Hokkaidosuppe med spicy kylling og bacon topping

26.10.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

Hokkaidosuppe_lchf_thespacebetween

Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen! Jeg er en suppe-pige. Jeg elsker suppe. Her i de kolde måneder kunne jeg sagtens spise det hver dag. Jeg tilføjer dog tit en slags kød, for at få lidt mere mæthedsfornemmelse. Denne gang er det kylling og bacon, men det kunne lige så vel være rejer, kødboller eller lignende. Man kan selvfølgelig også bare nøjes med suppe:-)

Suppen har hokkaido-græskar som base, og så er resterne i grøntsagsskuffen ellers tømt ned i gryden. Jeg tænker ikke så meget over, hvad jeg putter i, men blot at det skal smage godt. Og så tænker jeg lidt over farven. Det er bare mere appetitligt at spise en orange, rød eller grøn suppe end at spise en brun! Så denne suppe har altså overvejende røde, gule og orange grøntsager i.

Jeg bruger samme fremgangsmåde som ved den lækre grøntsagssuppe, men ingredienserne er blot skiftet ud. Det er en super god suppe, da den bliver helt cremet og fløjlsblød. Den kan varieres i det uendelige, så grøntsagerne kan man vælge efter behag.

Mine børn elsker suppen, så vær ikke nervøs for at servere den til de små. Jeg tager blot noget bacon og kylling fra, da de helst ikke skal have chili.

Hokkaido-suppe med spicy kylling topping, 4 personer

Ingredienser
2 fed hvidløg
3 løg
1 hokkaido græskar
4 gulerødder
2 rød/orange/gul peberfrugt
Et par stængler bladselleri
3 dl grøntsagsbouillon
½ dl tomatpuré
½ L fløde
250 g Philadelphia flødeost
Smør eller kokosolie til stegning
Salt og peber
2 pakker bacontern
1 håndfuld bredbladet persille
1 fed hvidløg
1 rød chili
1 bakke færdigstegt strimlet kylling

Fremgangsmåde
Snit løg, græskar, gulerødder, peberfrugter, bladselleri og hvidløg fint. Sauter løg og hvidløg i smør eller kokosolie indtil løgene er gennemsigtige. Kom græskar, peberfrugt, bladselleri og gulerødder op i gryden, og lad dem sautere med i nogle minutter. Tilsæt bouillon, tomatpuré, fløde og flødeost, og kog i 15 minutter. Lad suppen køle lidt ned. Blend den med en stavblender og varm op igen inden servering. Steg bacon, og tag af varmen. Sauter fintsnittet hvidløg og chili i baconfedtet. Hæld kyllingen ved, og varm igennem. Tilsæt persille og bacon til allersidst. Server suppen med spicy kylling topping.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier