I går var jeg til opstart på Karina B bootcamp. Et forløb, jeg var så heldig at vinde på Facebook først på sommeren. Et forløb som normalt koster knapt 3000 kr.
Karina B bootcamp løber over 12 uger, og går i al sin enkelhed ud på at få nogle gode vaner ift mad og motion. I løbet af de 12 uger får man tips og tricks til hvordan man får indført en sund kost, og man prøver en række forskellige motionsformer af.
Vi er 19 deltagere, som mødes 1 gang om ugen i 2 timer. Størstedelen af os er helt nye, men nogle var med for både anden og tredje gang. Når vi mødes bruger vi ca 1 1/2 time på motion. Fx skal vi igennem tabata, cross dance, cirkeltræning osv. Resten af tiden snakker vi ugen igennem, og kan dele vores erfaringer. Og så får vi selvfølgelig også kostvejledning.
Os deltagere har forskellige mål. Nogle vil gerne tabe sig. Andre vil strammes op. Nogle tredje vil have styr på fedtprocenten, eller måske bare have tips til hvordan motion kan give mere energi i hverdagen. Vi var faktisk nogle i alle aldre og størrelser! Og der var også en mand.
Vi bliver ikke vejet hver uge, da det ikke er det primære mål (for alle). Men vi blev vejet i går. Bliver vejet igen når vi er halvvejs, og så slutter vi af med en vejning også. Ud over det bliver vi målt på kroppen, får målt fedtprocent og får taget billeder. På den måde vil man kunne følge op på alle de forskellige individuelle mål.
Mit mål med bootcampen er at tabe 8 kg. At smide nogle centimeter. Især omkring maven. Og så skal jeg have fedtprocenten ned. Den er steget gevaldigt det seneste halve år, og den bør sænkes. Ud over det håber jeg på at få en masse numse-øvelser, da jeg super gerne vil gå fra skvat-røv til squat-røv;-)
Karina anbefaler heldigvis den kost, jeg allerede er vant til, så på den front er der ikke de store problemer. Altså andet end at skære alt slik, chips osv fra. Men jeg tror på at jeg nok skal nå mit mål. Det er jo noget af en chance at få når man vinder sådan en Karina B bootcamp. Så den har jeg altså tænkt mig at gribe!
Pingback: The Space Between De 3 broer halvmarathon