Jeg gennemførte mit første halvmarathon!

02.05.2016 af: Tine Kategori: Motion, Vægttab

Halvmarathon

Jeg gjorde det. Jeg f***ing gjorde det! Jeg gennemførte (mit første) halvmarathon. Det var ikke kønt, og det var ikke en særlig god tid. Men jeg gjorde det. Jeg havde desværre store problemer med min mave, og det betød at jeg efter 14-15 km måtte skiftevis gå og løbe. Min mave havde de sidste mange kilometer skvulpet rundt. Det lød næsten som om jeg løb med en halvtom vandekande ved siden af mig. Min mand var meget chokeret over at det var min mave. Han troede det var noget af mit tøj, der lavede den høje lyd. Men det var altså bare mig!

De første 10-12 km kunne jeg sagtens abstrahere fra det, men derefter begyndte det at gøre mere og mere ondt. Der var vildt ubehageligt og jeg fik mavekramper. Mine forældre stod på ruten sammen med Sofia og Anton, og jeg fik instrueret dem i at finde en halv banan til mig. Den brugte jeg lige et par minutter på at spise, og troede at det ville give lidt ro i maven. Men det gjorde den ikke. Tværtimod. Det blev bare endnu værre!

Så derfor blev resten af løbet gennemført halvt luntede og halvt gående. Jeg havde jo heldigvis min mand ved min side hele vejen, og havde det ikke været for ham, så var jeg aldrig kommet i mål. De sidste 2 km var jeg så dårlig at jeg nærmest ikke kunne se ud af mine øjne. Det hele kørte rundt og jeg var noget svimmel. Men han overbeviste mig om at sætte et ben foran det andet, og tage det i et stille og roligt tempo. Da jeg drejede om det sidste hjørne på stadion, kunne jeg se og høre Sofia og Anton. De heppede og jublede, og jeg gav det allersidste, jeg havde tilbage i min krop. Og der nåede vist også at komme et smil frem, da målstregen blev krydset (det allerførste billede) ;-o

Men derefter gik det endnu mere ned af bakke. Min mave blev ved med at drille mig, og jeg lå i fosterstilling resten af lørdagen og hele søndagen. Jeg var helt færdig pga. mavekneb. Det var lidt ligesom at have veer. Med jævne mellemrum, vendte hele min mave sig. I dag har jeg stadig været plaget af det, men jeg har været på job. Det har dog ikke været sjovt, men jeg kunne heldigvis holde smerterne nede med lidt smertestillende.

Resten af kroppen er rimeligt upåvirket. Mine lår er lidt ømme, og det har været en anelse svært at komme op af kontorstolen i dag. Men det har ikke været slemt. Jeg cyklede da også på job i dag, og tænkte at de 16 km cykeltur ville være en god måde at få løsnet musklerne op på. Jeg har tidligere haft øm lænd og ømt bækken efter de lange løbeture, men det har der heldigvis ikke været noget af. Så hvis ikke maven havde voldt mig så store problemer, så ville jeg være i super fin form efter lørdagens 21 km!

Skal jeg løbe halvmarathon igen? Ja, det skal jeg. Jeg har planer om at løbe De 3 Broer i slutningen af august. Det er et halvmarathon fra Rudkøbing til Svendborg, hvor man løber over de broer, der er på vejen. Jeg kører tit turen i bil, og der er nogle voldsomme stigninger, så det bliver et hårdt løb. Så jeg må hellere træne intenst hen over sommeren, så jeg kan komme i mål med en bedre tid end i lørdags. Ikke at tiden var vigtig for mig. Det handlede bare om at gennemføre. Om at bevise at jeg kunne gennemføre et halvmarathon. For næsten præcist et år siden, løb jeg min første 5 km, så dette løb skulle ligesom sætte prikken over i’et i hele min proces med at få en sundere krop. Men derfor vil jeg jo alligevel gerne have en bedre tid:-)

Print Friendly, PDF & Email

One thought on “Jeg gennemførte mit første halvmarathon!

  1. Pingback: At løbe sig iFORM

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier