Kategoriarkiv: Opskrifter

Bagte blomkålsris med radiser, edamamebønner og salatost

15.07.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

 

Blomkålsris

En let, men mættende sommersalat. Radiser er af egen avl, men butikkerne bugner jo af dem lige nu. Jeg har et eller andet med edamamebønner for tiden. Jeg kan spise dem hele tiden. Heldigvis er ungerne er også helt vilde med dem. De tror det er kæmpe ærter, så de ryger fint ned;-)

Jeg køber dem fra frost i Rema 1000. De hedder sojabønner. De har dem både pillede – det er dem jeg bruger i denne salat – og i skallen. Sidste nævnte er super som en sund snack med havsalt og chili! De koster nærmest ingenting, så det er ikke den værste last at have.

Bagte blomkålsris med radiser, edamamebønner og salatost, 4 personer

Ingredienser
1 blomkål
10 radiser
150 g edamamebønner
½ hvid ost i brik (jeg bruger den der hedder Puck)

Fremgangsmåde
Riv blomkålen på et rivejern. Læg det i en bradepande med bagepapir og bag det 10-15 minutter i ovnen ved 150 grader. Det skal bare have lidt farve i kanterne.

Kog bønner i letsaltet vand i 1-2 minutter. Skær radiserne i ringe.

Lad blomkålen afkøle lidt, og put det i et fad. Bland radiser og sojabønner sammen med. Top med smuldret salatost.

Salat med mormordressing (LCHF)

12.07.2015 af: Tine Kategori: Mad, Opskrifter

For et par fredage siden havde vi inviteret begge sæt bedsteforældre til spisning, og jeg havde i længere tid gerne ville afprøve en opskrift på mormordressing. Mormordressing er en sur/sød flødedressing, som smager fantastisk på en sprød grøn salat. Dog laves den traditionelt med rørsukker, så jeg måtte igen i skabet efter Sukrin. Sukrin er den her sukkererstatning med mindre kalorieindhold, så den er perfekt hvis man gerne vil skære ned på kalorierne eller undgå det hvide sukker.

Dressingen bliver kun bedre af at stå i køleskabet et par dage, så jeg brugte resten på en salat et par dage efter. Salaten var bikset sammen af hvad vi havde i køleskab og fryser, men den blev faktisk rigtig god. Jeg elsker nemlig sojabønner, og dem kom der rigeligt i af. Sammen med et stykke kyllingebryst lavet på grillen og et par stykker sprød bacon, så fik vi et dejligt måltid på en helt almindelig travl mandag aften.

Mormordressing, ca. 1½ dl

Ingredienser
1½ dl fløde
Saft (og skal) fra 1 økologisk citron
4 tsk. Sukrin Gold

Fremgangsmåde
Bland fløde og citron og lad det trække i køleskabet i 1-1½ time til det er dejligt cremet. Smag til med Sukrin.

Krydret kylling med gul blomkålsmos

12.07.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

Jeg er stødt på en fantastisk blomkålsmos. Den er dejligt cremet og smager skønt af gurkemeje. Det er Jane Fabers opskrift fra en af hendes LCHF bøger. Mosen er simpelthen så flot gul, og den gik rigtigt godt sammen med et stykke velkrydret kylling.
Blomkål er nok en af de grøntsager, som jeg har spist mest det sidste års tid. Jeg spiser det som ris, med fløde, som risotto, som pizzabund og i en bearnaisesauce.

Blomkålsmos

1 blomkål
100 g. flødeost
50 g. smør
1 tsk. gurkemeje
salt og peber
Hak blomkålen fint og kog den i 8-10 minutter i rigeligt, usaltet vand. Den skal være godt mør.
Hæld vandet fra blomkålen, lad den dryppe godt af og kom den tilbage i gryden sammen med smør og flødeost. Lad det stå og smelte sammen et øjeblik.
Blend det hele med en stavblender eller brug evt. et piskeris til at mose det med.
Smag til med salt, peber og gurkemeje.

