Kategoriarkiv: Snik snak

Når livet slår en kolbøtte

28.04.2017 af: Tine Kategori: Snik snak

Bornholm_hasle_thespacebetween

Samme dag som jeg udgav min sidste post – det første i over 2 måneder – slog livet lidt af en kolbøtte. Jeg havde kun haft påskeferie i 10 minutter, da min mor ringede og fortalte at min farmor på 92 år havde fået et krampeanfald, og at min søster og jeg nok skulle komme til Nakskov for at sige farvel til hende. Ambulanceredderne havde vurderet, at hun højst sandsynligt ikke havde mange timer tilbage at leve i. Hun var faldet i en dyb søvn, og de kunne ikke få særligt meget kontakt med hende.

Så vi smed alt, hvad vi havde i hænderne for at være hos hende i hendes sidste timer. Onsdag blev til torsdag, og hun lå bare i sengen og sov. Hun åbnede øjnene, hvis vi råbte til hende, men det var ligesom at kroppen havde lukket ned. Vi kunne ikke snakke med hende. Kun snakke til hende. Men det var som om at hun registrerede det. Øjnene var dog helt slørede og hendes hud havde en anden farve end normalt.

Min søster og jeg valgte at tage hjem til Odense igen torsdag middag, da vi hverken kunne gøre fra eller til. Vi sagde et sidste farvel til vores elskede farmor. Og det var svært. For vi vidste nok godt at vi ikke ville se hende igen. Hun tog da også sin sidste fredfyldte vejtrækning 24 timer senere, Langfredag, – med min far og mor omkring hende. 92 år. Mæt af dage.

Dagen efter var det planlagt at vi skulle på påskeferie på Bornholm med mine forældre. De havde inviteret os i sommerhus. Ferien hang i en tynd tråd, da farmor fik krampeanfaldet om onsdagen, og da hun så døde fredag, virkede det totalt uoverskueligt. Men… efter lange samtaler med mine forældre, valgte vi at tage afsted alligevel. Vi blev enige om at det nok var meget godt at komme væk. Være sammen. Trække vejret helt ned i maven. Få tankerne lidt væk.

Så vi tilbragte en forkortet, men dejlig, ferie på Bornholm. Vi nåede at se en masse spændende ting, Hammershus, Rokkestenen, keramikværksteder, havne, røgerier, fantastisk natur – alt i mens vi prøvede at koordinere med bedemand, præst, forsamlingshus og blomsterdekoratør. Set i bakspejlet var det helt rigtigt at tage afsted. Også selvom det var under 24 timer efter min farmor var død! Var vi blevet hjemme, havde jeg gået rundt i min egen lille døs. Og jeg havde nok haft svært ved at hive mig selv op til at lave noget. Men ved at tage afsted, blev jeg presset lidt til at komme videre i min sorg. Ikke at jeg ikke græd på Bornholm. For det gjorde jeg. Men jeg ville nok have grædt mere, hvis jeg bare havde siddet (alene) hjemme i min sofa.

I lørdags blev min farmor bisat. Det var en svær dag. Hun havde nået at påvirke mange i sit lange liv. Men midt i tårerne havde jeg lovet mig selv at jeg ville give hende et smil med på hendes sidste rejse. For det fortjente hun. Og det fik hun! Hun har altid været dér for mig. Både som helt lille og som voksen. Hun var en fantastisk farmor og oldemor.

Denne uge har været lidt svær. Arbejdet startede jo op igen i mandags. Jeg er stadig ny. Så der er tryk på. Nu begynder opgaverne at vælte ind. Det kræver energi. Den energi har været påvirket af min sorg og savn. Så efter endt arbejdstid har jeg været helt smadret. Ikke på den måde at jeg bare kunne sove. Det har jeg faktisk haft lidt svært ved at finde ro til om aftenen. Men jeg har været fyldt op. Mæt af indtryk og tanker i hovedet. Så nu bliver det godt med weekend, så batterierne igen kan lades op, og hovedet kan tømmes.

God weekend!

2 måneders pause – Hverdagen drøner forbi

12.04.2017 af: Tine Kategori: Snik snak

IMG_0020

Inden jeg fik set mig om var der pludselig gået 2 måneder siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. En blog som ellers har været aktiv på nærmest daglig basis siden sensommeren 2009. Men hvad skete der mon?

Anden halvdel af februar og marts var hård ved mig. Jeg havde ikke overskud til andet end mig selv og min familie. Vægten drillede, motionen glippede og der drønede en masse tanker rundt i mit hoved. Jeg måtte sige nej til en masse aftaler, og gjorde alt for at prioritere mig selv. Hvad jeg ville. Mig. Tine!

I starten februar gik det op for mig, at jeg egentlig ikke var tilfreds med mit nye job. Det havde jeg nok ikke været længe, men i februar nåede jeg til en erkendelse af, at jeg ikke kunne blive ved. Jeg var endt i en stilling, som jeg ikke havde lyst til at være i. En stilling, som var meget anderledes end den, der var blevet talt om til jobsamtalen. En stilling, som jeg egentlig ikke havde interesse i at være i. Sikkert møg-spændende for nogle. Men ikke for mig. Jeg ville gerne i en anden retning rent arbejdsmæssigt.

Samtidig følte jeg mig ikke 100% tilpas i min nye hverdag. Jeg ser mig selv som et meget venligt og imødekommende menneske, og i nogle brancher kommer man (åbenbart!) ikke længst med et smil. Det kolliderer bare så meget med min personlighed, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg dagligt måtte overtræde en del personlige grænser. Til sidst havde jeg simpelthen fået nok! Heldigvis blev der kort efter min erkendelse slået en (drømme)stilling op. Jeg greb derfor telefonen og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at komme i spil til jobbet.

Det bar heldigvis frugt, og siden 3. april har jeg været ansat som Produktchef på Odense Marcipan. Og wauw, hvor er jeg glad! Jeg føler, at der er faldet en kæmpe sten fra mit hjerte. Jeg kan igen trække vejret helt ned i maven. Jeg føler mig hjemme. Jeg er landet det helt rigtige sted. Jeg har endnu ikke så mange dages erfaring med mit nye job, men jeg føler at det er helt rigtigt.

Overskuddet kommer langsomt tilbage – omend det også tærer på kræfterne at starte i et nyt job. Men jeg føler virkelig et personligt overskud, som jeg ellers har skulle kigge langt efter de sidste mange måneder. Jeg er glad. Helt ned i maven. Jeg glæder mig til at få fingrene helt ned i nougaten, og til at lære med en masse søde kollegaer at kende. For dem har jeg helt sikkert fået en del af.

Nu vil jeg dog nyde 11 dages påskeferie! God påske.

 

Hvem er Tine?

05.02.2017 af: Tine Kategori: Snik snak

Bologna

For et par uger siden postede jeg ovenstående på Instagram, og det fik mig til at indse at det er noget tid siden, jeg har skrevet om her på bloggen, hvad jeg egentlig går og laver til daglig. Jeg har tidligere skrevet om mine jobskifter – senest da jeg selvvalgt blev arbejdsløs, og igen da jeg startede på et nyt job et par måneder efter. Men siden har jeg ikke rigtigt holdt her opdateret på, hvad mit arbejde egentlig består i.

Ovenstående Instagram post kom i forbindelse med en 3 dages arbejdstur til Italien i januar måned. Jeg var på messe i Bologna for at hente inspiration til nye produkter, og både familie og venner stillede lystigt spørgsmål til, hvad jeg egentlig lavede i Italien. Så hvorfor ikke fortælle lidt om mig selv i venindebogsform. Så er der både plads til at besvare spørgsmål vedr. arbejde, men det er også en måde at komme bag om facaden. At lære mig lidt bedre at kende. For hvem er Tine egentlig?

VENINDEBOG:

Navn: Tine
Alder: 34 (meget snart 35!)
Civilstand: Gift med min bankmand siden juni 2014. Mor til Sofia fra august 2011 og Anton fra januar 2013.
Job: 
Salg og marketing i et fynsk handelsfirma, der sælger fødevarer til de danske supermarkeder. Vi sælger fx italiensk is og brød i Rema, rejer i Meny og isdesserter i Coop. Mit arbejde består i at indkøbe nye produkter, finde ud af hvordan emballagen skal se ud, sælge dem ind til supermarkederne, og følge op på deres udvikling.
Kælenavne: 
Min søster kalder mig for “T”, og min mor og far kan finde på at bruge “Tinemus”. Min man kalder mig for “skat”.
Yndlingsfarve: Jeg har altid elsket blå. Turkis blå. Faktisk havde jeg engang en velourjakke i den mest fantastiske blå farve. Den gik jeg med næsten hver dag 🙂
Livret: Jeg elsker mad. Punktum. Faktisk kan jeg have svært ved at bestemme mig på en restaurant, fordi jeg gerne vil smage det hele. Jeg er både til salater, seafood, supper og kød. Da jeg var 3 år, var jeg indlagt på sygehuset, fordi min lille krop havde været tæt på at bukke under for en sindssyg omgang kyssesyge. Da jeg vågnede op fra min febervildelse, spurgte sygeplejerske mig, hvad jeg kunne tænke mig at spise. Svaret var “engelsk bøf med bagt kartoffel og bearnaisesovs”. Og det er stadig en favoritret.
Hvis du kun kunne tage en slags slik med på en øde ø: Lakrids. Jeg elsker lakridser. Hoveder, grammofonplader, hatte, lakridspiber. You name it.
Yndlingssted: Jeg elsker at rejse, og et af de mest fredfyldte steder, jeg har været er Nai Yang på Phuket i Thailand. Jeg var af sted med mand og børn i efteråret 2015, og jeg håber at vi kommer tilbage en gang. I Danmark er mit yndlingssted helt klart familiens sommerhus på den Lollandske sydkyst. Min farfar byggede sommerhuset tilbage i 1960’erne og jeg har så mange gode minder derfra. Jeg håber huset bliver i familiens eje, så mine børn også kan vise deres børn denne skønne plet.
Drinken du bestiller igen og igen: Mojito. Med rørsukker, frisk lime og masser af mynte. Mums.
Yndlingsduft: Mine børn (altså når de er nyvaskede).
En restaurant eller café du kan anbefale: Argh, den er svær! Jeg prøver helst nye steder af, for at prøve så meget mad som muligt. Men hvis jeg skal anbefale et sted i Odense, så er det Sortebro Kro. Det ligger lige i min baghave, og jeg har efterhånden været dér en del gange. Både privat og i arbejdsøjemed. Maden er anderledes, men fantastisk. Og det er bare en oplevelse at sidde i de små gamle staldbygninger, og bliver vartet op af kroens dygtige folk.
Yndlingssang: Jeg er vokset op med en masse forskellig musik. Mine forældre drev radiobutik butik hele min barndom, og der var altid musik i mit barndomshjem. Min far hørte Dire Straits, Phil Collins og Gnags på fuld drøn på pladespilleren. Jeg havde Mariah Carey, Kris Kros og New Kids on the Block på bånd, og hørte den på min røde båndoptager. I dag hører jeg mest Celine Dion, Adele og Bryan Adams. De 2 damer skal jeg faktisk til koncert med til sommer. Det bliver SÅ godt!
Bedste bog du har læst: Jeg elsker at læse, men jeg tager mig simpelthen ikke tid til det i hverdagen. Når jeg er på ferie, kan jeg dog sagtens sluge en bog på 2 dage. Jeg elsker historiske romaner, krimier eller skønhedslitteratur.
Yndlingsfilm el. tv-serier: Lige pt. følger jeg kun med i Badehotellet. PÅ Netflix venter jeg på flere sæsoner af Orange is the New Black, Outlander og Call The Midwife.
Hvad ville du være som barn: Jeg drømte om at blive glaspuster, da jeg var barn. Det var efter et besøg på Holmegaard Glasværk. Jeg var totalt opslugt af hvad glaspusterne kunne få ud af en varm klump glas.
Det værste du ved:
Jeg hader folk, der ikke kan hilse. Og så hader jeg folk, der har spidse albuer. Jeg går mest af alt ind for at spille hinanden gode, og jeg bliver skuffet, når folk kun tænker på sig selv.
Kendis-crush: Jeg har tit drømt om at overtage Cameron Diaz’s plads i The Holiday. For Jude Law er altså alt for charmerende i den film. Men Ryan Reynolds er nu også for lækker 🙂
Guilty pleasure: Ebay

 

Juleaften i en kjole der skjuler topmaven

29.12.2016 af: Tine Kategori: Dagens, Snik snak

kjolederskjulertopmaven_full

kjolederskjulertopmaven

Kjole fra Saint Tropez

Jeg håber I har haft en god jul. At I har spist en masse god mad, har hygget med familien og har slappet af. For mit vedkommende har julen nemlig været fyldt med netop det. Den 23. december pakkede vi bilen med julegaver. Der kunne seriøst ikke proppes én pakke mere ind. Vi måtte sidde med vores tasker på skødet. Og så vendte vi snuden mod Langeland, for at tage færgen over til min flade fødeø, Lolland.

