For en måneds tid siden var vi til samtale i børnehaven. Jeg ved ikke om det er sådan overalt i landet, men i Odense kommune bliver man tilbudt en samtale med en af pædagogerne, når barnet har passeret de 3 år. Hvordan er overgangen fra vuggestue (dagpleje) gået? Hvordan udvikler barnet sig? Er der udfordringer? Er det indsatspunkter?
Som forventet viste Anton sig at være en helt normal 3-årig. Han er nysgerrig, insisterende, ubeslutsom og charmerende. Hans sprog er i rivende udvikling, og han lærer dagligt nye ord. Han elsker når de har fællessamlinger, hvor de synger eller leger rollespilslege. Her er han i sit es. Han har en forkærlighed for udklædningstøj, og vi møder ham ofte i en regnbuefarvet prinsessekjole, når vi henter ham;-). Han elsker at give krammere, og han er det meste af tiden en ret mild dreng. Han har de seneste måneder knyttet en del venskaber, og han har nærmest ikke tid til at komme med hjem, fordi han har travlt med at lege med Tristan, Christian, Markus eller Lærke Maria – eller nogle af hans andre små venner<3.
Pædagogen mente dog at der måske var een ting, som vi skulle arbejde lidt med. Nemlig hans temperament! Det kommer åbenbart mere og mere til udtryk – og det kan jeg kun give hende ret i!! Det kommer frem flere gange om dagen. Alle, der har været omkring 2-3 årige, kender nok disse situationer, så jeg tror ikke kun det er Anton, der er sådan. Men de havde åbenbart haft en episode med ham et par dage før, hvor han var helt uden for rækkevidde;-). Han var blevet sur over noget, og så var han flippet helt ud. De kunne slet ikke tale ham til ro, så han måtte lige have en timeout i et hjørne. Pædagogen mente selvfølgelig at det var dejligt at han havde en stærk vilje, men spurgte også om vi oplevede så stærke reaktioner derhjemme. Vi har selvfølgelig dage, hvor det hele kokser, men til hverdag er han vist bare en helt almindelig stædig 3-årig. I kender måske også til de ting, som vi kæmper mest med:
Til morgenmad vælger Anton at han gerne vil have yoghurt med drys. Han sidder pænt og spiser sin morgenmad, og fortæller os en eller anden historie. Han er i godt humør, og vi pjatter løs. Fra det ene sekund til det andet, bliver han dog til en tornado af hidsighed, og skriger og skråler fordi han opdager at yoghurten blev serveret i den forkerte skål. Dumme mor her, havde taget sig den frihed, at finde skålen med Kaj og Andrea frem i stedet for den med Barcelona.
Da vi skal i børnehave beder jeg ham gentagne gange om at tage sin taske med ud til cyklen. Han har mere travlt med at komme ud og kigge på snegle eller edderkopper eller tissemyrer. Jeg minder ham igen om hans taske, men jeg kunne lige så godt have snakket for en forsamling af døve. Intet når ind til ham. Jeg tager tasken og går ud til cyklen. På halvvejen bliver Anton til en menneskelig flitsbue. Han ville jo have båret den taske. Hvorfor har jeg taget den, når nu han skulle! Tårerne vælter ud af øjnene på ham, og han hopper op og ned af raseri.
Jeg kunne blive ved. I har sikkert flere gode eksempler på hvordan en 3-årig kan opføre sig. Og give os forældre kamp til stregen. Jeg prøver virkelig at være tålmodig, men puha det er svært altid at finde den frem. Især når man måske er lidt stresset om morgenen, eller når man er træt om aftenen.