Månedsarkiv: december 2016

Opskrifter på julekonfekt

16.12.2016 af: Tine Kategori: Opskrifter

Jeg elsker at lave julekonfekt. Jeg synes det er så hyggeligt at stå og rulle kugler, hakke mandler og betrække med chokolade. Jeg skifter lidt mellem hvilke opskrifter på julekonfekt, jeg laver, men jeg har da nogle favoritter. Jeg er meget glad for marcipan med chokolade, så det er der mest af. Min mand elsker – som i virkelig elsker – nougat. Så det har jeg selvfølgelig også med. Ungerne er nok også mest til marcipan og chokolade, så jeg tænker at vi lavet et stort marcipanbrød til dem. Eller måske stikker nogle små hjerter ud med deres bageforme, og betrækker dem med chokolade, når vi skal lave konfekt i denne weekend.

Jeg har også eksperimenteret med konfekt uden sukker. Jeg ved ikke om jeg vil kalde det julekonfekt, men det kan sagtens spises i stedet for den rigtige julekonfekt. Jeg har både en opskrift på LCHF snickers og en på juleknas uden sukker

baileyskugler_opskrift_julekonfekt

Baileyskugler, 18 kugler

Ingredienser
200 g marcipan
Ca. ½ dl Baileys (Baileys kan erstattes med kakao eller appelsinjuice, hvis man ikke vil bruge alkohol)
5-8 spsk. kakaopulver

Fremgangsmåde
Ælt 200 g marcipan og Baileys sammen. Smag evt. til med mere Baileys;-). Tril til ca. 18 kugler og vend dem i smeltet mørk chokolade. Tril kuglerne i kakaopulver, mens de endnu er fugtige.

Mozartkugler

Ingredienser
1 pakke marcipan
1 pakke nougat
Chokolade til overtræk

Fremgangsmåde
Skær en skive marcipan, og sæt et lille stykke nougat på og rul det til en kugle. Overtræk med et tyndt lag smeltet mørk chokolade. Jeg laver også altid nogle kugler uden nougat, da ikke alle kan li´ dette. Jeg har pyntet med dem uden nougat med hvid chokolade, så man kan kende forskel.

troefler_opskrift_julekonfekt

Luksustrøfler, ca. 20 stk

Ingredienser
200 g nougat
100 g mørk chokolade
50 g smør

Fremgangsmåde
Nougat og mørk chokolade smeltes, og røres sammen med 50 g smør. Trøffelmassen fordeles i papirkapsler og pyntes med fx chokolade knapper, mandler eller hele, ristede hasselnødder.
Sæt trøflerne i køleskabet indtil de er stivnet.

Har I nogle gode opskrifter på julekonfekt?

Michael Kors Florence leather mini messenger

13.12.2016 af: Tine Kategori: Nye køb

michaelkors_messenger

Jeg har så svært ved at styre mig, når jeg bliver sluppet løs i en taskebutik. Især når der så er udsalg i butikken. Præcis som det skete, da jeg besøgte Michael Kors butikken i Neumünster Designer Outlet tidligere på året. Jeg måtte have en lille Michael Kors taske med hjem. Ja, faktisk havde jeg to Michael Kors tasker med hjem. Den ene var dog en gave fra min dejlige mand, så den tæller selvfølgelig ikke med i mit hvor-mange-tasker-må-Tine-købe-om-året regnskab!

Jeg havde umanerligt svært ved at bestemme mig for hvilken taske, jeg skulle købe med hjem. Jeg fik egentlig ret hurtigt kredset mig ind på at det skulle være en lille cross body, men farve og model tog mig godt nok lang tid at finde ud af. Jeg endte med at se mig lun på Florence Mini modellen. Jeg havde både en grå, en brun, en lyseblå og en sort i spil også. Men jeg endte altså med den baby lyserøde Michael Kors taske. Og jeg har ikke fortrudt et sekund. Jeg bliver simpelthen i så godt humør hver gang jeg finder den frem.

I starten var jeg i tvivl om jeg ville få den brugt pga. farven, men det er faktisk oftest den, jeg hiver frem, når jeg skal have en lille taske med. Jeg har oftest mørkt tøj på, og så er det i mine øjne sjovest med en i øjenfaldende taske.

Selvom jeg efterhånden har skabet fyldt med dejlige små tasker, så har jeg faktisk endnu en på ønskesedlen til jul. Nemlig en Mini Lily fra Mulberry. Den ville hænge så fint på min skulder. Dog er den nok lidt over budget for nogle af mine gavegivere, men man kan jo altid have lov at håbe;-)

HUSK AT DELTAGE I KONKURRENCEN OM ET VALGRIT CARRIE TAYLOR UR FRA URKOMPAGNET

Vind et valgfrit Carrie Taylor ur fra Urkompagniet

11.12.2016 af: Tine Kategori: Samarbejde

SPONSERET

urkompagniet_carrietaylor

Urkompagniet har været så søde at sponsere et ur til en heldig læser her på bloggen.  Nemlig et valgfrit Carrie Taylor ur! Jeg har Lexington modellen på i dag, og det er super fint. Det er tilpas oversize uden at overtage håndleddet. Og så er det let – det vejer ingenting. Så jeg bemærker nærmest ikke at jeg har det på.

