6 måneders eventyr

18.07.2013 af: Tine Kategori: Snik snak

Dette bliver nok et af bloggens til dato mest personlige indlæg. Jeg har taget tilløb til det i lang tid, men her et halvt år efter Antons ankomst til verden, virker det lige pludselig helt rigtigt at poste. Jer der har fulgt med et stykke tid ved, at graviditeten med Anton ikke var planlagt. Jeg plejer at sige at han ikke var planlagt, men meget ønsket:-). Det at blive mor til to med mindre end halvandet års mellemrum har været en kæmpe og overvældende opgave for mig. Det har oven i de flytninger vi gennemgik som højgravid og som nybagt mor til to betydet, at der har været dage, hvor jeg har været ret trist og uoplagt. Jeg har simpelthen haft svært ved at overskue min situation. Både som mor, som kæreste, som datter, som søster og som veninde. Jeg har haft nok i mig selv og min situation, og har derfor lukket mig inde i min egen verden for at levere som mor. Eller skulle jeg sige: for at overleve som mor!

Anton har været en soveskovl meget af tiden , og sammenholdt med førnævnte flytninger, har jeg nogle dage været gået helt ned med flaget. Det er umiddelbart nok ikke noget, mine omgivelser har kunne mærke på mig – udover de helt nære – men jeg har selv kunne mærke, at jeg ikke har været 100% mig selv. I mange måneder slog jeg det hen, for det er jo en stor opgave at blive mor, men for et par måneder siden gik det op for mig, at der måske skulle mere til end bare at se tiden an. Jeg har haft lange snakke med sundhedsplejersken, og hun anbefalede mig at involvere både familie og professionelle i min situation. Ikke noget, jeg normalt gør, da jeg har svært ved at snakke følelser – selv med kæresten. Men jeg hankede op i mig selv, og det har heldigvis gjort, at jeg nu har mere overskud til tingene og mit humør er blevet bedre. Men jeg skal ærligt indrømme, at der har været måneder, hvor det kun har handlet om at overleve, og hvor jeg har været trist. Tristheden er dog kommet meget i perioder, og der har uden tvivl også været rigtigt mange gode øjeblikke som mor det sidste halve år. Men på et tidspunkt var de triste stunder bare flest. Det er de heldigvis ikke mere. Og jeg kan derfor se tilbage på det sidste halve år med glæde. Noget jeg ikke troede muligt for bare to måneder siden.

 Jeg har ikke delt min situation med særligt mange, for det har været svært at indrømme, at jeg ikke slog til som mor. Sådan følte jeg det i hvert fald selv. Men jeg har fået øjnene op for at jeg bliver nødt til at melde ud, at jeg behøver ro og tid til at finde mig til rette i min “nye” situtation. Før sagde jeg ja til det ene og det andet, men nu er jeg blevet bedre til at mærke efter om jeg egentlig kan overskue det, og om det er godt for min familie og jeg.

Og så synes jeg også det er vigtigt at påpege, at det at blive mor, ikke nødvendigvis er lig med en over-the-top lykkefølelse. Det er jo tit det glansbilledet viser. Og netop det, fik mig til at skrive dette indlæg. For ved ikke at bekende kulør, gik jeg jo med til at udstille glansbilledet. Så egentlig er jeg jo ikke en skid bedre end alle de andre, der har stået i samme situation som mig, men som har holdt det for dem selv. Ifølge min sundhedsplejerske oplever 1/4 af alle nybagte mødre en så markant tristhed, at det påvirker dagligdagen. Det havde jeg alligevel ikke troet. Jeg var faktsik sikker på, at det bare var mig, den var gal med:-)

Det blev en lidt lang tankestrøm. Og sikkert også en anelse uoverskuelig og usammenhængende. Men man kan ikke redigere i følelser og derfor får dette indlæg lov til at forblive som jeg skrev det første gang.

Print Friendly

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/thespacebetween.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

24 thoughts on “6 måneders eventyr

  1. Det er et flot indlæg du har fået lavet. Og det er klart, at du har haft det svært, når der har været så meget at se til. Ikke at jeg skal kunne forestille mig det, da jeg ikke selv har børn, men alligevel synes jeg det er flot, at du har klaret dig igennem det, og er sikker på, at de gode tider kun bliver flere og flere.

    • Heldigvis er jeg nu nået til det punkt, hvor jeg kan se fremad. For få måneder siden følte jeg mig fanget i mit liv…… Et liv som jeg dybest set ikke var tilfreds med. Men jeg er nu ved at finde mig til rette og nyder tiden med mine børn.

  2. Sender en masse tanker. Det er ikke nemt at blive mor, og kender (desværre) alt til følelsen til ikke at slå til 🙁 er glad for at læse at du har fået åbnet op og fået hjælp, og det er ok at sig fra og indrømme at man/du/vi ikke kan klare ALT hele tiden.
    Håber at du kommer meget mere oven på og kan få en rigtig god sidste del af din barsel 🙂
    Har selv været igennem et forløb med anerkendelse af ikke at kunne alt og havde alt for høje forventninger til hvad jeg skulle 🙁 det tog tid (i virkeligheden kæmper jeg stadig indimellem)

    Knus herfra

    • Du rammer hovedet på sømmet. Jeg kæmper også med at leve op til forventningerne , mest mine egne. De er nok for høje til at kunne hænge sammen med to børn. Men som du siger, så er det svært at indse og efterfølge.

