Feriepasning

10.07.2015 af: Tine Kategori: Børn

Alle jer, der har børn, kender sikkert udfordringen med at dagplejer, vuggestue eller børnehave har lukket nogle uger i sommerferien. Det har vores institution lige nu, og derfor bliver Sofia og Anton passet et andet sted. Jeg frygter altid feriepasningen, for man ved aldrig hvordan ungerne vil tage i mod at blive passet et nyt sted, af nye voksne og i nye omgivelser. Men hver gang bliver mine bekymringer gjort til skamme, for det går faktisk over al forventning.

Vi har desværre ikke haft mulighed for at holde ferie i denne uge, da halvdelen af mine kollegaer er på vej til Paris på cykel. Vi andre er derfor blevet bedt om at passe biksen, hvilket jo er helt fair. Det har heller ikke været muligt at få bedsteforældre til at passe børnene, for de er stadig på arbejdsmarkedet og skal først holde ferie senere. Så vi slap heller ikke uden om feriebørnehave denne sommer. Men nu har vi været i gang i en uge, og det har faktisk givet børnene rigtigt meget at komme i nye omgivelser.

Anton har lært en hel masse nye sange, og fortæller lystigt om alle dagens oplevelser. Han er virkelig glad for de nye pædagoger, og her til morgen sagde en af pædagogerne til mig, at de var helt forelsket i ham. “Han er en rigtig lille charmer, som har taget os alle med storm!”. Det er bare så dejligt at høre, når man dybest set føler sig som verdens dårligste mor, fordi man ikke kan holde fri på de rigtige tidspunkter (selvom man jo godt ved at alle ikke kan holde fri samtidig). Når de siger sådan til mig, så ved jeg at han har haft en god dag, og at han er faldet godt til i feriepasningen.

Sofia har også lært så mange nye ting. Eller hun fortæller i hvert fald pludselig om dem. Her til morgen, sagde hun: “Mor, i feriebørnehaven skal man vente med at spise til der bliver sagt “værsgo” og huske at tørre fødderne af inden man går ind fra legepladsen”. Så det er nok meget godt at få brudt vanerne en gang i mellem, så ungerne bliver opmærksom på alle tingene i dagligdagen. Det ligger jo bare ligesom på rygraden hvordan det bliver gjort i den normale børnehave, så det er nok sundt for hende at se hvordan reglerne også kan være.

I feriebørnehaven har alle navneskilte på. Både voksne og børn. Jeg snakkede med en pædagog om det i morges, og hun sagde at de havde været i tvivl om det var for grænseoverskridende for børnene, men at de heldigvis havde besluttet sig for at gøre det. Som forældre synes jeg det er en fantastisk idé. Man kan se hvad de voksne hedder, og man kan se om de er pædagoger eller bare andre forældre. Og man kan se hvad de andre børn hedder. Det er i sær anvendeligt når ens barn leger sammen med en, som man ikke kender. Det gør det i hvert fald lidt lettere når man snakker om dagens begivenheder at man kender børnenes navne.

Pga. navneskiltet har Sofia lært at skrive sit eget navn! Da vi kom hjem i går, lå der en reklame med et “S” på. Ud af det blå sagde hun, at det var det samme som i hendes navn, og så hentede hun resolut et stykke papir og en farveblyant, Uden hjælp skrev hun alle bogstaver i hendes navn. Dog i lidt forkert rækkefølge: S A F I O… men stadig forståeligt for en stolt mor. Det er sgu da meget sejt af en treårig pige.

Jeg var som sagt lidt nervøs for feriepasning, og derfor snakkede vi meget med børnene om at deres egen institution skulle holde ferie, og at de skulle i en sej feriebørnehave. Vi besøgte endda børnehaven den sidste dag før pasningen. Vi kiggede ind af vinduerne og legede på legepladsen. På den måde var det ikke helt nyt for ungerne, da vi stod foran feriepasningen mandag morgen. Jeg tror på at det gjorde en forskel fra dem. I hvert fald havde de mere travlt med at fortælle de nye pædagoger om at de legede på legepladsen dagen før end at tænke over at de var et nyt sted.

Gør I brug af feriepasning og hvad er jeres erfaringer med børnenes reaktion?

Print Friendly

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/thespacebetween.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

5 thoughts on “Feriepasning

  1. Hvor er de seje! Og hvor er det bare dejligt at det går så godt selvom de er et lidt fremmed sted – det lyder som en rigtig god ide at snakke om stedet og besøge så ungerne ved hvad der kommer 🙂

    • Det er så dejligt at det går godt. Sofia har dog søgt tryghed i vores seng de sidste par nætter, men det tager vi gerne med

  2. Svarer lige her også (har svaret på min egen blog også 🙂 )
    Hej Tine,
    Tusind tak for din kommentar. Jeg starter også langsomt op, har før løbet 3,5 og 5 km.
    Så tænkte at starte ud med 2 km ikke var helt urealistisk.
    Jeg satser på, at når jeg kan få tiden skåret væsentligt ned, så øger jeg lidt mere, men kun lidt af gangen, for jeg har dårlig kondition, og skal passe på bækkenet, og mig selv generelt.
    Så har ikke travlt, skal bare i form, og 2 km er bestemt bedre end ingen ting.

  3. I år har vi været så heldige, at dagpleje og børnehave har lukket på samme tid, og vi kunne også få vores til at passe. For mig er det ret heldigt at jeg kunne få de uger taget i betragtning af, at jeg startede nyt arbejde i marts.

    Hvis vi et år ikke er så heldige, vil vi nok blive nødt til at sende dem i ferieinstitution, da vi ikke rigtigt har nogle pasningsmuligheder vi ellers kan bruge.

    • Det er så dejligt at det går godt!

      Skønt at du kunne få ferie. Det er altid svært når man er forholdvis ny, for man kan jo ikke stille de største krav.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier