Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/thespacebetween.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/thespacebetween.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Hvem gemmer sig bag skærmen?

19.11.2015 af: Tine Kategori: Bloggen

CoverBilledet er taget af dygtige Brian Jensen fra Blitz77

Jeg har blogget i over 6 år, og synes det er svært at finde ud af, hvor meget af mig selv, jeg skal udlevere. Jeg har egentlig haft jer læsere med i det meste. Som da jeg var trist og arbejdsløs, da jeg rugede og fødte mine lækre unger, da jeg kæmpede med en mindre fødselsdepression og da jeg i et af mit livs mest lykkeligste øjeblikke blev gift med min mand. Men hvor sætter man egentlig grænsen?

For mig går grænsen dér, hvor andre folk ikke skal kunne blive involveret. Fx ville jeg aldrig skrive om udfordringer på jobbet, familiefejder eller stridigheder med veninderne. Og jeg har sjældent vist billeder af min mand. Har faktisk aldrig nævnt hans navn, tror jeg. Begge dele fordi han ikke ønsker det. Alle har sikkert prøvet førnævnte på egen krop, men når/hvis man vælger at udlevere sådan noget på en blog, så bliver det pludseligt offentligt. Og jeg bryder mig egentlig ikke om at lufte mit beskidte undertøj på nogle sociale medier. Det er dog en hårfin grænse, og jeg mærker altid efter helt ned i maven, om jeg også vil være stolt af indlægget 2 år ude i fremtiden. For mig virker det patetisk at slette et indlæg, fordi man har fortrudt. I min verden skulle man have tænkt sig bedre om inden udgivelse.

Jeg er med på at indlæg, hvor bloggere blotter sig selv, sikkert også får de fleste reaktioner. Men er det egentlig så vigtigt at få flest kommentarer? For mig, som på ingen måde lever af blogging, men blot gør det fordi det er min hobby, så handler det ikke om at have flest læsere eller sidehenvisninger. Det handler om min lyst til at videreformidle mit liv. Nogle vil nok kalde det at udstille sig selv. Og det er jo egentlig også det, jeg gør! Dog tror jeg på at man sagtens kan være en god og spændende blogger uden at dele ALT! Jeg lukker jer lidt ind, men I får altså ikke indblik i alt.

Fx har jeg lige været 14 dage i Thailand, og jeg har selvfølgelig nævnt rejsen her på bloggen, men jeg har ikke skrevet præcist, hvornår vi skulle af sted. Dette ifølge aftale med min kære mand, da han var bange for at vores hus ville blive ryddet imens. At en tyv ville opsnappe at jeg var væk, og dermed udnytte tiden til at røve os for alle værdier.

Selvom jeg ryster på hovedet af hans forestillinger, så kan jeg egentlig godt se hans pointe. For det er her, det er svært at trække en grænse. Skal man virkelig være så online hele tiden, at alle kan finde ud af hvornår man er hjemme, om man aftenen før har skændtes med manden eller hvornår ens hus står tomt. Eller vil bloggen være lige så interessant hvis blot indlæggene om rejsen kom 1 uge senere?

Jeg har ikke det rigtige svar. Men jeg tror det er mega vigtigt at man finder sin egen grænse. Selvom jeg elsker at skrive her på bloggen og dele øjeblikke på @tinethespacebetween, så har det faktisk været befriende med 14 dage uden. Jeg har i stedet brugt AL min tid med min dejlige familie. Vi har delt nogle helt specielle oplevelser i Thailand. Mine børn har elsket at få min udelte opmærksomhed. Og min mand og jeg har nydt hinanden uden TV, telefon eller pc. Vi har snakket sammen. Vi har spillet yatzy. Vi har flettet fingre. Vi har kigget hinanden dybt i øjnene. Og ved I hvad? Det gør vi faktisk ikke til hverdag. Vi har alt for travlt med de daglige pligter. Og når vi endelig kan slappe af, så gør vi det med TV’et tændt og hver sin telefon i hånden. Foregår det også sådan hos jer?

Indlægget tog lidt en drejning, men min pointe var bare at man skal tænke over, hvor meget man deler på de sociale medier. Både af sig selv, men også af de mest intime øjeblikke med sin familie. Giver det mening?

Print Friendly

5 thoughts on “Hvem gemmer sig bag skærmen?

  1. Det giver rigtig fin mening, og det er klart også noget jeg tænker over, selvom jeg ikke (mere) er Blogger, men bare Facebook- og instagrambruger.
    For internettet husker jo alt, også selvom man sletter noget senere…

  2. Pingback: Back from Nai Yang, Thailand

  3. Det giver SÅ god mening! Jeg har lige været igennem en periode hvor der var en masse rod blandt nogle af de mennesker, der står mig allernærmest og det har været hårdt, jeg har været ked af det og jeg har haft rigtig meget lyst til at skrive om det fordi det at skrive er min måde at få styr på mine tanker. Ved at skrive mine tanker ned falder de på plads og ofte oplever jeg at svære situationer bliver nemmere at håndtere når først jeg har formuleret dem for mig selv – men i dette tilfælde var det bare ikke noget jeg kunne skrive om for det var ikke mine problemer. Det har faktisk gjort at jeg slet ikke fik skrevet noget som helst – og det er også ok nogle gange.

    Og uh, da jeg læste dit indlæg gik det op for mig at vi også gør det der! Vi står op, kommer ud ad døren, går på arbejde, kommer hjem, leger, laver aftensmad, hygger med Emilie, putter – og falder udmattede om i sofaen med hver vores telefon/computer! Jeg tror at jeg vil tage dine ord til efterretning og finde et spil frem i aften – det tror jeg faktisk at vi trænger til 🙂

    • At få tankerne ned på skrift kan også mange gange hjælpe mig, men som du siger, så er det ikke alt, der skal udgives. Jeg synes i hvert fald det er vigtigt at have et filter, så ikke alt kommer online. Især ikke når det som i dit tilfælde ikke er egne problemer, men er andres. Jeg håber for dig, at du får ro på i den nærmeste kreds. Der er ikke noget værre end at have uro i rækkerne.

      Det er så vigtigt at huske os selv på, ikke falde død om i sofaen med en telefon i hånden. Det er sgu da ikke særligt romantisk;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier