Den anden dag kom jeg sent hjem fra job, og resten af familien har besluttet sig for at spise pizza. Så der var jo ikke rigtigt til mig. Men efter et hurtigt kig i vores køleskab fandt jeg en avocado og er par æg. Jeg var meget tæt på at lave to spejlæg med avocado on the side, men kom så i tanke om at jeg for et par uger siden faldt over et billede af bagt avocado med æg i midten. Det måtte jeg simpelthen prøve!
Det er såre simpelt. Man halverer avocadoen, fjerner stenen og slå ægget ud dér, hvor stenen har ligget. Så putter man dem i ovnen i ca. 20 minutter. Og vupti, så er de klar til at spise.
Avocado bliver noget anderledes i både smag og konsistens når den bages. Men det smager faktisk rigtigt godt sammen med ægget. Jeg troede ikke jeg ville blive mæt af én avocado med æg, men det mætter faktisk rigtigt godt. Og som bonus er det jo smækfyldt med proteiner og umættede fedtsyrer. Sundere måltid kan man vel næsten ikke få?!


