For nogle år siden var jeg helt vild med Lagkagehusets rugbrød med chokolade, så da jeg forleden faldt over disse opskrifter på sunde og lækre desserter, måtte jeg igen lave de små muffins. De er perfekte til den lille sult sidst på eftermiddagen, til TV hyggen om aftenen og til ungernes eftermiddagsmad.
De små rugbrød giver nemlig en god mæthedsfornemmelse – og man kan jo selv styre indholdet af chokolade, sådan så man kan være bekendt at give ungerne dem med i børnehaven;-). Jeg har rullet nogle af dem i hakkede hasselnødder da det tilføjer en dejlig smag, men ungerne kan bedst li’ uden, så derfor er størstedelen bare au natural.
Jeg vil anbefale jer at lave en stor portion, for de forsvinder hurtigt. Og husk at spise et par mens de er lune, og chokoladen er blød. Det er så godt!!



