Kategoriarkiv: Snik snak

Kjole til juleaften

21.12.2016 af: Tine Kategori: Inspiration, Snik snak

kjoletiljuleaften_thespacebetween

Jeg havde egentlig sat mig for at jeg skulle ud og shoppe en ny kjole til juleaften. Og måske til nytår også. Men december er strøget forbi, og jeg kan ikke nå at komme ud i nogle butikker inden vi går på juleferie i morgen. Så jeg må kigge mine skabe igennem for at finde den rette kjole til juleaften. Men hvilken kjole, skal jeg vælge?

dagens_gestuz_thespacebetween2

Denne sorte kjole med blondeærmer er fra Gestuz. Den har været min yndlings little black dress siden jeg købte den for snart 2 år siden. Jeg har brugt den til 60 års fødselsdag, til 30 års fødselsdag, til date night med min mand og til en romantisk weekend get-away. Den er fantastisk.  Selvom kjolen har draperinger hen over maven, er den stadig meget tight fit. Så man skal virkelig tænke over at trække maven ind. Den er derfor ikke det oplagte valg til en kjole til juleaften, da jeg altså ikke sparer på flæskesteg, and, ris á la mande og konfekt den dag.

img_5863

Denne kjole har jeg et helt specielt forhold til, da det er den kjole, jeg købte efter jeg havde tabt mig 10 kg på 3 måneder. Jeg skulle til julefrokost med mit arbejde, og følte mig virkelig som en Hollywood stjerne med krøllet hår og glimmer kjole. Kjolen er fra Saint Tropez, og jeg endte med at købe den i grå også. Kjolerne er virkelig så behagelige at have på. De har drapering ved maven, og det gør at jeg ikke føler mig så udsat som i andre stramme kjoler.

pailletkjole_barryg_veromoda_thespacebetween4

Pailletkjolen fra Only er faktisk sidste års kjole til juleaften. Den var egentlig købt til en julefrokost, men jeg følte mig så godt tilpas i den, at den også røg på juleaften. Den er så fin og festlig med alle pailetterne og den halvåbne ryg. Desværre hænger man i alt hvad man kommer i nærheden af. Men det kan jo være en fordel juleaften?! 🙂

Som I nok kan høre, så er jeg vild med alle kjolerne. Men hvilken skal jeg vælge som min kjole til juleaften?

Historien om et keglesnit

07.12.2016 af: Tine Kategori: Snik snak
keglensit
I dag har jeg lagt arm til en blodprøve. En blodprøve, som tager udgangspunkt i at jeg for snart 15 år siden blev kontaktet af et medicinalfirma, som søgte unge piger til at teste deres vaccine mod livmoderhalskræft. Det endte med at jeg var med i en række forsøg, Future 2 undersøgelsen, over en 5 årig periode for at teste den HPV vaccine, som på et tidspunkt blev tilbudt alle unge piger. I dag får pigerne en anden type vaccine, som dækker færre vira, men princippet er det samme.
Som led i undersøgelsen fik jeg HPV vaccinen for mange år tilbage, og blev trukket igennem en række celleskrab efterfølgende for at følge udviklingen. Ved det sidste celleskrab, som afslutning på undersøgelsen, viste prøven desværre celleforandringer. Og da disse stadig var dér 6 måneder efter, skulle jeg have foretaget et keglesnit. Jeg husker stadig den dag, jeg fik meldingen om celleforandringer. Jeg var fuldstændig knust. Det er absolut ikke sjovt i en alder af 24 år at få at vide, at man har celleforandringer. Forandringer som kan være starten på livmoderhalskræft.
Jeg kom heldigvis ret hurtigt på operationsbordet og de efterfølgende prøver viste ingen tegn på celleforandringer. Det er nu over 10 år siden, jeg blev fik lavet et keglesnit, og jeg går stadig til tjek. De første 5 år gik jeg én gang om året, men nu går jeg hver 3. år hos min egen læge. Næste gang er i august 2017 og selvom jeg er gået fri hvert år, frygter jeg stadig tjekket.
Jeg har ikke haft nogle problemer efter operationen, men blødte næsten hver dag i 3 uger efter operationen. Og så var operationen en stor mundfuld. Jeg styrtblødte da jeg først kom ned af operationsbordet. Puha!!
Keglesnit operationen forkorter ens livmoderhals, så man har risiko for føde for tidligt. Det skete altså ikke for mig. Jeg gik begge graviditeter ud, og gik endda over tid med Sofia. Men jeg kan huske at beskeden fyldte meget dengang. Faktisk troede jeg at keglesnittet ville påvirke min evne til at blive gravid, eller til at bære et barn i maven. Men det var blot mig egen frygt, for det har ikke noget på sig. Men man kan jo ikke lade være med at frygte det værste, når man står i sådan en situation.
80% af den danske befolkning bærer på HPV virus og den kan sagtens bryde ud selvom man er vaccineret. Det gjorde den jo hos mig. Vaccinen virker på 70% af de vira, der kan udløse livmoderhalskræft. Jeg har altså haft en af de resterende 30%.
Derfor er det vigtigt at overholde lægens indkaldelser til gynækologisk undersøgelse – også selvom man er vaccineret. Hvis celleforandringerne opdages i tide kan de behandles.
Blodprøven i dag var for at indsamle de sidste data i undersøgelsen. Her 15 år efter skal man undersøge hvor mange antistoffer mod de farlige vira, der er tilbage i kroppen. Det skal selvfølgelig være med til at afgøre hvor længe sådan en vaccine holder. Det ved man nemlig endnu ikke.
Sygeplejersken på undersøgelsen fortalte mig i dag, at de pt. arbejder på en ny vaccine. En vaccine, som også dækker endetarmskræft, peniskræft og tungerodskræft. Altså kræftformer, som (også) rammer det andet køn. Jeg håber det fører til positive resultater, så vi kan få udryddet en del af den frygtelige sygdom!

Et par dage i Paris

20.10.2016 af: Tine Kategori: Hverdagens momenter, Rejser, Snik snak

img_9807 img_9812 img_9819 img_9820 img_9851 img_9887 img_9913

Den sidste uges stilhed har skyldtes at jeg har været til messe i Paris. En fødevaremesse med arbejdet. En messe hvor nærmest alle fødevareleverandører møder op og viser deres varer. Messen er derfor uundgåelig når man arbejder med fødevarer, som jeg gør. Jeg sidder med salg og marketing i et handelshus, som importerer frosne varer som fx is, brød og seafood. Det sælger vi så videre til de danske supermarkeder enten under vores eget brand eller som private label.

For os handlede messen om at snakke med vores nuværende leverandører. Se hvad nyt, de havde at tilbyde. Finde nye leverandører. Og kigge på trends og tendenser. For findes selvfølgelig ikke kun i modeverdenen – men også inden for mad.

Vi tog af sted til Paris søndag morgen og var hjemme igen tirsdag sen aften. I den tid havde vi travet 20.000 skridt om dagen op og ned af de hårde messegulve. Messen er kæmpe stor, og der kører busser rundt til de 10 forskellige haller. Bare at komme fra den ene ende til den anden kunne godt tage 30 minutter – hvis man ikke kiggede på noget, vel at mærke! Vi fik derfor gået rigtigt meget. Så meget at min fødder stadig er helt smadrede. Jeg begik nemlig den dumme fejl at jeg aftenen før messen, da vi var ude at spise, tog et par stilletter på. Et par som jeg ellers går rigtigt godt i. Men som åbenbart lige skulle drille mig. Så jeg endte med at få 4 vabler. 1 på hver storetå og lilletå! Av! Det gør ikke ligefrem fødderne klar til to fuldpakkede messedage.

