Endnu et halvmarathon er gennemført: De 3 broer

Et officielt billede fra løbet

Jeg sidder her og ømmer mig, mens jeg skriver disse ord. I søndags løb jeg nemlig De 3 broer halvmarathon fra Rudkøbing til Svendborg. Utroligt nok er det ikke benene, der er det største problem. Jeg har simpelthen fået de ondeste vabler på begge fødder, og det er en pine at have bare klipklappere på. Samtidig har jeg et sår lige under min navle, da jeg åbenbart ikke har fået sat min buksesnor ordentligt efter jeg vandede et landmands mark på Tåsinge efter knapt 10 km løb. Jeg skyndte mig bare at hive bukserne op for ikke at skræmme alt for mange andre løbere med mine hvide baller. Og jeg registrerede da godt nok at noget irriterede mig da jeg løb, men tænkte ikke nærmere over det. Det hævner sig. Så derfor har jeg nu et væskende sår på størrelse med et par fingre lige under navlen!

Nå, men jeg var faktisk tæt på at udeblive fra De 3 broer halvmarathon. Jeg har ikke fået trænet så meget som ønsket op til, og efter oplevelsen efter mit sidste halvmaraton, var jeg faktisk decideret bange. For denne gang skulle min mand ikke løbe med mig. Han løber hurtigere end mig, og jeg havde sagt til ham at han bare skulle give den gas. Så vi løb efter forskellige balloner. Man lægger sig efter den ballon, som har den sluttid, man sigter efter. Jeg lagde mig efter 2:20, hvilket vil sige at jeg sigtede efter en tid, der hed 2 timer og 20 min.

De første 9 km lå jeg fint efter ballonen på trods af at jeg tog mig godt tid på depoterne til at få vand, energirik og banan ned i maven. Men da jeg så skulle tisse i marken, blev jeg faktisk overhalet af den ballon, der hed 2:30. Så på det tidspunkt var jeg godt klar over at jeg ikke ville slå min sidste tid, der hed 2:31. Men det var egentlig heller ikke meningen med dette løb, da jeg som sagt ikke havde fået trænet nok. Løbet skulle blot være for oplevelsens skyld.

Og sikke en oplevelse det blev. Vi startede som sagt i Rudkøbing på Langeland, og stod faktisk i bagende sol, da vi skulle starte på Langelandsbroen. En bro med en rimelig stigning. Faktisk havde jeg frygtet den start. Men den viste sig at være min mindste bekymring. I starten løber man så mange sammen, at man nærmest bliver båret frem. Jeg nåede faktisk ikke at tænke og stigningen og gennemførte de første 5 km til første depot i fin stil. Herefter ramte vi Siødæmningen, og den var styg. Vi løb på lige landevej i bagende sol, og med ingen vind. Det blæste faktisk en del den dag, men vi må have løbet i læ. I hvert fald slog solens stråler hårdt. Jeg satte tempoet ned, og kæmpede mig til næste depot ved 9 km. Efter depotet skulle vi løbe rundt på Tåsinge. Vi løb gennem skove og bakket terræn til Valdemars Slot. Jeg var nede at gå flere gange, da jeg kunne mærke at blodsukkeret var lidt nede. Jeg havde taget nogle vingummiet med i lommen, og dem spiste jeg mens jeg nød udsigten ved Caroline Flemings Slot:-)

Selfie ved Troense lystbådehavn efter ca. 14 km

Efter slottet løb vi mod Troense, og deres fine lille lystbådehavn. Lokale havde tagt opstilling med vandboder, og de heppede på os op ad de vedvarende bakker. Ved lystbådehavnen måtte jeg simpelthen stoppe og tage et selfie. Der var så smukt, og jeg har ikke været der før. Publikum grinede af mig, men jeg havde en fest. Jeg tog mig tid til at takke dem, der klappede af os løbere, og kunne faktisk mærke at energien var ved at komme tilbage.

Efter Tåsinge ventede nu “kun” Svenborgsundbroen. Den kom efter ca. 17 km, og her var mine ben ved at være godt møre. Dem, der kender broen, ved at den er lang, og har en rimelig konstant stigning. Men jeg havde besluttet mig for at løbe hele vejen over den. Jeg hægtede mig på et par andre løbere, og så tog vi ellers broen i et stille og roligt tempo. Desværre stod de andre løbere af en efter en, og jeg endte med at ligge alene. Man skulle tro at det ville være godt sådan at andre faldt fra. At jeg ville blive motiveret til at give den en ekstra skalle, når nu jeg kunne blive ved med at løbe. Men det havde faktisk den lidt modsatte effekt. For når jeg har løbet i 2 timer, så craver jeg al den opbakning, jeg kan få. Jeg higer efter at koble mig sammen med andre. Ligge i læ af andre. Så da jeg var ovre på Fyn, måtte jeg ned og gå i nogle minutter. Hefra var der heldigvis ikke langt hjem, og resten af turen gik i stille og roligt tempo. Med enkelte gåture.

Mobilbillede taget af min kære mand, da jeg er 10 m fra målstregen

Da jeg nåede målområdet gav jeg den fuld gas, og spurtede over målstregen. Sådan føltes det i hvert fald. Men for dem, der kiggede på, har det nok mest af alt mindet om skildpadde-tempo. Men i mål kom jeg da. I tiden 2:42:56.

Jeg har som sagt ikke specielt ondt i kroppen eller benene, men jeg kan da godt mærke at jeg har løbet langt. Mit bække og hofter at lidt ømme, og det bliver nok svært at komme igennem bootcampensbootcampens cirkeltræning i aften. Men jeg er stadig glad for at jeg gennemførte. Det minder mig på en eller anden måde om den rejse, jeg har været på de sidte 2 år. Først med et vægttab på 15-16 kg og desuden at gå fra sofa-kartoffel til rimelig habil løber. DET er jeg stolt af!