Dem, som kender mig – eller som har læst med længe – ved, at jeg er watchoholic. Jeg elsker ure! Min samling er uendelig, og lige nu tæller den nok plus 25 ure. Jeg viste mine ure frem for 5 år siden, og her talte min samling 12 ure. Så der er er sket meget siden da. Enkelte ure er ikke i samlingen mere, men der er tværtimod føjet mange flere ure til. Jeg er fx vild med Michael Kors og Marc Jacobs, så derfor har de nu også plads i min samling.

Når det kommer til ure, har jeg ingen præference for om det er sølv, guld, rosegold eller lignende. Jeg har ingen favorit. Jeg bruger uret som et smykke, og derfor varierer mit førstevalg alt efter hvilket tøj, uret skal passe til. Faktisk tænker jeg meget over at vælge det rigtige ure til mit tøj. Derfor har jeg heller ikke ret mange ure, som bare ligger ubrugte i smykkeskrinet. For jeg bruger vitterlig de fleste af mine ure. Men der er selvfølgelig altid plads til flere;-)

For at vinde et Carrie Taylor ur fra Urkompagniet skal du blot fortælle mig, hvor mange ure du har i din samling. Læg din kommentar inden fredag den 16/12 kl. 12.

VINDEREN ER TRUKKET OG KONTAKTET. DET BLEV MARIA BALTSER. STORT TILLYKKE!

Historien om et keglesnit

07.12.2016 af: Tine Kategori: Snik snak
keglensit
I dag har jeg lagt arm til en blodprøve. En blodprøve, som tager udgangspunkt i at jeg for snart 15 år siden blev kontaktet af et medicinalfirma, som søgte unge piger til at teste deres vaccine mod livmoderhalskræft. Det endte med at jeg var med i en række forsøg, Future 2 undersøgelsen, over en 5 årig periode for at teste den HPV vaccine, som på et tidspunkt blev tilbudt alle unge piger. I dag får pigerne en anden type vaccine, som dækker færre vira, men princippet er det samme.
Som led i undersøgelsen fik jeg HPV vaccinen for mange år tilbage, og blev trukket igennem en række celleskrab efterfølgende for at følge udviklingen. Ved det sidste celleskrab, som afslutning på undersøgelsen, viste prøven desværre celleforandringer. Og da disse stadig var dér 6 måneder efter, skulle jeg have foretaget et keglesnit. Jeg husker stadig den dag, jeg fik meldingen om celleforandringer. Jeg var fuldstændig knust. Det er absolut ikke sjovt i en alder af 24 år at få at vide, at man har celleforandringer. Forandringer som kan være starten på livmoderhalskræft.
Jeg kom heldigvis ret hurtigt på operationsbordet og de efterfølgende prøver viste ingen tegn på celleforandringer. Det er nu over 10 år siden, jeg blev fik lavet et keglesnit, og jeg går stadig til tjek. De første 5 år gik jeg én gang om året, men nu går jeg hver 3. år hos min egen læge. Næste gang er i august 2017 og selvom jeg er gået fri hvert år, frygter jeg stadig tjekket.
Jeg har ikke haft nogle problemer efter operationen, men blødte næsten hver dag i 3 uger efter operationen. Og så var operationen en stor mundfuld. Jeg styrtblødte da jeg først kom ned af operationsbordet. Puha!!
Keglesnit operationen forkorter ens livmoderhals, så man har risiko for føde for tidligt. Det skete altså ikke for mig. Jeg gik begge graviditeter ud, og gik endda over tid med Sofia. Men jeg kan huske at beskeden fyldte meget dengang. Faktisk troede jeg at keglesnittet ville påvirke min evne til at blive gravid, eller til at bære et barn i maven. Men det var blot mig egen frygt, for det har ikke noget på sig. Men man kan jo ikke lade være med at frygte det værste, når man står i sådan en situation.
80% af den danske befolkning bærer på HPV virus og den kan sagtens bryde ud selvom man er vaccineret. Det gjorde den jo hos mig. Vaccinen virker på 70% af de vira, der kan udløse livmoderhalskræft. Jeg har altså haft en af de resterende 30%.
Derfor er det vigtigt at overholde lægens indkaldelser til gynækologisk undersøgelse – også selvom man er vaccineret. Hvis celleforandringerne opdages i tide kan de behandles.
Blodprøven i dag var for at indsamle de sidste data i undersøgelsen. Her 15 år efter skal man undersøge hvor mange antistoffer mod de farlige vira, der er tilbage i kroppen. Det skal selvfølgelig være med til at afgøre hvor længe sådan en vaccine holder. Det ved man nemlig endnu ikke.
Sygeplejersken på undersøgelsen fortalte mig i dag, at de pt. arbejder på en ny vaccine. En vaccine, som også dækker endetarmskræft, peniskræft og tungerodskræft. Altså kræftformer, som (også) rammer det andet køn. Jeg håber det fører til positive resultater, så vi kan få udryddet en del af den frygtelige sygdom!

Kategorier