Paris bød ikke på så forfærdeligt mange andre oplevelser end messen. Den første aften var vi dog ude at spise på en tostjernet Michelin restaurant, L’Atelier de Joël Robuchon, og det var en kæmpe oplevelse. Vi fik sindssygt god mad og vin. Maden er typisk fransk, og var faktisk sådan lidt 1980’er inspireret. Men på den gode måde. Det viste sig at restaurantens sommelier fra dansk, så vi snakkede en del med Kevin i løbet af aftenen. Han valgte de bedste vine til vores mad. Så jeg endte faktisk med at blive lidt beruset. 1 glas champagne og 5 glas vin oven på en lang rejsedag uden mad, var mere end hvad jeg åbenbart kunne tåle 😉

Shopping og sightseeing blev meget minimalt. Jeg nåede lige lidt butikker i Les Halles, som også var vores metrostop. Og det betød at der kom 2 bluser med hjem i den lille håndbagagekuffert. Men mere var der heller ikke plads til!

Jobskifte – Når livet skifter bane

14.10.2016 af: Tine Kategori: Lykken er, Snik snak

jobskifte_700

I juleferien, midt mellem jul og nytår sidste år, ringede jeg til min daværende chef og sagde mit gode job i marketingafdelingen på Rynkeby op. Det var med bævrende stemme, for jeg var virkelig i tvivl om det nu var den rigtige beslutning, jeg havde taget. Jeg havde et godt job, havde været i samme virksomhed i over 6 år, og havde nogle sindssygt gode kollegaer. Egentlig befandt jeg mig godt, hvor jeg var. Men jeg var også groet fast! Både min arbejdsplads og jeg trængte til lidt fornyelse.

Jeg havde svært ved at sætte ord på, hvad jeg gerne ville i fremtiden, fordi jeg var groet fast i “plejer” og de gamle vaner. Og mens den ene dag tog den anden, dalede motivationen på jobbet lidt. Jeg tænkte dog at det nok var en fase, og gjorder derfor ikke alvor af at søge noget nyt. Men det endte altså med et jobskifte.

14 dage inden jeg smed min opsigelse var jeg blevet kontaktet af et reklamebureau, som gerne ville have mig ansat. De skulle bruge en med netop mine kompetencer. Jeg vendte situationen i mit hoved igen og igen, og blev enig med mig selv (og familien) om at gribe chancen. Men det var som sagt stadig med en klump i halsen, da mit job betød rigtigt meget for mig. Og vi havde det rigtigt godt sammen både i min afdeling, men også som en virksomhed.

Det nye job viste sig desværre ret hurtigt ikke at være mig. Tonen i branchen var en helt anden. Der var en anden grad af involvering og samarbejde, end jeg var vant til. Jeg kunne ret hurtigt se at jobbet ikke blev en langvarig løsning for mig. Jeg mistrivedes simpelthen i jobbet. Det gav selvfølgelig også udslag på hjemmefronten, og derfor tog jeg en drastisk beslutning lige før sommer. Jeg sagde mit job op uden at have noget andet på hånden. Jeg kunne mærke at jeg bare skulle væk inden jobbet drænede mig endnu mere. Beslutningen blev selvfølgelig taget sammen med min mand. Han kunne godt mærke at jeg var på randen til helt at give op, og støttede mig i at komme videre.

Jeg tilbragte derfor sommeren uden at have et job, men var også fast besluttet på at jeg skulle videre til en anden virksomhed. Og det kom jeg faktisk ret hurtigt. På min første ledighedsdag, lavede jeg nemlig en aftale med en ny arbejdsgiver om at starte hos ham efter sommer. Og på den måde, var ledigheden planlagt til kun at vare 2 måneder. Perfekt anledning til at holde lang sommerferie, og hygge ekstra meget med mine børn uden at det gik alt for meget ud over min bankbog. For man betaler jo selvfølgelig selv gildet, når man på eget initiativ siger sin stilling op og lader et jobskifte stå hen i det uvisse.

Nu er jeg over en måned inde i mit nye job, og jeg er faldet rigtigt godt til. Jeg er glad for at være tilbage på denne side af skrivebordet, og føler mig så meget mere hjemme. Jeg arbejder igen med salg og marketing i en fødevarevirksomhed, og det er klart min passion. Jeg er og bliver fødevarenørd :-). Men jeg kan godt mærke at der er sket meget de sidste 9 måneder. Jeg er til tider helt rundforvirret. Både fordi jeg har skulle rumme rigtigt mange nye mennesker og informationer det sidste år, men også fordi mit liv jo har været en tur i centrifugen. Men jeg er glad for den snurretur, jeg selv tog initiativet til for 10 måneder siden. Jeg er blevet meget klogere på, hvad jeg egentlig brænder for, og hvad jeg er god til. Og det er vel egentlig meget godt at blive mindet om det en gang i mellem 😉

På søndag tager jeg til messe i Paris med jobbet, og derefter venter 3 arbejdsdage inden den står på efterårsferie på Grand Canaria. Det bliver tiltrængt at trække stikket lidt efter nogle intense måneder med jobskifte.

jobskifte_thespacebetween

CAN’T STOP THE FEELING!