Gateau Marcel uden mel og sukker (LCHF)

11.07.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Opskrifter

Jeg er egentlig ikke den store kagespiser, men hvis jeg skal have en kage, så skal den helst være en med masser af chokolade. Og det er denne! Det er en rigtig bombe, som man faktisk ikke kan spise særligt meget af. Den er nemlig så proppet med mørk chokolade, at selv et lille stykke er nok. Jeg kan anbefale at spise den med frisk frugt til. Det gør at den ikke virker så tung!

Jeg har lavet den to gange, og den er virkelig let at lave. Jeg elsker i sær det koncept med at den helst skal laves dagen før. Det tager ligesom toppen af stresset, at man kan forberede noget i forvejen. Den kan dog også sagtens laves om morgenen, og spises sammen aften, hvis man ikke har så meget tid.

Gateau Marcel, 8-10 personer

Ingredienser
150 g mørk chokolade (jeg brugte 70%)
150 g smør
150 g Sukrin Gold
7 æggeblommer (100g)
5 æggehvider (120g)

50 g chokolade (jeg brugte spåner) og kakao til toppen. Evt. andet pynt (jeg brugte tørrede hindbær).

Fremgangsmåde
Smelt smør og chokolade sammen i en gryde ved meget lav varme.

Pisk æggeblommer med 100g Sukrin Gold til massen er lys, luftig og cremet. Rør forsigtigt den lune chokolademasse i.
Pisk æggehviderne stive i en anden skål og tilsæt de resterende 50g Sukrin Gold lidt efter lidt. Vend hvide-massen forsigtigt i chokolademassen.

Hæld halvdelen af moussen i en smurt springform og bag den 20-25 minutter i midten af ovnen ved 175 grader.
Lad kagen køle af i formen og fordel den anden halvdel mousse ovenpå bunden. Sæt kagen på køl ind til den skal spises og gerne natten over.

Madplan #3

08.07.2015 af: Tine Kategori: LCHF, Mad, Madplaner, Opskrifter

Jeg synes det er svært med mad om sommeren. I sær i den varme, vi lige har haft. Jeg har ikke lyst til det helt store, men alligevel er lysten til at grille dér. Der er bare noget med at sidde ude og spise sin mad, mens man hører den syde i baggrunden.  Både hamburgerryg og cheddarbruger kan med fordel laves på grillen, mens de andre rette er forholdsvis “lette retter”. Altså nogle, som jeg godt kan holde ud at spise selvom temperaturen overstiger 25 grader. Egentlig kunne jeg leve af koldskål med frisk frugt hele sommeren, men det er vist ikke særligt nærende, så jeg prøver virkelig at tænke lidt alternativt mht. maden.

Torsdag: Kylling marineret i peanutbutter, soja og hvidløg med wokgrønt

Fredag: Spinatruller med laks

Lørdag: Glaseret hamburgerryg med syrlig spidskålsalat

Søndag: Cheddarburger med squashfritter

Mandag: Blomkålsrisotto med sprøde ostebrød

Tirsdag: Limekylling

Onsdag: Fiskefilet med smørdampede grøntsager og hjemmelavet Thousand Islands dressing
Fiskefileten er købt hos en fiskemand, og er således paneret i både rasp og mel. Men en gang i mellem kan man vel godt se bort fra det?!;-)
De smørstegte grøntsager er en god måde at få grønt på. Man kan sagtens blive mæt af dem, hvis man vælger nogle grove grøntsager. Jeg plejer at lade 25-50 g smør gyldne i en pande, og lader så alle grøntsagerne sautere heri til de stadig er dejligt sprøde.
Den hjemmelavede Thousand Island dressing røres sammen af 100 g mayo, 1½ dl creme fraiche, 1 fed hvidløg, 2 spsk. tomatpuré, 2 tsk. Tabasco, 1 tsk. paprika, 1 spsk. citronsaft, salt og peber.

Husk at du kan se meget mere til mig, mine børn og min mad på @tinesthespacebetween

This error message is only visible to WordPress admins

Error: No posts found.

Make sure this account has posts available on instagram.com.

Kategorier