Vores ferie er allerede ved at lakke mod enden. I morgen står den igen på arbejde. Vi har desværre kun kunne tage 2 uger, da vi skal bruge 2 uger igen i efteråret. Men her er der til gengæld også booket en tur til Thailand på en luksuriøst resort, så det opvejer at vi ikke har haft det bedste vejr i vores uge i sommerhus på Lolland. Vi har dog hygget os og slappet af alligevel, og det er jo det vigtigste med ferie!
På madfronten har jeg ikke været så striks som normalt. Jeg har spist franske hotdogs, slik, masser af is og pizza. Sidste nævnte gav mig en kæmpe mavepine, så det var virkelig en øjenåbner ift. hvilken mad, der er godt for mig. Men det skriver jeg lidt mere om en anden gang:-)
Dette er IKKE en LCHF opskrift. Jeg laver også mad som falder uden for den kategori. Det er dog mest når det kommer til bagværk, for her smager hvedemel og hvidt sukker altså bare godt;-). Især når det laves som en mørdejstærte med sød rabarber og knasende hasselnødder. I princippet kunne crumble tærten også have været med æbler eller pærer, men vi har stadig rabarber i haven, så de skulle udnyttes.
Tærten er overraskende nem at lave – og endda også børnevenlig. Jeg havde Sofia med på sidelinjen, og hun kunne sagtens være med til at røre dejen sammen og til at putte rabarber og hasselnødder på bunden. Hun var dog svær at holde fra resterne af dejen. Men hvem kan bebrejde hende?! Sukker, mel og ssmør smager jo godt sammen;-)
Opskriften er fundet hos CPHFOODIE, men I får den lige her også.
Rabarber crumble med hasselnødder, 8 portioner
300 g mel
200 g smør
100 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
Ca. 400 g rabarber
En håndfuld hakkede hasselnødder
Start med at vaske rabarberne, og skær dem i små stykker.
Smelt smørret og hæld det over i en skål hvor det røres sammen med sukker og vaniljesukker. Herefter røres mel og bagepulver i lidt af gangen indtil kagedejen bliver til crumble.
Hæld cirka 2/3 dele af dejen i en smurt tærteform, og tryk den ned i formen og lidt op af siden. Anret herefter med rabarberne ovenpå dejen så de er spredt ud over bunden. Drys med hakkede hasselnødder.
Brug den sidste 1/3 del af dejen til at smuldre over rabarberne så de bliver en smule dækket.
Bag kagen i ovnen ved 160 grader i cirka 40-45 minutter.
Jeg serverede tærten lun med en god klat creme fraiche til, men jeg er sikker på at flødeis også vil være et hit.



Pingback: (LCHF) opskrifter med rabarber