Julen blev fejret i mit barndomshjem, sammen med mine forældre og min farmor på snart 93 år. Hun kan ikke rejse mere, da hun er ramt af alderdom, black outs og hævede ben. Sidste år fejrede hun jul hos os, men det endte med en akut operation, og derfor vidste vi, at vi måtte komme til Lolland denne jul. Min far er nemlig enebarn, så hun er selvfølgelig altid sammen med os til jul.

Heldigvis gik juleaften godt, men både børn og gamle var trætte til sidst. Vi gav os god tid til at spise and og flæskesteg, og da ris á la manden kom på bordet brugte vi lang tid på at lede efter mandlen. Jeg puttede den selv i skålen, men den var væk, da alle mand havde spist deres portioner op. Vi begyndte endda at lede i resterne i den store skål, men den var helt væk. Den må være blevet tygget enten af husets yngste eller ældste beboer. Min mor havde dog gemt en ekstra i køkkenet, og den listede vi ned i Sofias tallerken. Hun ville så gerne finde den! Jeg er ellers i mod, at lade børnene finde mandlen, men når nu den ikke var dukket frem fra sig skjul i ris á la manden, så gjorde jeg en undtagelse 🙂

Sofia og Anton var meget tålmodige under maden, men nåede at spørge efter gaverne mange gange i løbet af dagen. Heldigvis kom julemanden forbi sidst på eftermiddagen, og de fik lov til at åbne et par gaver, for få tiden til at danse om juletræet til at være lidt mere udholdelig. Da vi endelig gik om juletræet endte vi med at synge med på Sofias hjemmekomponerede sange mens farmor sang med fra lænestolen. Gaverne var selvfølgelig dagens højdepunkt, og vi brugte da også det meste af 2 timer på at åbne dem. Men så var der også udsolgt hos husets yngste, og de sov meget hurtigt, da de først blev puttet.

De voksne holdt ud et par timer mere, og jeg nåede at kværne en del konfekt. Godt jeg valgte Saint Tropez kjolen. Den kjole skjuler topmave på bedste vis. Den er altså altid en sikker vinder når man ved at der skal spises mere end normalt.

Og når nu vi snakker om at spise, så vil vi drøne til endnu en julefrokost. Adjø!

Årets julekort

22.12.2016 af: Tine Kategori: Børn, Snik snak

preview

De sidste mange år har det været en tradition at sende et personligt julekort ud til venner og familie. Manden og jeg startede allerede traditionen da vi “bare” var kærester. Før der kom børn til. Det er måske lidt navlepilleri at sende billeder ud af sig selv, men jeg synes det er så hyggeligt både at sende og at modtage. Traditionen med julekort varer stadig ved. Ikke et år har vi sprunget over. Hvert år får vi trykt et kort, som vi enten personligt afleverer til modtageren, eller som vi sender med snail mail. Ingen sms eller email. Det gælder ikke hos os:-)

Jeg synes det er så hyggeligt med julekort – og jeg gemmer dem også. Både egne kort, og de kort, som vi modtager fra venner og familie. Det er så sjovt at se hvad der sker med ungerne (eller de voksne) i løbet af det år, der er gået.

Vi tager altid selv billedet, som kommer på julekortet. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at få en fotograf til det, men jeg er aldrig ude i god nok tid til at nå det. Derfor bliver det bare et billede hjemme fra stuen. Billedet er sjældent opstillet, for mine børn kan seriøst ikke sidde stille. De suser rundt, og kigger hvert sit sted hen når de bliver placeret ved siden af hinanden. Men jeg synes også der er noget charmerende over at billedet blot er et snap fra en impulsiv situation. Og sådan blev årets julekort også.

Vi var lige kommet hjem fra juletræsfest i gymnastikforeningen, og derfor havde de begge deres nissehuer på. De var helt høje oven på den kæmpe godtepose, de havde fået af julemanden. De fjollede rundt. Sofia ville give Anton et kys – men Anton prøvede at slippe uden om “pigekysset”. Det gav et ret fint billede. Dog med Sofia i undertrøje og Anton i Spiderman udklædning. Men det er typisk mine børn. Så billedet rammer egentlig meget godt!

Jeg er meget tilfreds med året julekort. Jeg synes faktisk det blev rigtigt fint – også selvom ungerne ikke kigger ind i kameraet. Men det tydelig søskendebånd er så meget mere værd end øjenkontakt i denne situation. Jeg synes der er et eller andet magisk ved øjeblikket mellem Anton og Sofia <3

Hvordan har I det med julekort? Laver I selv et til familie og venner?

Side 1 af 29123451020Sidste »

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier