I dag stod den på små krydrede oksedeller og tilbehøret var blomkålscouscous og tomatsalat. Menuen endte dermed med at blive en smule eksotisk. Måske en god blanding mellem græsk og marokkansk. Råvarerne var dog pæredanske, og vi prøver at udnytte de sidste smagfulde danske tomater med en helt plain tomatsalat. Dressingen er med til at give smag, men den kan også erstattes af en god ost, fx blokosten, som er min favorit. Den kunne sagtens smuldres over tomaterne, eller røres sammen med lidt citron og persille.
Blomkålscouscous var Sofia meget glad for. Hun synes det smagte rigtigt godt. Også manden var imponeret over den smag af citron, mynte og persille, der var i den saftige couscous. Saltmandler kan man sagtens undlade, men det give lidt spændende crunch til retten. Og når man er i gang kan man jo lave en større portion, så man har til lidt snacks:-)
Blomkålscouscous, 4 personer
Ingredienser
1 blomkål
1 håndfuld kruspersille
1 håndfuld mynte
Skal af 2 citroner
Saltmander
100 g mandler
Olie til stegning
Salt
Fremgangsmåde
Jeg puttede blomkålen i foodprocessoren, men den kan også rives på den fine side af rivejernet. Bland med citronskal og finthakket mynte og persille.
Opvarm olien. Lad mandlerne tage farve, mens de vendes i rigeligt salt. Lad dem køle af på et stykke køkkenrulle inden de hakkes, og puttes over couscous’en.
Tomatsalat, 2 personer
Ingredienser
2 store tomater
1 rødløg
Lidt kruspersille (kan udelades)
Dressing
1 dl mayonnaise
½ dl creme fraiche
1½ spsk. citronsaft
1 presset fed hvidløg
Salt og peber
Skær tomaterne i skiver og drys med finthakket rødløg. Rør dressingen sammen. Lav dem eventuelt på forhånd, så den kan hvile i køleskabet. Top med dressing og finthakket persille.



