Når man starter nyt job kan man ikke undgå at føle sig som den dumme pige i klassen. Som ny kan man jo ikke tingene, man kender ikke arbejdsgangene og man ved ikke hvordan der plejer at blive gjort. Man spørger om tingene mange gange for at sikre sig, at man gør det rigtigt. Det er jo sådan set helt naturligt, men man kan ikke undgå at få tanken om at man ikke slår til. Er man nu god nok til sit nye job. Kan man overhovedet det, man er blevet ansat til.
Sådan tænker jeg også tit om moderskabet. For det er jo også en slags ansættelse – dog uden kontrakt. Kan jeg egentlig det, jeg skal?! Slår jeg til?! Der følger jo ikke nogen brugsanvisning med når baby pludselig ligger i ens arme, så man kan jo ikke andet end at prøve sig frem. Men man har jo ikke den fjerneste anelse om hvad, de ting man gør, vil betyde 10 år frem i livet. På jobbet ved jeg som regel hvad det betyder hvis jeg gør noget forkert. Så stemmer budgettet ikke. Jeg når det ikke til tiden, Eller opgaven bliver ikke løst til kundens tilfredshed. Men med mine børn ved jeg ikke hvad det betyder hvis jeg gør noget – eller undlader at gøre noget. Jeg har dog besluttet ikke at lade det ukendte påvirke mig alt for meget. Jeg øver mig på at sige pyt, og lade være med at tænke på om jeg nu slår til.
Jeg prøver at lade være med at være så f*cking perfektionistisk. Det har jeg desværre kæmpet meget med, og det har (for)fulgt mig hele mit liv. Jeg har altid skulle have 100% styr på tingene inden jeg var tilfreds, og det er virkelig en hæmsko nogle gange. At blive mor har dog lært mig, at mindre også kan gøre det. Jeg kæmpede meget med at leve op til egne og andres forventninger da jeg havde født Anton, og det endte i en større orkan af følelser og tanker. Så nu prøver jeg at lære mig selv at man godt kan være en god mor, en god kone, en god ven og en god kollega uden at gøre det perfekt hele tiden.
Når jeg får følelsen af ikke at slå til, husker jeg at trække på skuldrene og minde mig selv om at jeg gør mit bedste!