12.10.2016 af: Tine Kategori: Dagens, Rejser, Snik snak

dsc_1035

“I got that sunshine in my pocket. Got that good soul in my feet…..” Den sang er en af mine yndlingssange for tiden! I morges, da jeg kørte på arbejde i solopgangen, måtte jeg fyre helt op for radioen i bilen, da Justin Timberlækker ramte mine ører. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at skråle med på sangen, og på en eller anden måde får den mig i bedre humør. Det samme gælder i øvrigt Joey Moe med “Smukkest på en søndag” og Burhan G med “Lucy”.  Jeg har altid været en poptøs, og det står jeg gerne ved :-). Jeg synger tit sammen med mine unger i bilen, og de elsker det. Sofia er begyndt at reflektere over sangene, og hun går rundt og siger: “Moar, syng lige den sang med …. i min t-shirt”.

Jeg kører op pumperne i øjeblikket, da jeg er godt fyldt op oven på den halvanden måned på mit nye job. Der har været ret travlt, og pga. en sygemelding og en opsigelse, prøver jeg at holde tungen i munden og samle informationer fra 3 forskellige jobområder. Oven i det har jeg de sidste par dage gået rundt med hovedpine, maveonde og stiv nakke. Jeg kan bare mærke at sygdommen lure lige rundt om hjørnet. Kender I det? Når man kan mærke at kroppen er svagere end normalt. Jeg har dog været på job de sidste par dage, men det har ikke været kønt! Men min tilstedeværelse var krævet til et vigtigt møde ude af huset i går. Godt makeup er opfundet. Der kom ekstra kindrødt på, og jeg måtte endda ty til øjenskygge for at se bare nogenlunde ud. Det bruger jeg ellers ikke i hverdagen 😉

I dag har der simpelthen været så koldt på kontoret at det i hvert fald ikke har bidraget til den begyndende ømme hals! Jeg har måtte sidde med mit halstørklæde hen over benene for at holde varmen. Godt jeg nåede at smide det om halsen i farten i morges. Og godt at jeg hoppede i en varmstriktøje. Ellers havde det da været helt skidt!

Sofia og Anton er heller ikke på toppen. I sær ikke Anton. Så vi ser frem til weekend, hvor vi kan sove længe (I wish), og putte under dynerne. Søndag drager jeg dog mod Paris med jobbet, da det er en stor fødevaremesse dernede. Det glæder jeg mig selvfølgelig meget til at opleve. Jeg glæder mig dog endnu mere til at vi drager på efterårsferie til sydens sol og varme. Om 10 dage hopper vi nemlig på et fly til Gran Canaria, og så skal vi flyde i poolen i en hel uge. Dejligt!

Det er mine svigerforældre, som har inviteret os på ferie. Det gjorde de også for 4 år siden, og vi glæder os til at gentage succesen. Vi skal af sted sammen med svigerinde, svoger og kusiner også, så der skal nok blive gang i den. Vi rejser med Spies, og skal bo i Puerto Rico på det hotel, der hedder Puerto Azul . Det ligger en spytklat væk fra centrum og den fantastiske Amadoras strand, så jeg er sikker på at vi nok skal finde på noget at lave ind i mellem pool, bamseklub og all inclusive ;-). I går kom jeg til at kigge på last minute rejser, og det gjorde mig bare endnu mere utålmodig for at komme af sted!

Skal I på efterårsferie?

Side 2 af 29123451020Sidste »

Følg via bloglovin

Follow

Følg via email

Follow

@tinethespacebetween

Kategorier