie liv.
    Hilsen den selvstændige med de stakkels børn som skal på 14 dages luksus med deres arbejdende forældre lige om lidt

    • Det er absolut muligt både at arbejde og at være en god mor. Hvis bare folk ville huske at man kan være en god mor på mange forskellige måder. Det behøver ikke betyde at man skal hente sine børn tidligt.

  5. Hej Tine.
    Jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af det.
    Vi har selv en urolig datter, og det har INTET med time antallet i bh at gøre!!! Langt fra!!! Min datters urolighed er en del af hendes personlighed.
    Vi afleverer vores børn et sted mellem kl. 7.00-7.30 og henter dem igen ca. 15.30. Nogen dage senere!
    Mht. lærernes flugt fra Folkeskolen, så tænker jeg (er selv lærer), at lærernes nye vilkår er så dårlige i forhold til manglende forberedelse mm. Jeg arbejder selv 41 timer på skolen hver uge, hvilket er fire timer mere end de fleste andre med et 37 timers job. Men sådan er det!
    Urolige børn findes i alle familier og sociale lag. Men børn er jo forskellige. Nogle har ADHD, og andre har bare krudt i r****!
    Jeg tænker, at ALLE forældre gør deres bedste. Men det er jo altid nemt at sidde på gymnastikbænken og tale dårligt om andre!!!

    Knus Maria

    • De har sikkert ikke ment det så slemt, men det ramte bare hårdt. Jeg tænker nemlig at alle gerne vil give deres børn en så kort hverdag som muligt. Men når man har et 8-16 job, så har man normalt en arbejdsuge på over 40 timer.

      Lærerne blev lige nævnt fordi jeres fag har været lidt i vælten de seneste par år. Min tanke med det var egentlig om noget af flugten fra faget mon kan have at gøre med at man pludselig bliver ‘set ned på’ fordi man har en længere hverdag. Fordi det kan jeg sagtens forstå kan være svært at sluge. Ved ikke om jeg får formuleret mig korrekt, men håber du ved, hvad jeg mener?!

      Min mening med indlægget var at huske alle mødre på at stå sammen. At huske på at vi alle gør vores bedste!

  6. Godt skrevet søde Tine. Det kan være noget så udfordrende, at navigere i en Verden hvor vi ofte løber ind i andres holdninger til hvordan og hvorfor vi gør som vi gør, eller ikke gør.
    Nu er jeg jo ikke blevet mor endnu, men flere gange under min graviditet, er jeg blevet mødt med. Nå men så er du jo også nødt til at finde et job lidt tættere på… Eller så må du jo gå ned i tid… Ja jeg har langt på job, en times transport og ja det det kræver planlægning, at få det til at gå op. Men helt seriøst er det ikke min/vores beslutning. Og hvorfor er det mig som mor der skal ændre på mit arbejdsliv? Der er jo ikke nogen der har sagt det samme til barnets far… Hvis de endelig har sagt noget til ham, så er det jo igen med hentydningen til, at det er MIG der skal ændre på mit arbejdsliv… Og i øvrigt er jeg super glad for at være hvor jeg er nu og jeg trives. Det betyder for mig rigtig meget og jeg tror også på, at det vil betyde noget for mit familieliv. Jeg har et udgangspunkt der hedder, at så fremt mit barn trives i institution, så får vi det til at passe. Skulle det modsatte være tilfældet, så er det en anden situation og så tager vi den derfra, med de andre prioriteringer der så følger med.
    Det kan være, at jeg bliver “klogere” – her en hentydning til en anden holdning jeg også kan rende ind i. Du har ingen børn(endnu) så du ved ikke hvad du taler om.

    • Jeg synes du har en rigtig fin indstilling til livet som mor. Man kan sagtens få det hele til at passe sammen. Også hvis man har lidt længere transporttid end gennemsnittet. Der er jo også en far, der kan hente – måske gør man endda brug af barnepiger, som vi også har gjort i perioder. For hvis man elsker sit job, så får man det hele til at lykkes. Det kan jo ikke nytte noget at man ender i et job, hvor det hele hænger en langt ud af halsen, bare for at man kan hente børnene tidligt. Det hele skulle gerne spille sammen.

  7. Syntes du skal rette ryggen og være STOLT over dig selv og din familie – ingen grund til tårer selvom et par kvinder siger et par ugennemtænkte ord. For det kan virkelig ikke være deres oprigtige ærlige mening!
    Næste gang prikker du dem på ryggen og fortæller om dine børn med krudt i r… og store smil og dejlige manér – om din og mands vilje og prioritering af tid og familie (fedt at I giver jer tid til jer selv) og om at man rent faktisk kan lykkedes med at arbejde 37 timer, være en god mor (og far) og stadig have tid til “alt det andet”

    og helt ærligt.. selvom om vores børn er verden navle, har de squ også godt af at lære at verden ikke KUN drejer sig om dem 🙂

    For resten – dårlig samvittighed for ALLE – også dem som arbejder 9 – 14 og står med hjemmebagte boller hver eftermiddag. Det er også det der adskiller os fra andre pattedyr 😉

    • Tak, søde Lisbet. Normalt lader jeg mig ikke gå på af sådan noget, men den dag flød bægret over. Jeg kæmper alt hvad jeg kan for at hele min lille familie skal have det godt, og så rammer sådan en kommentar hårdt. Og nej, der har sikkert ikke mente det sådan, men når man står midt i situationen, så er det svært at se hele perspektivet. De mener jo selvfølgelig at de giver deres børn den bedste hver dag, og derfor ville jeg ønske at de kunne se at alle andre nok også gør det samme. Også selvom man er på job +40 timer om ugen;-)

  8. Pingback: Nyt job!

  9. Sikke et dejligt indlæg! Vi kvinder er ganske sikkert hinanden værst, og går vi ikke rundt med en allerede halv-dårlig samvittighed, så skal andre nok hjælpe den på vej.
    Jeg er selv en af dem på deltid med en mand der er meget i udlandet. Selvom jeg tit har bagt og lavet aftensmaden klar inden pigerne bliver hentet i bh. Kl 15, så har jeg også dårlig samvittighed! på deltid er der lidt en skjult forventning til at barnet altid har en ren flyverdragt, spændende madpakker og en taske der altid er opdateret med skiftetøj efter sæsonen.
    pointen er vist bare at dårlig samvittighed kan findes både på fuld-og deltid, men at ingen børn tager skade af den model der gør forældrene glade og nærværende når de har fri.
    Mvh. Maja
    P.s. Jeg oplever mindst en gang om ugen at mine unger simpelthen ikke vil med hjem, fordi legen og dagen ikke er slut. der er noget spændende og afslappende ved at være blandt de sidste omkring 16.45

    • Hej Maja

      Sikke en dejlig kommentar. Det er nemlig med at finde den model, der passer bedst til ens familie.
      Mine børn er tit heller ikke til at slæbe med hjem, så jeg er 100% sikker på at de har det godt i deres børnehave.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This error message is only visible to WordPress admins

Error: No posts found.

Make sure this account has posts available on instagram.com.

Kategorier