Anton er efterhånden blevet 7 måneder – ja faktisk er han godt på vej til 8. Idag tog han de første spæde kravl hen over gulvet, og man kunne næsten se på ham hvor stolt han var. Nu var koden blevet knækket! Han har taget tilløb til det den sidste måneds tid, og har været ret frustreret over ikke at kunne følge med sin storesøster. Men jeg er sikker på at de snart farer rundt i hele huset. Der skal nok blive lavet narrestreger!

Søvnen er blevet meget bedre. Han sover fra 20-5.30 uden at få andet end en tår vand eller to. Og så sover han to eller tre lure i løbet af dagen. En af dem er gerne på 2-3 timer, men det svinger meget. Idag sov han fx 3 1/2 time. Jeg ville selvfølgelig ønske at han sov længere om morgenen, men da Sofia også står tidligt op, så ændrer det ikke så meget.

Mht maden, så stoppede jeg med at amme for en måned siden. Så nu lever han af grød, mos og modermælkserstatning. Han spiser også noget af vores mad, hvis det kan findeles. Fx æggekage, laks, ris osv. Og så får han lidt at gnave i. Æble, agurk, rugbrødsstænger og andet som er godt for de ømme gummer. Den første tand kom for en måned siden, og makkeren i undermunden tittede frem igår.

En lille forsinket billedstrøm fra Sofias to års fødselsdagsfest. Det er sjovt at hun nu er blevet bevidst om at det var hende, vi fejrede. Gaverne blev flået op, og der blev spist kage og drukket kakao som aldrig før. På dagen var der nemlig ingen begrænsninger på den front.

Sofia er forresten startet i ny vuggestue. Hun startede i sidste uge, og det er derfor jeg har været lidt fraværende. Indkøringen er dog gået over al forventning, og hun er blendet fint ind blandt de andre børn. Jeg var ærligt talt lidt nervøs for skiftet, for en toårig er jo meget bevidst om sine omgivelser, og især Sofia knytter sig til bestemte personer. Men i et halvt år har vi kørt frem og tilbage til den gamle vuggestue 20 km væk, så det var en nødvendighed at flytte hende. Nu kan vi nemlig nærmest spytte derover. Så dejligt bare at kunne putte Anton i barnevognen og hente hende. Det letter meget i en ellers presset hverdag.

“Kæreste lille Sofia

Af frygt for at glemme alle detaljerne, skriver jeg nu historien ned om dit liv i min mave og din ankomst til verden.

Du var på alle måder et ønskebarn. Far og jeg havde ikke kendt hinanden mere end 1 år, da jeg blev gravid. Men det var med fuldt overlæg. Dog havde vi ikke regnet med at det gik så hurtigt, men da graviditetstesten var positiv, den kolde decembermorgen i 2011, var det starten på vores nye liv. Vores liv som forældre.”

Sådan starter mit brev til Sofia. Et brev som jeg skrev kort efter fødslen for ikke at glemme alle detaljerne og de små øjeblikke. Og nu –  2 år efter hun kom til verden på en regnvåd augustaften, er jeg glad for at jeg gjorde det. Det er dejligt at kunne gennemlæse alle mine følelser kort efter fødslen, og jeg må ærligt indrømme at jeg sidder med tårer i øjnene mens jeg skriver dette indlæg.

Det er helt uforståeligt at min lille datter bliver to år!! Hun er gået fra bare at være en lille sammenkrøllet bylt til nu at hoppe rundt, snakke uafbrudt, synge sange, tælle til ti (!) og smøre sin egen mad. Senere idag bliver hun fejret efter alle kunstens regler og jeg glæder mig til at se hende dratte om af bare glæde i aften, når hun har åbnet den sidste gave. Er sikker på at hun vil  nyde dagen i fulde drag og glæde sig over at der idag ikke er restriktioner på kage og kakao:-)

For 2 år siden havde jeg netop passeret terminsdatoen med Sofia, og tusindvis af sommerfugle blafrede rundt i hele min krop. Siden december måned året før, havde jeg glædet mig som en sindssyg til at se den lille spire, der havde vokset sig større og større i min mave. Jeg havde gjort mig en masse tanker om at blive mor, og nu kunne det bare ikke gå hurtigt nok med at få hende ud. Hun ventede dog helt til 5 dage over tid, og efter 24 timer med veer så hun endelig dagens lys. Og så blev jeg stormende forelsket i min lille datter. Jeg var ikke længere det vigtigste i mit eget liv. Fra nu af blev alt andet sat til side for min lille fis. Tænk at et lille menneske på 3200 g og 49 cm, kan ændre så meget.

Mange tak for alle de mange søde og opmuntrende kommentarer til forrige indlæg. Det er jo en meget personlig ting at fortælle til fremmede, men som jeg skrev, så står mange andre sikkert i min situation, så jeg synes det er vigtigt at fortælle at selvom alt ser fint ud på overfladen, så behøver de ikke være det.

Denne weekend har humøret dog været helt i top. Vi har været udendørs alle vores vågne timer, og det er altså bare dejligt. Især i det her fantastiske vejr. Jeg fik endda 45 minutter i hængekøjen, da børnene sov. Så dejligt!

Om nogle timer går turen til hovedstaden, hvor jeg skal skråle med på blandt andet Let Me Entertain You i Parken i aften. Glæder mig så meget til bare at være Tine – uden at være mor. Bare i et par timer:-)