    • Tak. Jeg er begyndt at føle mig sej, men det har egentlig været hele humlen i min tankegang. Altså at jeg skal have vend min tankegang fra at føle mig uduelig til at føle mig sej. Og jeg er godt på vej:-)

  3. Kære Tine.

    Kender dig ikke ud over at jeg læser din blog, men dejligt med et ærligt indlæg fra dig. Et indlæg hvor du virkelig giver noget af dig selv med følelser og tanker.
    Og dejligt at du tør skrive at det ikke er lyserødt hele tiden at være mor til 2 små børn.

    Vi havde en dreng som ikke sov igennem før han var 4 år, og som i øvrigt også var rigtig meget syg. Vi trak en del på bedsteforældre (har 2 sæt i nærheden), men alligevel sled det på vores forhold.
    Vi klarede det, men har ikke fået flere børn. Tror ikke vores forhold havde kunne klare et barn mere.

    Hold ud, og drop alle de høje forventninger som du har til dig selv. Det er svært, men når man giver slip, så bliver det så meget nemmere.

    Jeg fik aldrig bagt brød til når mødregruppen kom påbesøg. Købte altid ved bageren. Havde mange nullermænd osv. og vi fik ikke ret meget søvn. Når vi endelig havde en friaften brugte vi den altid på at sove. Folk spurgte altid: Nå, skal I så ud og spise og i biografen…. Nej, vi ville bare sove.

    Få kæresten til at stå for aftensmaden bare hver anden dag, for kunne læse at du skrev at du havde stået for den det sidste halve år.
    Blot fordi du har barsel skal det ikke være dig som det altid hænger på. Ved ikke om han ikke er god til at lave mad – din kæreste – men så lad ham lave noget nemt til jer.

    Men skønt at høre at du ser lysere på fremtiden. Det skal nok gå, og når du begynder på arbejde bliver det igen hårdt.
    Lav madplaner for en uge af gangen, handel stort ind, og planlæg og strukturer.

    Du er sej, så du skal nok klare det – og jeg ved at det er hårdt arbejde. Skønne unger du har 🙂

    • Tak for alle de gode råd! Jeg prøver at være bedre til at give ansvaret fra mig. Men det er nok også et af mine problemer. Jeg vil så gerne klare det selv;-). Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i jeres situation, og det er uundværligt mes hjælp fra familie og venner.

  4. Stærkt gået at du har valgt at udgive indlægget. Jeg er jo ikke selv mor, endnu.. mon jeg nogensinde bliver det egentlig? Tilbage til dig. Virkelig sejt!
    Nogen gange bliver tingene bare nemmere hvis man får det sagt. Kæmpe kram herfra.

    • Det lettede meget på min situation at sige det til mine forældre. Det var en stor ting at gå med selv. Og jeg har det virkelig meget bedre allerede nu. Nu glæder jeg mig over at have barsel. Før ville jeg bare tilbage på arbejde.

  5. Tine – hvor er du bare sej at du deler noget så personligt – jeg har stor respekt for at du fortæller at livet som mor ikke altid er rosenrødt og at to børn så tæt på hinanden kan være dødhårdt.
    Jeg er glad for at høre at du har det bedre nu og fik inddraget SP, det tror jeg ikke man skal være bange for, selvom det virker grænseoverskridende.
    Knus og tanker til dig 🙂

    • Tak, søde Ann. Jeg er vant til at klare mig selv, og derfor var det et kæmpe skridt at snakke med SP om at få hjælp. Men jeg er glad for at jeg gjorde det. Det har virkelig hjulpet mig i den rigtige retning.

  6. You are not alone, Tine!! Og du er så vild at du har fået to unger så tæt på hinanden. Dybeste respekt herfra. Og det er jo tydeligt at se at dine børn har det godt og er lykkelige.

    Og ja, det der skide glansbillede simpelthen noget der forpester alt for mange selvbillede af hvad de BØR. Og i mit tilfælde er det især den generation før os der har været skyld i det. De kan jo ikke huske en bønne af de lange nætter, utilstræklighed osv osv og har i mit tilfælde kun været med til at male et billede af hvor fantastisk det var og at det ikke havde været synderligt hårdt. Derfor holdte jeg ret hurtigt op med at bruge dem til råd og istedet for veninderne som havde oplevelserne HELT frisk i erindringen (også de dårlige).

    • Dyb respekt for dit indlæg om emnet, Jeanett. Jeg kan nikkede genkendende til alt, hvad du skriver. Jeg elsker også mine børn af hele mit hjerte, men derfor synes jeg stadig at de kan være mega belastende. Nogle gange trænger jeg bare til at komme lidt væk fra dem fordi det hele går op i bleer, søvnmangel og utilstrækkelighed. Håber virkelig vores åbenhed omkring emnet kan lukke op for at det er ok ikke at svæve på en lyserød sky hele tiden, når man er blevet mor. Og at man på ingen måde skal leve op til glansbilledet for at være en god mor.

  7. Pingback: Rollemodel

  8. Pingback: Pseudotvillinger #4

  9. Pingback: Status uge 20, 21 & 22

  10. Pingback: Hvem gemmer sig bag skærmen?

  11. Pingback: Dagens fødselsdagsbarn: Anton

  12. Pingback: Om at slå til

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier